Ja - lærernes situation er virkelig deprimerende - men Meier Carlsen vender i Folkeskolen nummer 20 sagen fuldstændig på hovedet. Jeg tillader mig - selvom jeg ikke er akademiker - at prøve at sætte tingene lidt på plads. Som jeg tidligere har hævdet og stadig fastholder som hovedsynspunkt, er den viden, man besidder, omvendt proportional med den sikkerhed, hvormed man udtaler sig! Men så er der jo holdningerne, som ofte er ganske upåvirkelige af kendsgerninger.

I tilfældet 'Et deprimerende nej' skinner holdningen meget klart igennem. Hvad kunne forfatteren ikke have fået ud af situationen, hvis lærerne havde stemt lige så massivt ja efter at have raset mod forslaget i skrift og tale helt fra begyndelsen.

Nu viste den ellers meget sammensatte gruppe en aldrig før forekommet grad af enighed. Langt over 90 procent er dog til at forstå - og åbenbart også misforstå, hvilket Meier Carlsen klart beviser.

Hvad kan grunden dog være? Man kunne få en mistanke om, at standen er groft underbetalt. Feminiseringen af erhvervet peger også i den retning. Jeg må her gøre opmærksom på, at hvis man havde tilbudt en stigning i lønnen på for eksempel 25-30 procent, betinget af at det blev i form af Ny Løn, så havde chancen for et ja absolut været til stede. Men at tillade sig at tro på, at under en halv procent skulle bevirke, at lærerne faldt i svime af begejstring, er direkte naivt. Den sikreste måde at højne standens anseelse, som i sandhed for nærværende er noget medtaget, er at hæve lønnen kraftigt, idet folk i almindelighed sætter lighedstegn mellem tegnebogens tykkelse og indehaverens dygtighed og kompetence. Samtidig ville det antagelig være stærkt medvirkende til en øget søgning til faget - et stærkt argument i den konkurrencesituation, som Meier Carlsen så rigtigt beskriver.

At skolebestyrelserne har udviklet sig i retning af at blive mindre kritiske, skyldes nok, at man efterhånden har fundet ud af, hvad der foregår, de har fået mere viden, og dermed svækkes deres ideologiske selvsikkerhed - ganske jævnfør min oprindelige tese. Hvis man tror, at man ved at 'lede' kan løse alle problemer, må den helt ideelle leder være den ideologiske og stupide - han, som ikke lader sig påvirke af for eksempel kendsgerningen og lignende useriøse ting - som ikke kan indpasses i ideologien.

Det burde i øvrigt ikke være nødvendigt at påpege, at den jammerlige og offentligt betalte, dyre danske, svenske, norske, tyske samt utallige andre offentligt betalte skoler har bragt deres respektive lande helt i front med hensyn til økonomi, teknik og så videre.

Hvad er det perspektiv- og holdningsløse i at stemme nej, når man gennem hele forløbet har bekæmpet forslaget indædt?

Lederne er så tæt på, at de uden vanskelighed kan se problemerne, derfor vil de reagere på samme måde som lærerne, hvis de da ikke er helt og aldeles besat af ideologi og derfor utilgængelige for kendsgerninger. For eksempel at man endnu ikke har fundet ud af, hvordan man får en halvlitersflaske til at rumme en hel liter.

Men - det uvæsentlige problem kan vel klares med en virkelig konkurrenceminded og 'stærk' leder.

At Ny Løn skulle være den 'eneste' vej fremad, er en flot og ganske løs påstand uden ringeste skygge af bevis.

At det eneste svar på alle vanskeligheder skulle være privatisering, hører endnu mere til i samme kategori.

Nej'et har i øvrigt den ikke uvæsentlige konsekvens, at lærerne sakker endnu længere agterud lønmæssigt.

Skal man sikre sig en god løn - med alles accept - er fidusen at holde afstand og gøre sit erhverv mystisk og meget svært.

Bilde folk ind, at man er noget helt specielt - og så i øvrigt bede til, at ikke alt for mange har læst og forstået H.C. Andersens 'Kejserens nye Klæder'.

Bent Thøsing

Nr. Åby