Jens Raahauge
Blog
Er Fælles Mål værdiløse?
Det videnskabelige sprog er egnet til at beskrive vejen til målet, mens det æstetiske/etiske, kunstneriske sprog er nødvendigt for at finde frem til, hvad målet er. Når måldebatten ud over excelmålene har været fraværende i reformarbejdet, må de fælles mål nærmest anses for at være fri for værdier. Altså værdiløse. Eller er det for godt til at være sandt?
I to omgange har jeg nu hørt kulturminister Marianne Jelved beskrive samvirket imellem de to sprogtyper, det videnskabelige og det kunstneriske sprog, som komplementære størrelser, der må og skal spille sammen i et humanitisk og demokratisk samfund, idet det kunstneriske sprog med dets æstetiske og etiske dimensioner er sproget, der kan pejle os ind på de mål, vi finder værdifulde, mens det videnskabelige sprog er velegnet til at beskrive, hvordan vi så når frem til målene.
Den første gang var på et statusseminar i projektet Danmark Læser. Gå ind på hjemmesiden www.danmarklaeser.dk og bliv overvældet over og inspireret af, hvad der sker, når bibliotekerne bliver udadvendte. En række af initiativerne går direkte til hjertet af den dansklærer, der opfatter sig som læsningens ambassadør, og det vil jo sige 99,9% af dansklærerhjerterne.
Den anden gang var ved åbningen af World Press Photo-udstillingen i Politikens Hus. Læs om den på http://politiken.dk/fotografier/foto2014/ECE2207011/her-er-de-verdens-bedste-pressebilleder-2014/. Her afleverede kulturministeren en betagende tale om fotografiet, dets formåen og de etiske dilemmaer, det kan rejse. Forhåbentlig bliver talen offentliggjort, for den rummer de spørgsmål og pointer, der kan fremme en debat om målene for et humanistisk, demokratisk samfund, for skolen i dette samfund og for udervisningen i denne skole.
Den debat har vi ikke haft i forbindelse med folkeskolereformen og især ikke ved revisionen af de fælles mål. Tværtimod har man talt med runde tunger om inklusion, bevægelse, museer, skoletjenester og trivsel, mens de, som Knud Romer kalder de talende excelark, er blevet sat til at udtænke udformningen af de fælles mål. Over for de runde tunger, står den tunge runde med screeninger, test og direkte taloverførsler til elevplaner.
Hvor mon tyngden ligger? Hvad mon lærerne først og fremmest skal levere - mennesker til arbjedsmarkedet eller til tilværelsen i et demokratisk, humanistisk samfund?
Det kan i øvrigt undre, at exceltænkerne tror, at vi bedst kan klare os i konkurrence med kineserne ved at gøre som dem. Sidst vi var i alvorlig krise, tænkte vi nyt og stort og opfandt andelsbevægelsen, der talte til både hjertet og baglommen. Men allerede nu - efter flere års taldyrkelse og nedtoning af det kunstneriske i skolen - taber 9.x til kineserne - også i kreativitet og samarbejde. Lad os dog finde på noget bedre. Lad os dog begynde at lave politik ud fa visione - og ikke ud fra angst for fremtiden.
Hvad med at tænke om, så vi får klaring på værdierne bag målene, før vi tramper derudad. For man må da spørge sig selv, om målstyring uden afklaring af de overordnede mål ikke er værdiløs? Svaret må blive et: Jo, i bedste fald.
