”Det er tid til at lave en ny samfundskontrakt. En samfundskontrakt, der handler om at tage livtag med det, der ikke fungerer i vores skole.”
Sådan sagde Mette Frederiksen (S) tirsdag i sin åbning af den nye politiske sæson, hvor statsministeren traditionen tro giver offentligheden et smugkig ind i regeringens politiske planer.
Her nævnte statsministeren de seneste nedslående Pisa-resultater og understregede, at en samfundskontrakt skal sikre ”et markant højere fagligt niveau” og bedre arbejdsbetingelser for lærerne.
”En samfundskontrakt, hvor vi giver læreren den respekt og autoritet, en lærer har brug for. For at kunne være den voksne i klasseværelset. Og hvor vi samtidig begraver værdirelativismen og genskaber struktur og faste rammer. Forebyggelse,” lød det uddybende fra Mette Frederiksen.
”Og selvfølgelig nultolerance over for vold, trusler og mobning,” tilføjede hun uden at nævne det lovforslag om nye regler for, hvordan lærerne må gribe fysisk ind overfor elever, som undervisningsminister Magnus Heunicke (S) har på trapperne.
Vi skal fortsætte med at frisætte skolen fra centrale krav og overregulering. Og give lærerne tid til at løse deres egentlige opgave: undervisning og demokratisk dannelse
Mette Frederiksen Statsminister (S)
Statsministeren understregede desuden, at skolens udfordringer kun kan løses, ”hvis forældrene bakker op om læreren. Og hvis læreren har den nødvendige autoritet og uddannelse.”
Læs også
Mere tid til lærerne
Mette Frederiksen varslede også, at regeringen vil arbejde for at give lærerne mere tid til at løse deres opgaver.
”Vi skal fortsætte med at frisætte skolen fra centrale krav og overregulering. Og give lærerne tid til at løse deres egentlige opgave: undervisning og demokratisk dannelse,” formulerede hun det.
På fredag præsenterer regeringen sit finanslovsudspil, og her vil børne- og ungeområdet være en af regeringens ”største prioriteter”, fortalte statsministeren.
”Her i Folketinget må vi sikre skolen en ordentlig økonomi og de bedste rammer for, at man lokalt kan undervise, danne og udvide horisonter. Med bøger og dybe menneskelige relationer,” siger Mette Frederiksen.
Der var ikke nyt om den trepart, statsministeren varslede på regeringstoppens pressemøde i kølvandet på de faldende pisa-resultat.
Læs også
Ved den lejlighed afslørede hun, at regeringen vil samle lærerne, forældreorganisationerne, eleverne, skolelederne, kommunerne ”og hvem der ellers kan indgå i en trepart”.
Til gengæld afslørede Mette Frederiksen i sin tale, at regeringen vil redde læreruddannelsen i Skive med en permanent bevilling.
”Fordi vi vitterlig vil have uddannelser i hele landet,” sagde Mette Frederiksen.
Statsministeren vil indgå samfundskontrakt, der giver mere respekt og tid til lærerne
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.