"Vores udfordring er at sige nej. Det er utrolig svært at sige fra overfor en opgave, man mener vil skabe forbedringer, selvom man egentlig ikke har tiden til det", siger arbejdsmiljørepræsentant på læreruddannelsen på Metropol Nicolai Munksby.

Metropolunderviser til lærerne: Kæmp for en aftale

Nye arbejdstidsregler og høje ambitioner på læreruddannelsen Metropol giver underviserne store arbejdsmængder og tidspres. Hvis folkeskolelærerne får samme type arbejdstid, er det vigtigt at sikre lige vilkår for alle, lyder Metropols arbejdsmiljørepræsentants råd.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Behold jeres arbejdstidsaftale". Sådan lyder lektor og arbejdsmiljørepræsentant Nicolai Munksbys råd til folkeskolelærerne. Han har siden januar 2012 (rettet 22/3-2013) arbejdet efter nye arbejdstidsregler på læreruddannelsen på Metropol (det tidligere Frederiksberg Seminarium), hvor underviserne i langt højere grad end tidligere planlægger arbejdstiden i samarbejde med ledelsen. Arbejdstilsynet har været på besøg på Metropol og har fundet store problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Et notat fra Arbejdstilsynet viser, at medarbejderne ikke føler, at de har forberedelsestid nok. De er i tvivl om, hvornår de kan sige nej til nye opgaver. De har meget overarbejde og bruger fritiden til forberedelse. Og så efterlyser de redskaber til at holde styre på opgaverne.

Ny arbejdstid presser Metropol-undervisere til kanten

Manglende procedurer kan føre til stridigheder  "Hvis det her ender med, at lærerne lockoutes, og at de får tilsvarende arbejdstidsregler, som vi har, så er det vigtigt at få lavet principper og procedurer for udførelsen af arbejdsopgaverne. Som undervisere har vi mangeartede opgaver. Hvis der ikke er en struktur, der siger noget om, hvor meget tid, man skal have til en bestemt type opgave, så kan det føre til individuelle forskelle i tildelte resurser", siger Nicolai Munksby.

Han tror, at sådan en aftale vil medføre store regionale og kommunale forskelle mellem skolerne.

"Der er allerede stor forskel på hvordan resurser prioriteres i forskellige kommuner, dette bliver så bare endnu en ting der skaber geografiske forskelle. Der vil simpelthen være nogle, der er bedre til at forhandle end andre. Og det skal man undgå", siger Nicolai Munksby og understreger, at interne stridigheder ikke har præget miljøet på læreruddannelsen på Metropol.

"Vi har et fantastisk kollegaskab, og et stærkt tilllidsfuldt forhold til vores nærmeste ledelse, men problemerne kan hurtigt opstå fra de ovenfra og udefra kommende omgivelser".

Stefan Hermann: Mere undervisning giver bedre skole

Ambitioner presser Læreruddannelsen på Metropol er meget udviklingsorienteret. Blandt andet har Metropol en strategi for at 50 procent af medarbejderne i 2020 har en Ph.d.. I dag har kun tre procent en Ph.d. Desuden er der kommet stort fokus på forskning og udvikling, og underviserne skal også varetage konsulentopgaver på skoler og i kommuner. "Hos os har problemet været, at vores institution er meget ambitiøs og gerne vil videreudvikle de produkter, vi udbyder. Men hvis man vil have forandring, så skal det også forankres. Og det er det, som en arbejdstidsaftale kan", siger Nicolai Munksby. "Vores udfordring er at sige nej. Det er utrolig svært at sige fra overfor en opgave, man mener vil skabe forbedringer, selvom man egentlig ikke har tiden til det".  

Uklarhed om tid til opgaverne kan føre til besparelser

Medarbejderne på Metropol vurderede, da Arbejdstilsynet kom på besøg, at de har kolleger, der befinder sig på det maksimale af, hvad de kan holde til. De var også i tvivl om, hvorvidt ledelsen har tid til at se det, da også ledelsen har travlt i hverdagen. Lignende problemer kunne også opstå blandt folkeskolelærerne, vurderer Nicolai Munksby. "Der er allerede nu mange folkeskolelærere, der går ned. Lærerne går på kompromis med den kvalitet, de leverer. Hvis de bliver presset til at gå yderligere på kompromis, kan jeg godt frygte, at mange flere går ned med stress". Han mener, at en aftale som den, der findes på Metropol, hurtigt kan blive en spareaftale. "Kommunerne er økonomisk pressede og der kan blive store forskelle på den tid lærerne får til de enkelte opgaver. Når der er uklarheder om, hvor meget tid , der skal til opgaverne, så er der også muligheder for besparelser. Og det her kan meget let blive et besparelsesredskab". Nicolai Munksby håber ikke, at debatten om lærernes arbejdstid kommer til at betyde, at færre unge fremover søger ind på læreruddannelsen.