En elev sidder med ryggen til kørselsretningen og får at vide, at det er en god ide, at han bytter plads med klassekammeraten overfor, så han kan følge med i, hvor langt bybussen er kommet. De to elever er på vej mod Aalborg sammen med deres klassekammerater i P5 på Vodskov Skole, og det er drengens tur til at holde øje med, hvornår de skal af.
”Er vi i Nørresundby eller Aalborg?” spørger lærer Laila Andersen de elever, hun har omkring sig på bagsædet, for at få dem til at følge med i turen.
P5 er en klasse på mellemtrinet for elever med specialpædagogiske behov qua diagnoser som autisme og ADHD. Hver anden onsdag har klassen udeskole, og i dag går turen til brandstationen i Aalborg.
”Jeg er spændt, for jeg ved ikke, hvad jeg kan forvente,” siger eleven, som holder øje med, hvor langt de er kommet.
Ved broen over Limfjorden spørger han, hvad der skal stå på bussens informationstavle, når de skal af. Da tavlen viser ”Aalborg station”, trykker han på stop.
”Der er ingen på tabskontoen i dag,” konstaterer Laila Andersen, da eleverne er steget ud.
Eleverne kender knapt deres lokalområde
P5 har dyrket udeskole siden sidste år, da klassen kom med i Udeskole for alle. Projektet blev sat i søen for at understøtte, at skoler bringer grønne områder og kultur- og samfundsinstitutioner i spil for elever med ADHD eller autisme.
Projektfasen er forbi, men klassens lærere har valgt at fortsætte udeskolen cirka hver anden onsdag.
”Vores billede af udeskole er ikke at sidde i naturen og få læring, for det er ikke, hvad vores elever har brug for. De har brug for at træne livsduelighed. Derfor har vi valgt at koncentrere størstedelen af udeskolen om læring i samfundet. Hvis eleverne ikke kan begå sig i samfundet, nytter det ikke, at de kommer ud af skolen med kun boglige resultater,” siger Jesper Jakobsen, som har klassen i matematik, billedkunst og kulturfag.
Eleverne kender knap nok deres lokalområde, og lærerne vil gerne udvide deres horisont.
”En dag var en af drengenes søster kørt for langt med bussen til Aalborg. Han sagde, at hun havde været i den anden ende af Danmark. Det viser, hvor lille deres verden er,” siger Laila Andersen, som underviser i dansk, engelsk og tysk.
I må ikke pille ved noget
”Jeg er bange for rød,” siger en af drengene.
Eleverne venter på at blive lukket ind på brandstationen, og Laila Andersen må forklare en af de andre drenge, at hans klassekammerat bare fjoller med farven på køretøjerne på den anden side af trådhegnet.
Eleverne får at vide, at de ikke må pille ved noget derinde, ”for tænk, hvis de kommer til at starte en bil.”
”I skal bare være lige så gode, som I plejer at være, høre efter og stille spørgsmål,” sammenfatter Jesper Jakobsen.
På grund af en aktuel udrykning må eleverne vente lidt på en rundviser. Det varer dog ikke længe, før tre unge frivillige brandmænd dukker op. De bliver kaldt ind, når der er udrykning, for alarmen kan gå en gang til.
Brandmændene viser eleverne de forskellige køretøjer. En elev spørger til en sprøjtekanon, som står for sig selv. Han får at vide, at den kan skyde en stor mængde vand og for eksempel ramme et skib, som ligger et stykke ude i havnen.
”Hører du, hvad der bliver sagt?” spørger Jesper Jakobsen en anden elev, som ser lidt fraværende ud. Det gør han ikke. Men lidt efter prøver han at holde en brandslange.
Ild i en gryde har ført til snakke om brande
Eleverne ser en stigevogn, som kan blive 35 meter høj. På den måde kan man skyde vand ned på en brand oppefra. Det skete faktisk dagen før, da der var ild i et hus i Vodskov, fortæller brandmændene.
Huset ligger tæt på elevernes skole, så de hørte udrykningen, og det har de talt en del om. Men det er en noget mindre brand, som har givet anledning til besøget på brandstationen.
”Der gik ild i en gryde i hjemkundskab, og jeg kunne ikke lige finde et låg at lægge over. Siden har vi talt meget om, hvordan man slukker ild,” fortæller Laila Andersen.
Udrykningsholdet er tilbage, og brandmand Tom Erik Houen overtager rundvisningen. Han viser, at en brandbil er udstyret med forskelligt værktøj, som man kan få brug for under en udrykning.
”De fleste brande slukker vi med hovedet,” siger han.
Jesper Jakobsen spørger eleverne, hvad det betyder.
”At man skal tænke sig om,” lyder buddet fra en af dem.
Tom Erik Houen hiver en slange ud af brandbilen og lægger an til at sprøjte. En elev skynder sig om bag Jesper Jakobsen i frygt for at blive våd.
En efter en tager eleverne fat om brandslangen og prøver at sprøjte med vand. De slipper hurtigt igen for at lade den næste komme til, men effekten er god: Ingen bliver drivvåde, men alle får dråber på sig.
En af pigerne har lagt mærke til, at Tom Erik Houen mangler pegefingeren på sin venstre hånd.
