Kort før efterårsferien sad formand for Skolelederforeningen Dorte Andreas i et tog, hvor hun hørte to mødre tale om den forestående ferie.
”Den ene fortalte, at hun gerne ville tage sin datter ud af skolen fredagen før ferien, men skolelederen havde sagt nej. 'Så er hun vel bare syg,' sagde den anden. Vi forventer, at skolen tager ansvar for, at børnene trives og bliver set som en del af fællesskabet, men så snart skolen har taget en beslutning, som ikke lige passer ind i planerne, så gælder det ikke.”
Individualisering kontra den fælles folkeskole var temaet ved indledningen til skoleledernes årsmøde torsdag-fredag.
Forældrene bakker op
”Vi har lavet en undersøgelse, som er lige på trapperne, og som viser, at forældrene bakker op om skolen, og at langt størstedelen oplever skolens forentninger til dem som tydelige og passende,” fortalte Dorte Andreas. ”Og 75 procent af jer skoleledere har taget initiativer til at forklare jeres forventninger til forældrene på en tydelig måde.”
Der er usædvanligt stille på kontorerne rundt om på landets folkeskoler i disse dage. For ved at tage hele to messehaller og en kæmpe sportsarena i brug, har Skolelederforeningen kunnet tage imod alle de medlemmer, der havde lyst til at deltage i foreningens årsmøde, som er en blanding af konference, messe og festligt samvær. Godt 2800 ledere er samlet i Odense Congress Center.
Formandsskabet - Dorte Andreas og Kristian Dissing Olesen - holdt velkomsttale i fællesskab og kunne konstatere, at der endnu engang er rigtig meget blæst om folkeskolen.
”Faglighedskrise, fravær og store forventninger fra både politikere og forældre. Og det er ikke altid, der er lige enige. Hvis vi bare lader os rive med, risikerer vi at bruge alle vores kræfter uden at komme nogen vegne,” lød det fra skoleledernes formand Dorte Andreas, som i stedet vil prøve at tage alt det engagement, hun oplever, og alle ambitionerne om en bedre skole og omsætte den energi til kraft.
”En vindmølle stopper ikke vinden, den omsætter energien til kraft,” sagde hun og mener, at skoleledelserne skal agere vindmøller.
De to formænd måtte padle lidt på scenen, mens de ventede på en forsinket minister. Magnus Heunicke går med krykker efter en meniskoperation, men da han dukkede op, var det også tydelige forventninger, han lagde vægt på.
”Vi har i vores velfærdssamfund gennem årene haft det for meget sådan, at man er et halvdårligt menneske, der risikerer at dukke folk, hvis man stiller for tydelige forventninger til dem. Det er vi nødt til at gøre op med.”
I en paneldebat spurgte moderator Noa Redington ministeren, om der var noget, han godt kunne tænke sig, at skolelederne blev bedre til:
”Ja, det er at indtræde mere tydeligt i rollen og sætte meget klare forventninger - både til forældre og omverden og fortælle samfundet omkring skolen, at skolen ikke kan fungere uden opbakning fra alle omkring skolen.”
Den melding gjorde skolelederformand Dorte Andreas rigtig glad:
”For det tænker jeg, vi godt kan levere. Det skal vi bare have opbakning til. Når vi bliver rigtig tydelige, så har vi brug for opbakning både fra jer på Christiansborg og fra forvaltningen,. -for dér kan vi nogle gange opleve, at balancen tipper,” replicerede hun og udløste årsmødets hidtil højeste og længste klapsalve fra hallen.
Emnet for paneldebatten var den individorienterede tendens, der sætter fællesskabets skole under pres. Noa Redington tog udgangspunkt i en spritny dom fra Østre Landsret, som siger, at det en form for menneskeret for en veganer at få mulighed for at vælge vegansk mad på et dansk sygehus.
Ledelsesforsker Susanne Ekmann fra Roskilde Universitet udfordrede ordet individualisering:
”Det er vigtigt at forstå, at som veganer er man en del af et stærkt fællesskab, men et delfællesskab, der er så rettigheds- og ressourcekrævende, at det store fællesskab bliver mere og mere udhulet,” sagde hun og vil i stedet bruge den tysk sociolog Andreas Reckwitzs ord singularisering om tendensen til at være unik og ekstraordinær.
Forurettelse og sygeliggørelse
”Da jeg voksede op, ville alle være normale,” lød det fra direktør i Life Fonden Stefan Hermann, som oplever, at individualisering af børn og unge i 90'erne handlede om, at børn er kompetente og kan opnå alt, hvad de sætter sig for, mens den i dag ”loadet med forurettelse og sygeliggørelse.”
Magnus Heunicke fremhævede værdien at lægge de individuelle behov derhjemme og deltage i et fællesskab i skolen.
”Vi praktiserer forestillingen om, at alt kan være winwin,” mente Susanne Ekmann og mener, at skolerne ikke rigtig er klar til at gå helt derhen, hvor der gør nas. ”Vi vil have det bedste fra begge verdener - uendelige muligheder og medindflydelse”.
”Man kan godt have medindflydelse, uden at det er sekulariseret” svarede Heunicke. ”Det kan sagtens organiseres, som man for eksempel gør med elevråd, men så er det på fællesskabets præmisser”.
Forbrugerretorik
Forperson for Ungdomssskoleforeningen Mikkel Villadsen opfordrede skolefolkene til at kigge lidt indad:
”Vi skriver individuelle handleplaner, og eleverne for individuelle bedømmelser, og vi har givet forældrene det frie skolevalg. På den måde har vi måske været med til skubbe forældre over i en forbrugertankegang om det at være i skole,” sagde han og pegede også på ordet 'skoletilbud'.
”Måske har vi også et ansvar for retorikken over for forældrene”.
Er faglighedskrisen først opstået efter valget?
Noa Redington benyttede også sin plads på scenen til at spørge Magnus Heunicke til Socialdemokratiets fokus før valget på elevernes trivsel med forslaget om en såkaldt 'lilleskole'.
”Er faglighedskrisen opstået efter valget?” drillede han.
”Altså, den er der jo. Og vi er som politikere nødt til at tage ansvar. Selvfølfelig er det hamrende vigtigt med trivsel, men det er ikke nok, at man finder ud af, hvad man er god til, at man også nødt til at træne og øve sig, og nogle gange bliver det lidt kedeligt, men det er jo det, der gør, at man bliver dygtig til nogle ting.”
Redington udfordrede også Heunickes fokus på, at alle parterne denne gang skal være med til at tage ansvar for folkeskolens faglighedskrise:
”Jeg kommer til at tænke på Hercule Poirot i Orientekspressen, hvor det viser sig, at de alle sammen har slået den myrdede ihjel. Er det ikke lidt for let at sige, at det er vores alle sammens ansvar?
”Men det er jo vores alle sammens ansvar,” replicerede ministeren. ”Vi har jo prøvet at gøre nogle ting, som fik det til at køre fuldstændig i grøften. Hver gang jeg besøger skole hører jeg navnet på et lovindgreb fra 2013, og det viser, hvor store ødelæggelser, man kan lave på ret kort tid på et område, som alle har forventninger til, og mange møder hver dag. Det er en del af vores hverdag, og derfor har vi alle sammen en del af ansvaret.”
Skoleledere fra hele landet samlet: Vi kan godt levere, hvis vi bare får opbakning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.