Et samfund af lydige, psykiske systemer

Lille barn, græder du?

Er du trist?

Se, solen skinner så blødt i dag!

Lærken synger!

Se, skoven er endnu grøn!

Ja, verden ligger åben for dig med tilbud om læring og selvopretholdelse!

Græder du endnu?

Vi må vist arbejde med din livsduelighed……..

Claus Holm, der er leder på DPU, Aarhus Universitet, har i en artikel i bogen Livsduelighedens pædagogik diskuteret, om vi i dag er i gang med en slags realisering af kernen i den kommunistiske drøm. Holm skriver i artiklen: ”For omtrent 160 år siden formulerede Karl Marx forestillingen om en rig individualitet som det kommunistiske samfunds individideal. I dag får forestillingen relevans. Lyder det lidt besynderligt, er det ikke mærkeligt? For de fleste af os går næppe rundt og tror, at vi er lige på trapperne til at blive en del af et kommunistisk samfund” (Holm 2015).

Holm har i flere udgivelser diskuteret den uddannelsespolitiske reformlinjes ambitioner om at skabe produktive, livsduelige medarbejdere og borgere til morgendagens samfund, og udtrykker generelt, at den nuværende retning er god og nødvendig. I hvert fald besynger han en forestilling om et velfungerende individ, der mestrer den svære sammensmeltning af job og privatliv i fremtidens konkurrenceudsatte, dynamiske og fleksible arbejdsmarked (Holm 2012). Holm påstår slet ikke, at vi er ved at skabe et nyt DDR eller et nyt Sovjetunionen, men illustrerer helt korrekt, at vi er i gang med radikalt at forandre hele vores samfund med de reformer, dagtilbuds- og uddannelsessystemet har gennemgået de senste år. Det er nemlig her, vi lægger grunden til kommende generationers forvaltning af vor kulturelle arv. Dog giver det i dag måske mere mening at tale om en afvikling af samme.

Som Holm også antyder, så lyder det umiddelbart mærkeligt, at det overhovedet kan være relevant at sammenholde nutidens uddannelsespolitik med kommunismens ideal. Alle vegne hører vi jo om neoliberalisme og neokonservatisme, og sandt er det også, at førstnævnte retning har øvet stor indflydelse på diverse styringsmekanismer i både offentligt og privat regi, ligesom sidstnævnte har fyldt meget i det politiske billede i den vestlige verden. Men neokommunisme? Giver det virkelig mening at antyde en sådan strømning i uddannelsespolitikken – og dermed på sigt i hele samfundet?

Meget taler for det, og overordnet vil jeg give Holm ret i forhold til relevansen af antydningen. Den kommunistiske inspiration (eller marxistiske/ socialistiske, hvis det foretrækkes) ses mest markant i den danske variant af konkurrencestatsideologien, hvor neoliberale teknikker i uddannelsespolitikken anvendes i kombination med en nærmest neokommunistisk målsætning, der er skarpt fokuseret på kontrol, effektivitet, styring og mobilisering. Ideen er at skabe vækst og lighed på samme tid, hvilket da også er gennemgående temaer i diverse reformtiltag fra vuggestue til universitet.

I praksis er konkurrencestaten dog hverken liberal eller kommunistisk i de oprindelige betydninger, og derfor anvendes neo-betegnelserne med en tyk understregning af, at begge ideologier nærmest vender vrangen ud på sig selv. Både Adam Smith og Karl Marx ville – som jeg engang har skrevet – uden tvivl rotere hysterisk i deres grave, hvis de så, hvilket monster deres oprindelige ideer i forvitrede udgaver har afstedkommet: Kommunisme uden fællesskab og liberalisme uden frihed. På samme tid! Naturligvis lyder det umiddelbart noget kaotisk, men det nok det mest præcise, der kan siges om den danske konkurrencestatsideologis bizarre logik i uddannelsespolitisk henseende. ”Kommunisme uden fællesskab” ses empirisk ved opgivelsen af ideen om folk og nation i en Grundtvigsk forstand, hvorved vi alle blot er ”sammen hver for sig”. Går bølgerne højt, tales der om sammenhængskraft som en slags rationel alliance i kampen mod ydre stats- eller markedsfjender, men heller ikke meget mere end det. ”Liberalisme uden frihed” ses især ved at individet eksistentielle frihed opgives til fordel for data-styret tilpasning, således at kun optagetheden af incitamenter og kapitalistiske virkemidler er tilbage. Du SKAL med andre ord være din egen (og statens) lykkes smed – for statens skyld!

Hvorfor er det overhovedet vigtigt at diskutere den bagvedliggende tænkning i dansk uddannelsespolitik? Kan det ikke være lige meget, når vores folkevalgte politikere selv føler, at de ved, hvad de gør? Og er det ikke fint, at der er fokus på at børn, elever og studerende skal blive så dygtige de kan?