”Jeg har arbejdet som tømrer,” forklarer han. ”Men jeg har ikke mistet min finger. Jeg har den i et glas derhjemme.”
Stolt af at have eleverne med rundt
Rundvisningen er slut, og eleverne går de 700-800 meter tilbage til stoppestedet. Undervejs klager flere over, at de har ondt.
”Vores elever bevæger sig ikke ret meget, for mange kommer i skole i taxi, og de bliver kørt af forældrene til det meste. Men flere af dem vil gerne lære at tage bussen, så på turene taler vi om, hvordan man læser en køreplan, og at man kan ikke sidde og kigge ned i en skærm og tro, at bussen holder øje med, hvornår man skal af,” siger Laila Andersen.
Ved busstoppestedet venter eleverne på, at andre stiger af bussen, inden de selv går ind en efter en og stille finder en plads.
”Sådan foregik det ikke, da vi begyndte med udeskole. Dengang var eleverne usikre og nervøse,” fortæller Jesper Jakobsen.
Hans kollega er stolt af at have eleverne med rundt.
”Vi har talt meget med dem om, hvordan man bør opføre sig, når man er ude blandt andre. At man ikke maser sig ind foran andre, men venter på tur,” siger Laila Andersen.
På turen hjem har Laila Andersen en lang snak med en af drengene om, at han selv køber shampoo og deodorant i Normal, så han er snart en ung mand. Han synes, det er skræmmende, at der kun er fem år, til han bliver voksen.
”Jeg bliver ikke skubbet ud hjemmefra, den dag jeg fylder 18, men alligevel,” siger han med en stemme, som pudsigt nok går i overgang lige der, hvilket han selv griner af.
Turene gavner undervisningen hjemme på skolen.
Udeskolen fører P5 vidt omkring. Klassen har blandt andet været på Oceanarium i Hirtshals, Randers Regnskov og Lego House i Billund, men også lokale steder som Pebermosen i Hammer Bakker og Planetstien i Golfparken i Aalborg.
”Vi lytter os til, hvilke børn vi har med at gøre. Når de for eksempel ikke tør handle, er det, fordi de aldrig har prøvet det, og så udfordrer vi deres grænser,” siger Laila Andersen om den dag, udeskolen gik til et lokalt supermarked, hvor eleverne skulle finde forskellige varer. Forinden havde lærerne talt med dem om, hvordan man orienterer sig blandt reoler og hylder.
”Nu går en af pigerne i Netto på vej hjem fra skole. Hun skal stadig have sin storebror til at give pengene, for det tør hun ikke endnu,” fortæller Jesper Jakobsen for at skitsere, at Rom ikke blev bygget på en dag.
Ikke desto mindre kan lærerne mærke en udvikling i undervisningen hjemme på skolen.
”Nu tør eleverne være med til et stjerneløb i dansk, for de skal ikke længere holdes i hånden, når de skal løse opgaver på skolens område. De trækker også referencer fra vores ture ind i undervisningen. Vi er lige begyndt på billedanalyse, og her husker de vores besøg på Kunsten,” siger Laila Andersen med henvisning til Kunsten Museum of Modern Art Aalborg.
Turene giver eleverne et pusterum, så de har lyst til den faglige undervisning.
”En af drengene har sagt flere ord på turen i dag, end han gør på en hel måned i skolen. Vi får glade børn, som lærer bedre, så vi bagefter kan fylde på dem fagligt. Også fordi vi forstærker vores relationer til dem på turene. Lur mig, om ikke de indtager det faglige stof med raketfart, når de kommer i 8. klasse - fordi de et blevet udfordret på at prøve og turde,” siger Jesper Jakobsen.
Vigtigt at oparbejde en lyst hos eleverne
Det er ikke svært at lave udeskole, understreger Jesper Jakobsen. Så det er ikke det, der skal holde lærere fra at gå i gang.
”Det var let at ringe til brandstationen, men man skal turde give slip på den normale undervisning og tro på, at eleverne får mere indlevelse af at komme ud af skolen.”
Noget var dog svært i begyndelsen, supplerer Laila Andersen.
”Vi syntes, at vi skulle forberede eleverne på alt, hvad vi kunne komme ud for på en tur, men det vigtigste er at oparbejde en lyst hos dem til at tage af sted. De skal føle sig trygge, og derfor er det en god ide at begynde i det små. På vores første ture grillede vi på skolens legeplads og tog i skoven for at bygge huler. Mere skulle der ikke til, men så snart de er trygge ved at komme ud, kan meget lade sig gøre,” siger hun.
Kvaliteten af indholdet kan svinge, men selve turene i udeskolen er altid gode, betoner Jesper Jakobsen.
”Vi havde en pige, som gemte sig under bordet, fordi hun ikke ville med på tur. De andre sad og ventede i bussen i bagende sol. Til sidst gav jeg op, og Laila tog over. Der gik vel yderligere 15-20 minutter, inden hun fik pigen med ud i bussen. Da de andre så hende, sagde de bare ’Fedt, at du kommer.’ Det var hele den tur værd,” siger han.
Specialklasse rykker ud af skolen for at styrke elevernes livsduelighed
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.