Torsdag klokken 14.30 trådte undervisningsminister Magnus Heunicke (S) ind i Spejlsalen i Statsministeriet sammen med den absolutte regeringstop: Mette Frederiksen (S), Lars Løkke Rasmussen (M), Pia Olsen Dyhr (SF) og Martin Lidegaard (R).
Efter flere dage med kradse overskrifter og gule breakingbjælker som reaktion på, at Pisa-undersøgelsen viste alarmerende dårlige resultater for danske skoleelever, gav de deres foreløbige svar på, hvordan de vil løfte folkeskolen.
Det vil de blandt andet gøre gennem en såkaldt trepart. Traditionelt navnet på et forum, hvor regeringen sammen med arbejdsmarkedsparter - fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer - finder fælles løsninger.
Når vi har sagt, at vi er klar til investeringer, så har vi et ret stort arbejde at lave nu og her med at få partnerne ombord og sikre, at de investeres klogt og rigtigt og til noget, som giver god mening.
Magnus Heunicke (S) Undervisningsminister
Tirsdag gav regeringen udtryk for, at den vil invitere alt fra lærere til skoleledere, forældre og elevorganisationer til drøftelser.
Derfor spurgte Folkeskolen, hvad forskellen er på den nye trepart og partnerskabet Sammen om skolen, som daværende undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) lancerede i 2021, og som netop var inspireret af trepartsaftalerne. Hun inviterede dengang Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, KL, Danske Skoleelever, Skole og Forældre, BUPL og Børne- og Kulturchefforeningen til at mødes med forligskredsens uddannelsesordførere for at løse nogle af skolens store udfordringer, og partnerskabet fortsatte under Mattias Tesfaye.
Det værste, vi kunne gøre
Ministeren startede med at slå fast, at vi i Danmark har en lang tradition for trepartsaftaler, og at når de bliver forhandlet på plads, er der ifølge Magnus Heunicke både økonomi og vilje til forandringer.
Derfor skal parterne med ind om bordet og være med til at finde de rigtige skridt fremad for folkeskolen.
”Det ér den rigtige vej, det er jeg sikker på” sagde ministeren og fortsatte:
”Det vil være helt forkert, hvis vi gjorde noget her på Borgen og var ligeglad med lærerne eller eleverne, og det kom bag på forældrene. Det ville være det værste, vi kunne gøre.”
Flere kollegaer, flere tolærerordninger, hvordan går det med forberedelsen? Alle de her ting er vi med på at drøfte sammen.
Magnus Heunicke (S) Undervisningsminister
Ministeren kaldte sig selv for en stor fan af Sammen om skolen, et initiativ, han mener har været godt, og som han gerne ser skal fortsætte. Men treparten er ”meget mere forpligtende”, fastslog han.
”Det er der slet ikke tvivl om, målrettet set, skridt for skridt.”
Hvornår går I i gang? Hvornår kommer den ud og lever?
”Så hurtigt som muligt. Jeg tror, vi har nogle breve, vi sender ud allerede om kort tid til partnerne.”
Snakker vi næste sommer?
”Nej, når vi har sagt, at vi er klar til investeringer - og de midler, der er blevet annonceret her, og som skal begynde at investeres allerede fra årsskiftet - så har vi et ret stort arbejde at lave nu og her med at få partnerne ombord og sikre, at de investeres klogt og rigtigt og til noget, som giver god mening, og som skridt for skridt kan løfte og styrke kernen i skolen.”
Gøre det klogt
Vil I give lærerne mere forberedelsestid? I Sverige har de lige fået ret til at have en times forberedelse til hver undervisningstime, og det kan jeg hilse at sige, at danske lærere også gerne vil have mere af.
”Lad os prøve at se, hvor langt vi kan nå, men her og nu er alle lærernes arbejdsvilkår - det er jo dem, vi skal forbedre - og hvordan vi får gjort det klogt, det er præcis det, vi skal drøfte i blandt andet en trepart. Flere kollegaer, flere tolærerordninger, hvordan går det med forberedelsen? Alle de her ting er vi med på at drøfte sammen.”
Men ministeren følger skam med i, hvad der sker i Sverige, sagde han, ligesom han også har talt med Danmarks Lærerforening om emnet.
På pressemødet fortalte regeringen også, at den vil komme med initiativer til at styrke lærernes autoritet. De fortalte blandt andet om loven, der er på vej, som fastsætter, hvordan lærere må gribe ind over for fx udadreagerende elever.
Men Folkeskolens spørgsmål om, hvilke initiativer der ellers er tale om, blev ikke besvaret, før Mette Frederiksen sagde, at nu når vi ikke mere for i dag.
Magnus Heunicke: Lærernes arbejdsvilkår skal drøftes i en trepart
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.