Det løber mig koldt ned ad ryggen at høre syltekrukke-snakken om vores fremtid

For nogle uger siden skrev jeg et debatindlæg her i Folkeskolen om den totale tavshed, der er omkring 10. klasselærerne i udviklingen af den nye epx-uddannelse. Jeg pegede på, at vi som faggruppe – på trods af vores unikke erfaring med unge i overgang og tvivl – ikke nævnes med ét ord i hverken den politiske aftale, ekspertgruppens kommissorium eller i det offentlige debatspor.

Siden da er første delaftale om den nye institutionsstruktur blevet offentliggjort. Den rummer mange interessante og vidtrækkende tiltag. Men hvad angår 10. klasselærerne, ændrer den desværre ikke billedet. Tværtimod bekræfter den den bekymring, jeg rejste i første omgang: vi står stadig uden plan, uden proces, uden afklaring.

Der står ganske vist, at vores fremtid vil blive afgjort i ”et senere forhandlingsforløb”. Men det løber mig ærligt talt koldt ned ad ryggen at høre den slags syltekrukke-snak. Når man pakker det hele ind i henvisninger til fremtidige drøftelser – uden så meget som en dato, en ramme eller en præcis aktørkreds – så risikerer vi at gentage en fejl, vi allerede kender alt for godt.

Alarmklokker

Delaftalen nævner, at der vil blive udpeget en opmand, der skal understøtte lokal forankring og hjælpe med løsninger, “på tilsvarende vis som under kommunalreformen i 2007 og ved etablering af FGU i 2017”. Men lad os være ærlige: den sammenligning burde få alarmklokkerne til at bimle. Det gik netop ikke godt dengang.

Evalueringen af FGU-reformen dokumenterer alvorlige problemer med netop den model: uklare rammer, begrænset inddragelse af lærere, uklare roller for opmændene, og en bred oplevelse blandt undervisere af at blive marginaliseret i forandringsprocessen.

Mange steder førte det til frustration, udbrændthed og direkte personaleflugt. Opmændene fik aldrig en reel rolle i at sikre medejerskab eller faglig forankring – de blev symptombehandlere for en proces, der allerede var sat skævt fra start.

Så nej – udpegningen af en opmand er ikke nogen garanti for, at det her lykkes. Tværtimod: hvis ikke forløbet om 10. klasselærernes fremtid bliver taget seriøst nu, risikerer vi igen at stå med en ungdomsuddannelse, der lanceres uden den nødvendige pædagogiske forankring – og uden de mennesker, der faktisk har ekspertisen i at løfte den.

Vi taler om en faggruppe med mange års erfaring i at støtte unge, der vakler, tvivler og forsøger at finde fodfæste. Det arbejde forsvinder ikke af sig selv. Det må løftes videre, og det kræver, at vi ikke bare nævnes i et bilag eller et punkt i en senere proces – men inddrages reelt og bredt, nu.