Jens Raahauge

Blog

Halteballetten

Ved dialogmødet "Kunst og kultur i den åbne skole" var undervisningens og kulturens ministre i velgørende hopla, men et par bemærkninger afdækkede hvorfor skolereformen beklageligvis er en halteballet. Her er link så du selv kan opleve dialogmødet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En række af de organisationer der har meget at give skolen, både til undervisningen i de kreative fag, til variationen af undervisningsformer og til oplevelser i den åbne skole, havde for nylig inviteret til dialogmøde i Dansehallerne i Carlsberg-byen. Pasteursvej er adressen som kan lede tankerne hen på Tim & Gordons parodi på TV-serien Bryggeren: "Lortet er gæret!" Men ved dialogmødet var lortet ikke gæret; her var noget spændende i gære. De to ministre som er vores tjenere på henholdsvis kultur- og undervisningsområdet var i hopla og talte varmt for de mange muligheder som folkeskolereformen har at byde på, når det gælder om at inddrage kunsten, kulturen, museerne, skoletjenesterne, idrætten, foreningerne og mange flere i den åbne skole. 

Man sad faktisk og blev helt reformvarm.

Hele seancen er blevet filmet og lagt ud. Så se selv link i kommentarfeltet. 

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Men så kom der et par bemærkninger som antydede, hvorfor reformen halter. Nok var det undervisningsministerens opfattelse at en så stor reform kræver tid:"Det er som at spise en elefant," sagde hun et par gange. Og mens man så kunne sidde og tygge snabel, leverede hun de bemærkninger som måske var endnu alvorligere. De gik i al deres enkelhed ud på at man skulle have øje for hvordan de mange oplevelser i den åbne skole, kunne hænge sammen med læringsmålene. Altså: den gamle traver om at leg kan have mening. Men intet om at voksnes besættelse og styring af leg kan være meningsløs. 

Synspunktet harmonerer meget godt med de meldinger en del børneteatre er kommet med om at skolene efterspørger børneteater der passer til læringsmålene. Hvis den vare bliver dominerende er børneteater holdt op med at være kunst. Kunst søger sandhed, læringsmål søger kompetencer.

Kulturministeren fulgte op da han blev spurgt om netop legen og børnenes evne til at bidrage til deres egen dannelse. Det er de voksnes opgave at sikre dannelsen, for det hører jo netop med til at være barn, at man ikke kan klare det selv, mente ministeren. Og så sad man med snablen mellem tænderne og tænkte på Johannes Møllehaves far, der mens han skålede i genever, sagde: "Man skal lære, så længe man har elever."

Elefanten bliver unødigt sej, og reformen kommer til at halte, når kompetencemåling erstatter livsoplysning, og dannelsen har retningen skråt ned.

Efter dette dialogmøde sidder man alligevel tilbage med en fornemmelse af, at der er liv i sigte hvis reformen får løsnet skinnen på kompetencebenet.