Marco Damgaard griber en karklud og giver sig til at tørre det store, ovale mødebord af. Det trænger ellers ikke. Om et øjeblik vil Herlevs skoleledere troppe op på borgmesterkontoret, og han har brug for deres opbakning til et kontroversielt forslag.
Det er kun fem måneder siden, Marco Damgaard overtog borgmesterposten i Herlev efter Thomas Gyldal, der til stor overraskelse trak sig helt fra politik, og nu skal den nye socialdemokratiske borgmester bane vejen for sin første store politiske mærkesag.
Marco Damgaard vil gennemføre vidtgående ændringer i skolernes økonomi. Almenområdet skal styrkes – på bekostning af specialområdet. Målet er, at langt flere børn skal kunne være i folkeskolen.
Som tidligere lærer og mangeårig skoleleder på Tingbjerg Skole i København kender Marco Damgaard skoleområdet indgående, men det er første gang, han selv skal udstikke en helt ny retning for en kommune. Han er på hjemmebane og alligevel rigtig meget på udebane.
Han kaster karkluden fra sig og tager imod skolelederne, der kommer fra Herlevs tre folkeskoler og specialskole.
”Jeg er godt med på, hvad min kasket er nu. Men jeg har selvfølgelig mange tanker og ideer, og I må bære over med mig, hvis jeg kommer til at tage min tidligere kasket på”, siger han indledende.
Der bliver smilet lidt skævt, og så fremlægger Marco Damgaard sin plan. Borgmesteren forklarer, at han de kommende fire år vil investere 21 millioner kroner i de tre folkeskoler om året – syv millioner til hver skole – og på sigt visitere færre børn til specialtilbud.
Vi skal ændre på det helt grundlæggende fællesskab, så langt flere børn trives i den almindelige
Marco Damgaard Borgmester i Herlev Kommune
folkeskole.
”Vi bliver nødt til at vove pelsen og investere pengene fra spids”, siger han.
”Fra spids” er en af hans faste vendinger – det betyder nye penge, og det er vigtigt. For der er ikke tale om hverken en spare- eller inklusionsøvelse, understreger han. Pengene skal blandt andet gå til flere lærere og pædagoger, flere skolesocialrådgivere og en styrkelse af klasselærerfunktionen.
Læs også
Der er dog et aber dabei: Efter de første fire år skal pengene tages fra specialområdet.
”Kan det lade sig gøre? Det er der ingen, der ved. Men jeg tror på det. Vi skal ændre på det helt grundlæggende fællesskab, så langt flere børn trives i den almindelige folkeskole”, siger Marco Damgaard og kigger bordet rundt:
”I er den vigtigste forudsætning for, om det bliver en succes eller ej”.
Ud af en lærerfamilie
I mere end et årti stod 40-årige Marco Damgaard i spidsen for Tingbjerg Skole, som gik fra at være en skole i knæ til at blive et eksempel til efterfølgelse. Og det er ham, statsministeren besøger, når hun og Socialdemokratiet vil fremvise god skolepolitik.
Men hvem er han egentlig, manden bag ”miraklet” i Tingbjerg, som han selv ganske ublu har kaldt det? Det har Marco Damgaard sagt ja til at svare på med Folkeskolen på slæb.
Marco Damgaard er vokset op i en villa i Herlev. Et hjem, der med hans egne ord både var trygt og havde sine udfordringer. Hans far kom fra velstillede forhold nord for København med ung pige i huset, mens moren kom fra små kår og vold i hjemmet.
”Det er den sammensætning, jeg vokser op i, og det har givet mig forståelsen for at komme fra forskellige sociale baggrunde”.
I skolen brugte han rigtig mange timer på den forkerte side af døren. Diskussionslysten havde det med at gribe om sig.
”Jeg gik ikke til skole-hjem-samtaler, men til skældudsamtaler”, som han siger.
Marco Damgaard var dog glad for fællesskabet i klassen og fik ”nogenlunde karakterer”.
Selv om hans egen skoletid måske nok ikke skriver sig ind i historiebøgerne, har skolen skrevet sig ind i hans familie. Hans farfar var lærer og blev siden formand for Danmarks Lærerforening fra 1972 til 1984, hans far var lærer, og hans mor blev uddannet lærer på aftenseminariet i løbet af hans barndom. Selv led Marco Damgaard kortvarigt af den vildfarelse, at han skulle læse statskundskab, men som ung lærervikar fandt han ud af, at han brændte for klasseledelse, og på seminariet mødte han (selvfølgelig) også sin hustru.
Mens der for nogle mennesker er et vendepunkt, hvor det hele tager en drejning, synes der for Marco Damgaard at have været to parallelle veje. En mod skolen og en mod Socialdemokratiet. Akkurat som hans farfar og far, der ud over at være lærere også begge var socialdemokrater. Og da Marco Damgaard som 16-årig meldte sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), var det da også hans farfar, der betalte kontingentet.
”Det er så meget indoktrinering, som det kan være”, griner han.