Til ovenstående spørgsmål kan det entydigt svares, at det bestemt er helt afgørende, at vi får diskuteret, hvad det er, vi som nation er i gang med i forhold til at beskytte og forny vores kultur. Faktisk er det en skandale, at vi har svigtet så groft på dette punkt.

I sommers var en række folketingspolitikere eksempelvis i pressen med undren over en række konsekvenser af den folkeskolereform, de selv har stemt igennem. Bl.a. de lange skoledage kom åbenlyst bag på flere. Dertil har forhenværende undervisningsminister Christine Antorini og en række andre politikere offentligt beklaget sig over, at mange pædagogik-kyndige mennesker kritiserer reformpolitikken for at føre i retning af konkurrencestaten og et opgør med europæisk dannelsestænkning. På trods af at de to sidstnævnte forhold er helt indiskutable, så tror flere politikere ganske enkelt, at de har udvirket noget andet end det, de har. Hvordan kan det gå til?

Den enkle forklaring er, at politikerne har lyttet til en lille, eksklusiv elite af – med den internationalt anerkendte filosof Peter Kemps ord – ekstremistiske forskere, der også har fået lov til at spille en nøglerolle i implementeringsfasen. Altså har man lukket sig om sig selv, og derpå forsøgt at vise handlekraft og viljestyrke. Man har ikke ønsket at lytte til kritik og protester, men dyrket sin egen (altså i store træk rådgivernes) linje.

Hvem er så denne lille, eksklusive elite, som politikerne har stolet på? Jo, det er en lille kreds af driftige folk centreret omkring professor Lars Qvortrup og professor Jens Rasmussen. Begge professorer er tilhængere af den tyske systemtænker Niklas Luhmann, og deres løsning på politikernes ønske om at ”forbedre” det danske uddannelsessystem har logisk nok været et radikalt opgør med hele den danske Grundtvig-inspirerede pædagogik. I stedet for at tale så meget om dannelse og indhold, skal der – jf. de to professorer – nu forskningsinformeret fokus på styring, læring og evidens (Qvortrup og Rasmussen 2015). Børn betragtes som psykiske systemer, der kan optimeres, ikke som uerstattelige mennesker i en Løgstrupsk forstand. Effekten af denne tænkning er allerede mærkbar på de fleste danske skoler og institutioner: Tradition og kultur forsvinder til fordel for teknik og kontrol. Lærere bliver til ”læringsmedarbejdere”, institutioner bliver til ”organisationer” og biblioteker bliver til ”læringscentre”.

Ovennævnte erodering af dansk kultur og tradition er helt afgørende for den uddannelsespolitiske linje. Derfor omtales især folkeskolens udvikling også ofte som en ”læringsrevolution” (eller ligefrem som en ”kulturrevolution”) af begejstrede reformtilhængere. Kun ved at slippe ”de gamle bindinger” kan den nye, livsduelige og patriotiske medarbejderborger blive til virkelighed. Vi er på vej derhen, hvor det nyfødte barn betragtes som et psykisk system, der med de rette stimuli kan målstyres i retning af en for staten profitabel tilværelse. Idealet er, at man med den rette forskning, kontrol og teknik kan minimere betydningen af fx social og familiær baggrund, hvorved adgangen til job og uddannelse anses for ”demokratiseret”.  Dertil, og måske vigtigst, vil staten kunne klare sig godt i konkurrencen med andre stater, hvis det lykkes at mobilisere en tilstrækkelig stor andel af hver børneårgang til lønsom og lydig beskæftigelse. Derfor skal uddannelse og pædagogik jf. reformlinjen ikke handle om at sætte barnet frit i eksistentiel forstand, men derimod målstyre i retning af at gøre barnet kompetent til uddannelse og beskæftigelse. Staten har brug for det, og staten mener, at det vil være godt for barnet.  På den måde er det i konkurrencestatens finansministerielle øjne dobbelt-godt. Præcis som både Holm, Qvortrup og Rasmussen anbefaler (Holm 2012+2015, Qvortrup 1998+2004, Rasmussen 2004, Qvortrup og Rasmussen 2015).

Men er det ikke fint at børn bliver parate til voksentilværelser med uddannelse og job? Jo, det er fint, men for en skole er det et fattigt hovedsigte, hvis man ellers holder af mennesker. At man kan tage en uddannelse, og efterfølgende varetage et job, er nemlig kun en sidegevinst ved skolegangen. Dermed er det på ingen måde sagt, at uddannelse og job ikke er vigtige sager (for det er de!), blot at hverken livet eller samlivet alene kan rummes heri. Man er ikke først en del af fællesskabet, når man har et job!

