Talblindhedstesten, der blev lanceret i september, skal finde elever med talblindhed tidligere, så de bliver grebet hurtigere.
Det fortæller lærer og Matematikvejleder Mette Ottar Storm, som underviser på Virum Skole og har været med til at afprøve talblindhedstesten.
“Jeg håber jo, at vi kan blive gode til at give eleverne en bedre talforståelse, så de kan være med i klasseundervisningen og ikke bare giver op. Der er jo nogle børn, der allerede i 2. klasse siger, at de ikke dur til matematik, og at de ikke kan finde ud af det,” siger Mette Ottar Storm og fortsætter:
“Dem skulle vi jo meget gerne få med, så de ikke føler sig dumme eller forkerte.”
Testen kan tages af flere elever
Talblindhedstesten skiller sig ud på tre parametre i forhold til tidligere, fortæller Lena Lindenskov, der er lektor emerita på DPU og har været med til at udvikle talblindhedstesten.
Den kan tages på 2.-10. klassetrin, hvor der tidligere kun blev testet i 4. klasse.
Før har det været omkring en femtedel af klassen, der tog testen, for eksempel hvis elevresultater i de nationale test viste behov for det. Nu tager hele klassen testen.
Den plejede at være for elever, der udelukkende havde udfordringer med matematik, så hvis de for eksempel var ordblinde, måtte de ikke tage testen. Det er nu lavet om, så alle kan tage den.
Mens testen blev udviklet, søgte forskerne kun efter tegn på talblindhed hos elever, der udelukkende havde udfordringer med tal og størrelser. Det svarede til omkring en procent af eleverne.
Fra efteråret 2026 tester man også elever, som har medfølgende vanskeligheder, som for eksempel ordblindhed og svag arbejdshukommelse.
“Det vil sandsynligvis føre til, at det nærmere bliver fem procent, der viser tegn på at være talblinde,” fortæller lektoren.
Mette tester i 2.-klasse
Det er nogle år siden, at Mette Ottar Storm var med til at afprøve de nye talblindshedstest, fordi testene har ligget til politisk behandling. Dengang var der få af de elever, hun testede, som viste tegn på talblindhed.
“Jeg fik en rigtig klar fornemmelse af, hvor mine elever var henne fagligt. Da vi efterfølgende skulle lave nogle undervisningsforløb, som kunne understøtte eleverne, så var man ret godt klædt på som matematiklærer,” siger hun.
Når hun igen får mulighed for at teste elever til efteråret, begynder Mette Ottar Storm med at teste nogle 2.-klasseselever. Hun og hendes kollegaer har allerede lavet en test før sommeren, og ud fra de erfaringer udvælger de nogle af eleverne, der skal testes. Selvom det er muligt, bliver det ikke hele klassen, der skal testes.
“Vi har ikke lagt os fast på, om det er fem eller ti elever. Det er et spørgsmål om kapacitet, og hvordan får vi det hele til at rulle,” siger hun.
Det er en fordel at kunne teste eleverne så tidligt i deres skolegang, mener hun.
“Hvis vi kunne opspore talblinde elever allerede i anden klasse, så kunne vi have større mulighed for at understøtte dem igennem hele deres skoleforløb. Forhåbentligt kommer den her viden til at hjælpe nogle lærere til, hvordan de laver en lav indstigning i deres klasse, så alle elever kan rummes i undervisningen,” siger hun.
Ingen automatisk støtte
Hvis en elev viser store vanskeligheder med tal gennem testen, bliver der ikke automatisk tildelt støtteforanstaltninger til eleven og familien. Læreren ved endnu ikke, hvilke hjælpemidler, der potentielt bliver stillet til rådighed.
“I dansk betyder det jo rigtig meget, at ordblinde elever får den her computer, hvor de kan få læst tekster op og slå ord op. Vi håber, at vores talblinde elever får noget tilsvarende,” siger hun.
Lektor og medudvikler af testen Lena Lindeskov bakker også op om mere hjælp.
“Vi tror, at det er en god idé, at familierne får noget støtte ud fra fælles, nationale kriterier. Forældrene efterspørger hjælpen. Der kan blive behov for en talblindestrategi på skolen, for eksempel med diverse, intensive forløb gennem hele skoleforløbet,” siger hun.
Det større argument, for at testen ikke automatisk udløser støtte, er, at en national test af talblindhed skal kunne identificere elever med tegn på talblindhed, men den kommer aldrig til at diagnosticere elever og kan ikke stå alene som fagligt grundlag for afgørelser om støtteforanstaltninger, fortæller lektoren.
143 skoler har deltaget
Lena Lindenskov har været medudvikler på danske talblindhedstest i over et årti, og hun regner med, at testen, der kommer ud i efteråret, vil ændre forståelsen af omfanget af talblindhed. Særligt fordi man regner med at se tegn på talblindhed hos omkring fem procent af eleverne.
“Jeg tror, at det vil gøre en stor forskel, og at talblindhedstesten kommer til at ændre kulturen omkring matematikvanskeligheder. Der bliver opmærksomhed på, at det er nogle særlige vanskeligheder. Det kan udrydde nogle misforståelser om, at de her elever er mindre begavede eller mere dovne,” siger Lena Lindenskov.
Der har været stor opbakning fra lærere, forældre, elever og kommuner, fortæller Lena Lindenskov, og det er hun glad for.
143 folkeskoler fra 43 kommuner har deltaget i første runde - dertil kommer et par kommunale ungdomsskoler og specialskoler samt nogle frie grundskoler.
Yderligere en lang række skoler og kommuner har været interesserede, men lige før den skulle gå i gang i september, løb man ind i en forhindring, da Det Fælleskommunale Databehandlersekretariat i Viborg påpegede nogle punkter, hvor databehandleraftalen om behandlingen af elevernes data i testen adskilte sig fra den skabelon, de arbejder med.
Thorkil Klint der er direktør for meningsmålinger og samfundsvidenskab hos Epinion, oplyser til Folkeskolen, at de tekniske krav er på plads, og en databehandleraftale, der lever op til kommunernes krav er ved at komme på plads, så de resterende interesserede skoler og kommuner kan komme med i de næste testrunder.
Talblindhedstest skal bredere ud: “Det vil gøre en stor forskel”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.