Jeg kan godt lide matematik. For jeg kan lide at tænke, undersøge og finde løsninger.
Jeg kan føle, at tal, systemer og mønstre er magiske. Et geometrisk mønster kan få mig til at tænke, at det kunne jeg egentlig godt brodere på en pude. En grubler i mit feed får mig til at standse op. En tur omkring Danmarks Statistik kan være lige så spændende som en god bog.
Tallene fortæller historier, og jeg bruger min forestillingsevne til at forstå min omverden. Matematikken giver mig et godt liv, så det er heldigt, jeg er matematiklærer.
Men jeg møder også elever, der ikke har set matematikkens lyksaligheder. Elever, der putter sig og ikke deltager i fællesskabet. Elever der tilbringer matematiktimerne på toilettet. Elever, der ikke tør matematik.
De har ikke set meningen og oplever timerne som lange og kedsommelige. Nogle bærer måske en form for matematik-angst med hjemmefra, hvor forældrene selv har dårlige erfaringer med faget. Og så er der elever, der ikke er interesseret i skolen overhovedet. For dem er fagene ligegyldige. Deres liv bliver ikke beriget af skolen.
De går i klasse med elever, der er højtpræsterende, højt begavede, læringsudfordrede, flersprogede, sultne eller bare hellere vil spille fodbold. Men de deltager alligevel i skolens fag.
Hvad er det, der sker, når man begynder at se ikke-deltagelse som en mulighed? Det er et spørgsmål, der kalder på faglig refleksion.
Jeg har det svært med ordet angst, men nogle elever får en følelse af utilstrækkelighed og umulighed, når vi har matematik. Måske er det matematik-angst. Jeg har aldrig hørt om geografi-angst eller engelsk-angst. Det er kun ved matematik, vi sætter angst bag på. Et fag, der ellers kan være en nøgle til overblik over ens liv: økonomi, lønsedler, bolig, sundhed og fremtid.
Skolen er presset
Måske er matematikundervisningen for forudsigelig. Måske bliver der talt for lidt. Måske handler den om ting, der føles ligegyldige. Måske har lærerne ikke mulighed for at vise deres egen glæde ved faget.
Det er ikke alle matematiklærere, der tænker, at matematik er verdens bedste fag at undervise i. Nogle har det bare stående på opgaveoversigten. Det er en misforståelse, hvis man tror, alle kan undervise i matematik, og det kalder på refleksion og gentænkning i skolen.
En lærerhverdag med mange opgaver og mange fag levner måske ikke tid til at være vild med alle sine fag. Måske er det blevet en luksus at være interesseret i det, man underviser i. En luksus, vi ikke føler, vi har tid til.
Det paradoksale er, at mange børn allerede i daginstitutionerne er optaget af tal og mønstre. De er nysgerrige. De leger med matematik. Og så kommer de i skole, hvor de bliver mødt af test og krav. Legen forsvinder og bøgerne gør deres indtog. Fantasien og de gode historier er fortid. Skolen er presset, men vi skal kæmpe for relevansen og børnenes oprindelige interesse for faget.
Måske er det netop her, glæden ved at være matematiklærer begynder. I spændet mellem børns naturlige nysgerrighed og skolens krav. I forsøget på at holde fast i magien, selv når systemet trækker i den modsatte retning. I arbejdet med at vise eleverne, at matematik ikke er et fag uden mening og relevans, men et sprog, der kan åbne verden for dem.
Jeg håber, at jeg giver min glæde ved matematikken videre til eleverne i undervisningen
Lærer om matematik-angst: Jeg har aldrig hørt om det i geografi eller engelsk
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.