Mens skoleelevers adgang til kunstig intelligens diskuteres, har Tåsingeskolen i det sydfynske øhav brygget på et projekt, som medarbejderne håber vil revolutionere lærernes forberedelse.
Skolen har nemlig udviklet sin egen AI-bot med navnet Spinna, og den er nu klar til brug, fortæller skoleleder Kasper Føns.
“Der er så mange opgaver på en lærers palet. Derfor håber vi, at spinna bliver en hjælpende hånd til at få mere tid til at planlægge undervisningen,” siger han og tilføjer, at der løbende vil komme opdateringspakker til spinna.
Det har taget syv måneder at udvikle Spinna, og den er udviklet i et samspil mellem en projektleder, eksterne it-leverandører og 30 af skolens lærere.
“Imodsætning til ChatGPT kræver spinna ikke, at en lærer har kompetencer til at promte. På den måde får vi ikke skabt et A-hold og et B-hold hos lærerne, fordi nogle er supergode til prompte,” siger han.
Skolen har fået penge fra Svendborg Kommune til at kunne udvikle en AI-bot. Tidligere har Tåsingeskolen været en del af et fondsstøttet projekt med fokus på legende tilgange til teknologiforståelse, hvor skolen udviklede en anden og mindre avanceret AI.
Kasper Føns forudser, at skolens AI-bot eksempelvis kan blive en stor hjælp, når lærerne skal til at arbejde med de kommende fagplaner.
“For den vil kunne arbejde med de nye fagplaner i kontekst fra det øjeblik, de er færdige, uden det er læreren, der skal tage ansvar for den kontekst,” siger skolelederen.
Lærer: Kommer med forslag, “jeg ikke lige havde tænkt”
En testgruppe af skolens lærere har i månederne op til lanceringen afprøvet AI’en. For lærer i matematik, idræt og samfundsfag Jonas Juul Steen har det haft en positiv indflydelse på hans forberedelse.
“Det fede ved Spinna er, at man kan bruge den som sparringspartner. Den er supergod til at kvalificere mine idéer til undervisningen, og den kan komme med nogle perspektiver og forslag, som jeg måske ikke lige havde tænkt på,” siger han.
Det første man møder, når man går ind på Spinna, er et hjul med 12 forskellige kategorier som blandt andet pædagogiske tilgange, fagområder, bevægelse og stemninger (se billedet i toppen af artiklen).
Vi drømmer om, at Spinna bliver brugt af så mange lærere som muligt, fordi vi tror på, at den kan skabe gode forudsætninger for læreres arbejdsmiljø og bedre undervisning for elever
Kasper Føns Skoleleder på Tåsingeskolen
Kategorierne fungerer som en form for filter, og under filtrene bliver man eksempelvis bedt om at klikke af, hvilket lokale undervisningen skal foregå i, og hvilke redskaber der er adgang til.
Når man har valgt filtre, kommer man ind på en side, hvor man kan skrive præcise instrukser i et chatfelt, som man kender det fra andre generative AI’er.
6.-klasserne skal lege forlagsvirksomhed
Jonas Juul Steen har primært brugt spinna til sin matematikundervisning. Her har han blandt andet brugt AI-botten til at forme et undervisningsforløb om brøker.
“Brøker har en tendens til altid at falde ned i lagkager eller pizzaer. Jeg kunne godt tænke mig, at det kunne gøres mere spændende”.
Spinna kom med nogle forslag, som han rettede til, skrev “behold punkt et – slet punkt tre”, og lige så stille formede der sig et billede af et undervisningsforløb, han vil bruge til foråret.
“Min 6.-klasse laver vi om til en lille forlagsvirksomhed, hvor eleverne selv skal udvikle og producere undervisningsmateriale om brøker, som de så skal undervise eleverne i nede i 3. klasse,” fortæller han.
“Skaber idéer til min undervisning“
Selvom Jonas Juul Steen er glad for de muligheder, Spinna giver, er det ikke et redskab, han altid tyer til.
“Det er et aktivt valg, når jeg vælger at bruge noget ekstra tid på at bruge Spinna. Det gør jeg, når jeg gerne vil have kvalificeret noget materiale eller gjort min undervisning mere spændende,” siger han.
Jonas Juul Steen har tidligere brugt chatGPT til sin forberedelse, men han foretrækker at bruge spinna.
Hvorfor er spinna bedre end andre kunstige intelligenser, som lærerne allerede har adgang til?
“Spinna giver mere mening af bruge, da den er skabt og tilpasset den didaktiske hverdag, jeg er en del af. Det er et værktøj, som skaber idéer til min undervisning,” siger Jonas Juul Steen.
Leder: Vil kunne løfte lærernes arbejdsmiljø
Tåsingeskolens AI-bot ligger gratis tilgængeligt, så lærere i hele landet kan få gavn af AI’en.
“Vi drømmer om, at spinna bliver brugt af så mange lærere som muligt, fordi vi tror på, at den kan skabe gode forudsætninger for læreres arbejdsmiljø og bedre undervisning for elever,” siger skolelederen.
På sigt er det også ambitionen, at AI-botten skal kunne fungere som et socialt medie, hvor lærere kan følge hinanden, kommunikere og vidensdele på tværs af skoler, fortæller han.
Skole laver egen AI til lærere: “Den er supergod til at kvalificere mine idéer”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.