Årets første seniorkursus havde film på programmet. Her holdt blandt andre festivalleder for OFF – Odense International Film Festival – Birgitte Weinberger oplæg om kortfilm.

Seniorkurser – et kulturelt og socialt fællesskab

Årets fire seniorkurser er i fuld gang. Medlemmer af fraktion 4 - pensionisterne i DLF kan hvert år søge om at komme på seniorkursus. I år har omkring 1.400 søgt om deltagelse – 320 har fået en plads.

Publiceret

Ansigtsudtrykkene er ikke til at tage fejl af, da Francesco Montagners kortfilm ”Asterión” bliver vist på storskærmen i Helnæssalen på hotel Gl. Avernæs på Sydvestfyn. 

Filmen, hvor en tyr dør og dissekeres i et fuldstændigt lydløst univers, deler vandene blandt de pensionerede lærere, der interesseret lytter med på oplægget om kortfilm fra Birgitte Weinberger, festivalleder og programansvarlig for OFF – Odense International Film Festival.

”Jeg ved godt, at det er en lidt udfordrende film, men det er en vigtig film i forhold til, hvad lyd kan, og filmen har vundet stor anerkendelse verden over”, fortæller Birgitte Weinberger. 

Hun er sidste punkt på formiddagens program på tredjedagen af seniorkurset ”Film” på hotel Gl. Avernæs. 

Årets seniorkurser

”Film”. Den 23.-25. april på Sinatur Hotel Gl. Avernæs.
”Kunst og kultur”. Den 6.-8. maj på Sinatur Hotel Skarrildhus.
”Film”. Den 13.-15. maj på Sinatur Hotel Gl. Avernæs.
”Kunst og kultur”. Den 12.-14. juni på Sinatur Hotel Skarrildhus.

Her har de 80 – hovedsageligt pensionerede medlemmer af Danmarks Lærerforening – været samlet i to døgn. Fra tirsdag klokken 14 til torsdag samme tid.

Tankerne bag kortfilmsfestival 

Under oplægget fortæller Birgitte Weinberger om tankerne bag Danmarks ældste filmfestival og den eneste Oscar-kvalificerende kortfilmsfestival, som i år løber af stablen i Odense fra den 26. august til den 1. september.

Sidste år viste festivalen i alt 123 kortfilm. I år har festivalen modtaget 4.140 kortfilm fra 108 lande, og det antal skal så barberes ned til mellem 120 og 140 film til visning på festivalen.

”Drømmen for os er at kunne facilitere en samtale og vise de mange nuancer i en tid, der bliver mere og mere sort/hvid”, fortæller hun. 

”Nogle gange skal man skubbes og udfordres til at se noget, man ellers ikke ville se, og som tilskuer hos os kan man blive både irriteret, foruroliget, og det er også OK, hvis man ikke kan lide en film, det går hurtigt over, for det er jo kortfilm”, fortsætter hun. 

Publikummet på Gl. Avernæs får også fremvist flere forskellige kortfilm med stor variation – både i forhold til oprindelsesland og udtryk - fra Carlo Vogeles animationsfilm om en fisks vej til panden til Johannes Nyholms ”Las Palmas” om en baby i gang med at drikke sig fuld og gå amok som en uciviliseret turist. 

Hvad koster det?

Årets seniorkurser offentliggøres altid i det trykte Folkeskolen. Her kan man læse om indhold af kurserne, tidspunkter og ansøgningsfrist.
Derudover sendes oplysninger om seniorkurserne også ud med det digitale nyhedsbrev til medlemmer af fraktion 4. Kurserne er gratis for medlemmer af fraktion 4. For ledsagende ikke medlemmer er prisen i år 3.000 kroner + transport for et kursus.

Årets trækplaster for seniorer

Medlemmer af fraktion 4 – pensionisterne i DLF kan hvert år søge om at komme på seniorkursus. Årets første kursus med temaet ”Film” fandt sted fra den 23. til den 25. april på Gl. Avernæs. De tre øvrige afholdes her i løbet af maj og juni måned. 

Interessen for de årlige seniorkurser er fortsat stor. I år har omkring 1.400 søgt om deltagelse – 320 har fået en plads på de eftertragtede kurser. Har man deltaget i seniorkurser i enten 2022 eller 2023, har man ikke kunnet søge. Sidste år søgte omkring 1.600 om plads. 

Med den massive interesse for de årlige seniorkurser vedtog årsmødet i fraktion 4 i februar måned en udtalelse om, at de ønsker et femte seniorkursus, da ”seniorkurserne er en primær aktivitet med høj værdi for fraktion 4-medlemmer”. 

Tidligere hovedstyrelsesmedlem for fraktion 4, Jørn Kokkendorff har tidligere kæmpet for et femte seniorkursus, men opgav kampen, da han ikke fandt opbakning til det i Arbejdsmiljø- og Organisationsudvalget, men årsmødet i fraktion 4 har ikke opgivet kampen. 

Lidt god belønning 

Pensioneret skoleleder Torben Mørup fra Esbjerg er debutant på lærerforeningens seniorkurser, som han ser som et kulturelt og socialt fællesskab for foreningens pensionerede medlemmer.

Pensioneret skoleleder fra Esbjerg Kommune Torben Mørup er med på seniorkursus for første gang, og han er helt enig i forhold til ønsket om et femte kursus. 

”Det har der været tidligere, og det giver god mening med et femte seniorkursus, når søgningen er så stor”, siger Torben Mørup, der gik på pension i 2019. 

Han ser seniorkurserne som et kulturelt og socialt fællesskab for pensionerede medlemmer af Danmarks Lærerforening og mener ikke, at seniorkurserne skal være mere fagpolitiske. 

”Man skal vurdere et samfund på, hvordan det behandler dets ældre borgere, og seniorkurserne er lidt krydderi på tilværelsen, en mulighed for lidt god belønning efter mange års medlemskab af Danmarks Lærerforening, som vi pensionerede medlemmer med god samvittighed kan deltage i – uden at det skal handle om fagpolitik”, mener Torben Mørup. 

Han er godt tilfreds med kurset om film og mener, at det giver en særlig tryghed og en stor værdi, at alle deltagere har haft berøring med folkeskolen. 

Første gang på seniorkursus 

Torben Mørup følges med en ven på seniorkurset. Nogle af deltagerne kommer alene, mange som ægtepar – kun tre af deltagerne på første kursus er ikke pensionerede medlemmer fra DLF, men ægtefæller med en anden faglig baggrund. 

Ægteparret Claus og Marlene Kamp fra Roskilde er med på lærerforeningens seniorkurser for første gang.

Ægteparret Claus og Marlene Kamp er begge pensionerede lærere, de gik på pension i 2021 og er med på seniorkursus for første gang. 

”Det er et dejligt sted, et spændende program og rigtig god mad, og det er nemt at komme i snak med folk”, siger Claus Kamp. 

”Programmet er lidt pakket, og jeg kunne godt tænke mig, at der havde været lidt mere fritid – med plads til at se det naturskønne område”, supplerer Marlene Kamp.

Musik og lyd 

Årets seniorkursus om ”Film” bød ud over festivalleder Birgitte Weinberger blandt andet på fællessang med udgangspunkt i dansk films sangskat samt orientering fra hovedstyrelsesmedlem for fraktion 4, Gitte Mailand. 

Deltagerne hørte også om filmens begyndelse, filmmusik og filmlyd, hvor de selv fik mulighed for at arbejde med effektlyd.