Hvad skal det faglige niveau være på den kommende praksisrettede gymnasieuddannelse epx?
Det er fagfolk i disse dage rygende uenige om.
Næstformand i Danmarks Lærerforening Niels Jørgen Jensen slår i Altinget til lyd for, at de faglige ambitioner bør matche, at uddannelsen forventes at henvende sig til de udfordrede elever, der i dag vælger 10. klasse.
Men den udlægning kalder fem hf- og eux-undervisere, der har siddet i ministerets epx-ekspertpanel, for "uklædelig forventningsfattigdom".
"Hvis uddannelsen ikke fra begyndelsen opleves som ambitiøs, attraktiv og fagligt tydelig, vil den ikke lykkes," skriver de i en kronik på Altinget.
Spørger man lærer på 10. klasse på Gentofte Ungdomsskole Jonas Bergenholtz er det urealistisk at forvente, at størstedelen af hans nuværende elever vil kunne følge en undervisning på gymnasieniveau.
”Epx er sat op til at fejle, hvis man forestiller sig, at det er B- eller C-niveau, de elever skal undervises på,” siger han og tilføjer:
”Jeg kan godt lide tanken om et praksisrettet gymnasie, der ikke er eux. Men man kommer altså stadig til at mangle et tilbud til mange af de nuværende 10.klasse-elever. Og lad os være ærlige: Også til en del af det nuværende hf-klientel.”
Man kan ikke bygge før nutid i Lego
De fem undervisere skriver i deres kronik, at selv om et fag afsluttes på B-niveau, kan undervisningen godt begynde dér, hvor eleverne befinder sig fagligt.
Og også at epx'en kan få succes ved at "tilbyde andre rammer, anden didaktik og større fokus på praksisfaglighed, men ikke ved at have lavere ambitioner".
Jonas Bergenholtz kan sagtens se ideen i at lave en gymnasial uddannelse med mere praksisfaglighed, der for eksempel kan være forberedende til en professionsbachelor.
Læs også
Men han køber ikke, at man kan løfte mange af de nuværende 10. klasse-elever til B- eller C-niveau ved at gøre undervisningen mere praktisk.
"Det kræver et abstraktionsniveau, man ikke kan praksisundervise sig ud af. Man kan altså ikke bygge før nutid på engelsk i legoklodser, uden det bliver noget pjat," siger 10.-klasse-læreren.
10.-klasselærere skal flytte med
Hvad det faglige niveau bliver på epx, kommer også til at have betydning for, hvem der skal undervise på den nye ungdomsuddannelse.
Danmarks Lærerforening har understreget, at foreningen ser lærerne i de kommunale 10.-klasser, der skal nedlægges som led i epx-reformen, spille en vigtig rolle.
Jonas Bergenholtz kan sagtens se sig selv undervise på epx, særligt hvis første år af uddannelsen får karakterer at et basisforløb, alle eleverne skal gå på, inden de derefter vælger retning.
Læs også
Det vil kunne fungere som den bløde overgang mellem grundskole og ungdomsuddannelse, han mener 10. klasse fungerer som i dag.
"Det vil der være stort potentiale i - også for 10. klasselærerne. Men jeg skal være ærlig at indrømme, at det ikke er de toner, jeg hører lige nu. Der lyder det mere som om, man er ved at bygge faghegn", siger han.
Vil ikke være radiatorpædagog
Jonas Bergenholtz er egentlig ikke i tvivl om, at 10. klasselærerne nok skal blive tilbudt en rolle på epx. Men han bliver mere og mere i tvivl, om han selv vil søge den vej.
"Hvis det ender med, at 10.klasse-lærere skal være radiatorpædagoger, der kan sørge for, at nogle af eleverne ikke råber for meget, mens nogle andre lærer dem noget, så bliver det et nej tak”, siger han og tilføjer:
”Men hvis jeg kan få egentlig indflydelse på, hvordan mine kompetencer som underviser reelt kan blive bragt i spil i en eller en anden form for overgang mellem grundskole og ungdomsuddannelse, så vil jeg helt vildt gerne”.
10.klasse-lærer vil gerne med på epx: "Men ikke for at være radiatorpædagog, mens andre underviser"
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.