Fra en vesteuropæisk filosofisk og demokratisk tradition er det sådan, at stater bør skabes og fornys af tænkende og handlende mennesker, der med viden og myndighed vælger deres liv i et fællesskab med andre tænkende og handlende mennesker. Det er ikke staten, der skal skabe sig produktive medarbejderborgere. Denne sondring er helt afgørende både politisk og pædagogisk! Det er her det liberale demokrati opstår eller forgår.

Hvad bør en skole så være? Jo, en skole bør være både statens og kulturens åndedræt. Det sted, hvor viden, erfaringer og værdifulde vaner beskyttes og fornys med omsorg og ånd. Det sted, hvor den opvoksende generation får viden og myndighed til at vælge deres eget liv. Det sted, hvor staten aktivt beskytter borgernes frihed og fællesskabets mulighed. Her fokuseres på faget som en kulturel erfaring, ikke på et snævert, politisk-økonomisk læringsbegreb. I den gode, faglige skole undervises der i og med faget, således at skolen åbner verden for eleven og eleven for verden. Eleven er i den gode skole ikke et psykisk system, der blot skal optimeres eller gøres uddannelses- og arbejdsparat, men et menneske, der skal leve et liv sammen med andre mennesker. Et menneske, der skal opnå viden, omtanke, indsigt og autonomi. Vi har aldrig været så langt væk fra en sådan skole som nu.

Litteratur og videre læsning:

Antorini, Christine (2015): ”Drop flosklerne om folkeskolen og konkurrencestaten”. Kronik i Politiken den 7/9-2015. http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2829670/drop-flosklerne-om-folkeskolen-og-konkurrencestaten/

Edvardsen, Åge og Qvortrup, Lars (1981): ”Kommunismen som det formidlede nye. Kritiske bemærkninger til Jørgen Carlsen, Hans-Jørgen Schanz, Lars-Henrik Schmidt og Hans Jørgen Thomsen: Kapitalisme, behov og civilisation” I: Kurasje nr. 26/ 1981

Holm, Claus (2012): ”Hvad er livsduelighed?”, I: Baumann, Allan og Holm, Claus (red): Ny nordisk pædagogik. Kbh: BUPL

Holm, Claus (2015): ”Den rige personlighed er livsduelighed”. I: Linder, Anne (red): Livsduelighedens pædagogik – faglige pointer til den relationsprofessionelle. Frederikshavn: Dafolo, s. 179-196.

Kemp, Peter: "Ekstremistiske forskere undergraver folkeskolen". Kronik i Politiken den 19. maj 2012: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1629678/ekstremistiske-forskere-undergraver-folkeskolen/

Mårtensson, Brian Degn (2015a): Pædagogikkens evige genkomst. Vejen: Nyt Askov.

Mårtensson, Brian Degn (2015b): Konkurrencestatens pædagogik - en kritik og et alternativ. Aarhus: Aarus Universitetsforlag.

Mårtensson, Brian Degn (2015c): ”Konkurrencestaten har erobret folkeskolen”. Kronik i Politiken den 31/8-2015. http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2818106/konkurrencestaten-har-erobret-folkeskolen/

Qvortrup Lars (1977): Danmarks Radio og arbejdskampen. Bidrags Skriftserie

Qvortup, Lars (1998): Det hyperkomplekse samfund. København: Gyldendal

Qvortrup, Lars (2004): Det vidende samfund. Kbh: Unge pædagoger

Qvortrup, Lars og Rasmussen, Jens (2015): ”Vi skal kunne beskrive vores mål for en velfungerende skole”. Kronik i Politiken den 14/9-2015: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2840111/vi-skal-kunne-beskrive-vores-maal-for-en-velfungerende-skole/

Rasmussen, Jens (1991). ”Perspektiver – et essay om TV, ungdom og pædagogik”, i Unge pædagoger, nr.1. s. 2-16.

Rasmussen, Jens (2004): Undervisning i det refleksivt moderne. Politik, profession og pædagogik. Kbh: Hans Reitzels Forlag

Rasmussen, Jens & Kruse, Søren & Holm, Claus (2007): Viden om uddannelse. København: Hans Reitzels Forlag.

Rømer, Thomas Aastrup (2015): Pædagogikkens to verdener. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag

Tilma, Karen (2015): ”Danske børn bliver syge af at gå i skole”. Kronik i Politiken den 5/10-2015: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2870733/danske-boern-bliver-syge-af-at-gaa-i-skole/

Claus Holm på Vartov 2015: http://www.folkeskolen.dk/571651/nyt-professions-ideal-den-forsknings-informerede-laerer

Undervisningsministeriets departementschef på Vartov 2015: http://www.folkeskolen.dk/571590/departementschef-om-reformen-slaa-koldt-vand-i-blodet

Se endvidere: www.briandegnmaartensson.dk