‘Miraklet i Tingbjerg‘ er fortalt fra den tidligere skoleleder og nuværende socialdemokratiske borgmester i Herlev, Marco Damgaards, perspektiv. Fortællingen begynder med hans ansættelse på Tingbjerg Skole som ung pædagogisk leder i slut-00’erne. På daværende tidspunkt har skolen meget dårlige resultater og bydelen, den ligger i, er på ghettolisten. Sofaen uden for lederkontoret er hver dag bliver fyldt med elever, der ikke har opført sig ordentligt.
Som ny pædagogisk leder beslutter Damgaard, at den sofa skal afskaffes. Det bliver det symbolske startskud på den ændring i mindset, skolen begiver sig ud på. En bevægelse fra at lave pædagogisk brandslukning og individuelle løsninger til at tage kollektivt ansvar som skole og personale – til at løse opgaverne i fællesskab og til at skabe stærke fællesskaber, både blandt eleverne, personalet og forældrene. Det bliver kollektiv mestring og gendigt af pædagogisk arbejde.
Bogen fører læserne kronologisk gennem det arbejde, han som leder igangsætter og bliver primus motor for i 11 år og beskriver en grundig og gennemgribende skoleudvikling. Processen tager sit udgangspunkt i datamateriale, der indsamles på forskellige planer. I arbejdet inddrages stort set alle relevante aktører omkring skolen. Det bliver en helhedsorienteret indsats, der involverer et styrket og stærkt forældresamarbejde, lokalsamfund og en inddragelse af det politiske niveau og indebærer desuden et stort arbejde med at ændre et stærkt negativt narrativ til en positiv fortælling ved strategisk og konsekvent at bruge pressen som talerør.
Det er nærmest umuligt som læser ikke at blive berørt og bevæget af fortællingen og der er vigtige temaer på spil og meget læring at hente ud af bogen. Tingbjerg Skole indførte for eksempel ”den gode elevpause”, fordi det viser sig, at de fleste konflikter udspiller sig i pauserne – et billede jeg tænker, de fleste skoler kan nikke genkendende til.
Det er inspirerende at læse om Tingbjergundersøgelsen, der skal afdække flertalsmisforståelser og børns og unges faktiske adfærd og holdninger. Undersøgelsen viste ”at vi møder børnene med alt for lave forventninger, og hvis ikke vi tror på børnene, hvordan får vi dem så til at tro på sig selv?” Der bliver dermed sat en stor og tyk streg under, hvor vigtigt det er at vi møder børn og unge med høje forventninger og en tro på, at de godt kan.
Bogen har en konstant undertone af et stærkt politisk ærinde. I det sidste kapitel får vi et socialdemokratisk allekald med 13 oneliners som bærende områder for styrkelse af den danske folkeskole.
Jeg kan varmt anbefale bogen til alle der interessere sig for den danske folkeskole. Om man er enig i det politiske manifest eller ej, så er det en sand ildsjælefortælling om et gedigent stykke skoleudviklingsarbejde. Det er en personlig og medrivende fortælling, som jeg har slugt som en anden god krimi. Når man først går i gang, er den svær at lægge fra sig.
Skoleleders bog om Tingbjerg Skole er spændende som en god krimi
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.