Jens Raahauge

Blog

De ustyrlige billeder. 2

Da Obama stod i Hiroshima, overtog billederne fra min indre skærm det, der rullede hen over skærmen. En detalje fra en mere end 30 år gammel billedbog havde brændt sig fast i mig.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I et forsøg på at sikre sig et eftermæle som den forsonende stillede Obama som den første amerikanske præsident op i Hiroshima. Han sagde ikke undskyld, men udtrykte det, der er stærkere: et håb om aldrig mere et Hiroshima. Det var stærkt, og man glemte på det nærmeste, at han om nogen har haft let til aftrækkeren. hvad enten det har drejet sig om bombninger, dronemord og andet, der falder naturligt for landet med flest skydevåben pr indbygger.

Men reprotagen fra Obamas besøg fik hurtigt sine billeder fortrængt hos mig af erindringen om den billedbog, der har brændt sig fast i mig som det ultimative vidnesbyrd om, hvad bomben gjorde.

Glem alt om satiren i filmen Dr. Strangelove. Glem alt om poesien i Coerrs  Sadako og de tusind papirtraner. Akvarelkunstneren Toshi Maruki har skabt en unik billedbog, Lynet over Hiroshima, med en enkel beretning og flere end tyve ekspressive akvareller.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Vi ser kaos, kamp, vanvid, død, brand, ødelæggelse. Men det der gjorde størst indtryk på de børn i 6. klasse, som jeg i sin tid læste bogen sammen med, var en såret svale, hvis vinger satte blodspor på flodbredden.

En pige, Mi-chan, bliver reddet, men moren opdager, at hun stadig her på fjerdedagen efter lynet har sine røde spisepinde fra morgenmåltidet låst fast mellem sine forkrampede fingre. Moren får hånden og dermed Mi-chan låst op.

Flere år senere oplever Mi-chan af og til, at det klør. Og så kan hendes mor fjerne de glassplinter, der gror ud gennem hendes hud.

Men bogen slutter med et smukt, smukt billede af de røde papirlamper, som Hiroshimas beboere den 6. august sætter ud på byens syv floder. På lamperne er skrevet navnene på dem, der døde.

Dette er konkret erindring og forsoning. Bogen slutter med morens ord: "Dette sker ikke igen, med mindre nogen kaster en ny atombombe."

Det, der har brændt sig fast i børnelæserne, var den sårede svale. Det, der har brændt sig fast i mig, er ikke al gruen, men billedet på gruens effekt: De røde spisepinde i den lukkede barnehånd - og forløsningen., da moren vrister pindene fri.

Jeg har prøvet at søge denne bog i antikvariater - uden held. Så har jeg kontaktet forlaget Hjulet, som i sin tid udgav den. Og forlægger Vagn Plenge siger, at har en kasse med 20 eksemplarer ståënde.

Man kan få bogen her for 100 kroner (inkl. forsendelse) ved at sende en bestilling pr mail til mail@hjulet.nu.

Bogen er et lille kunstværk, der kan hæve undervisning op over den kødløse faglighed.