Skolen skal være samlingspunkt
Som nyuddannet blev Marco Damgaard lærer på Hammergårdsskolen i Herlev, og her blev han hurtigt tillidsrepræsentantsuppleant, kontaktlærer for elevrådet og koordinator af indskolingen. Men han ville mere.
Allerede som lærerstuderende havde Marco Damgaard i smug kigget på lederstillinger, og som 28-årig søgte han jobbet som souschef på Tingbjerg Skole, og tre år senere blev han leder af skolen. Udgangspunktet var lavt; skolen lå i et belastet område i København og var under særligt tilsyn af Undervisningsministeriet på grund af ringe trivsel og karakterer. Forældre fravalgte skolen i stor stil, og kun omkring 60 procent af eleverne fortsatte på en ungdomsuddannelse.
Alligevel var ambitionerne høje.
”Tingbjerg Skole skal være den bedste skole i distriktet”, fastslog Marco Damgaard dengang.
Otte år senere var der sket næsten usandsynlige resultater. Kritiske røster har spurgt, om tallene mon kan passe, men den er god nok. Over halvdelen af børnefamilierne i distriktet vælger skolen til, og tre år i træk er over 90 procent af afgangseleverne fortsat på en ungdomsuddannelse.
Selv peger Marco Damgaard på tre årsager til skolens positive udvikling. Høje forventninger til alle elever uanset deres baggrund, dygtige lærere og pædagoger og en klar forankring af skolen og fritidsdelen i lokalsamfundet.
”Vi valgte at være den folkeskole, skolen bør være. Samlingspunktet i byen. Hvis man skal skrue det helt op; vores tids svar på den lokale kirke. Det krævede, at vi åbnede op og inviterede boligforeninger og idrætsforeninger ind, at vi sagde ja, når nogle lokale gerne ville invitere til juletræsfest eller eidfest. Fordi skolen skal være et forsamlingshus”, fortæller Marco Damgaard.
”Min påstand er, at vi som skole var med til at udvikle hele bydelen. Men selvfølgelig blev vi også påvirket af, at bydelen var i en positiv udvikling”.
Du har været meget synlig og flittigt optrådt i medierne. Har det ikke også handlet en smule om at promovere Marco?
”Det handlede 100 procent om at sige, hvad der er bedst for skolen, og hvordan vi får ændret den. Én ting er, at det ændrede vores omdømme, en anden ting er, at det også hjalp med at lede internt. Det var ikke falsk. Når jeg stillede mig op i personalerummet og holdt ølkassetalen, var det den, de også havde hørt i radioen. På den måde tror jeg, at der blev skabt en fælles stolthed”.
Frygten for dødskrydset
Med til historien hører også, at Tingbjerg Skole fik mange ekstra offentlige midler, som blandt andet gik til tolærerordning i kernefagene, ekstra tid til evaluering og forberedelse for faglærerne og uddannelsesvejledning i 8. og 9. klasse.
Kunne I have leveret de resultater uden den støtte?
”Nej, det kunne vi ikke. Det er også det, jeg tager med fra Tingbjerg. Folkeskolen har brug for en økonomisk investering”, siger han og peger på, at statistikkerne godt nok viser, at der samlet set bliver brugt flere penge på skoleområdet i dag end for ti år siden.
”Men man skal vide, at vi har hævet udgifterne til det specialiserede område markant. Så meget, at vi faktisk samtidig er kommet til at udsulte almenområdet. Derfor frygter jeg dødskrydset”, siger Marco Damgaard med henvisning til det kryds, hvor udgifterne til specialområdet overstiger almenområdet.
”Derfra er der no way back”, som han siger, for det nytter ikke bare at poste flere penge i specialområdet, mener han. Det har de gjort i alle de otte år, han har siddet i kommunalbestyrelsen, og ”det er skruen uden ende”.
Det er derfor, han nu vil gøre noget ”drastisk”, og det er derfor, Herlevs skoleledere nu sidder på den nye borgmesters kontor.
De er tavse. Marco Damgaard kigger bordet rundt. Så tager Kenneth Lind Winther ordet. Han er leder af Gl. Hjortespringskole – et specialpædagogisk udviklingscenter.
”Cadeau for modet”, siger han anerkendende.
Selv om det indebærer en mindre kassebeholdning for ham, er han positiv. Man skal kunne gå i skole i Herlev, uanset hvad man bliver født med, fastslår han. Med andre ord: De dyre specialtilbud, Herlev køber sig til uden for kommunegrænsen, skal hjemtages.
Den samlede skolelederskare er med på ideen. Nu udestår drøftelserne med lærerforeningen, bemærker én med et skævt smil.
Da de er gået, er stemningen på borgmesterkontoret næsten overstadig. Første bump på vejen for Marco Damgaard er fejet af banen.
Var det svært at jonglere kasketterne på mødet?
”Ja, det må jeg nok indrømme. At være borgmester er jo meget mere end folkeskolen, men hvis du laver god folkeskole i din kommune, er der større chance for, at du laver god kommune”.
Skal du tilbage som skoleleder igen?
”Nej, nu er det politik”.
Fra skoleleder til borgmester: Skolerne skal ændres radikalt
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.