”Det bedste, der kan ske, når en lærer får en studerende i praktik, er, at praktiklæreren sammen med de studerende kan reflektere over sin egen måde at være lærer på. Man får muligheden for at tænke forfra, og det som virker selvfølgeligt, er pludselig en kompetence.”
Sådan lyder det fra konsulent og tidligere lektor på læreruddannelsen Bodil Nielsen. Hun har sammen med lektor på læreruddannelsen Joy Lieberkind netop udgivet bogen ’Praktik i dansk i læreruddannelsen’.
Bogen er skrevet til lærerstuderende, som skal i praktik i faget dansk, men den er også relevant for praktiklærere, der skal vejlede de studerende, mener forfatterne.
”Noget af det vigtige som praktiklærere kan forklare, er at begrunde, hvad de selv gør og kunne begrunde, hvorfor de gør det. Erfarne lærere kan godt glemme, hvad det vil sige at være helt ny i lærerverdenen,” siger Bodil Nielsen.
Hun understreger, at det også er vigtigt at få de studerende til at begrunde deres valg, så praktiklærere og studerende sammen kan reflektere over valgene, der tages i lærerjobbet.
Undervisning behøver ikke at være perfekt
Bodil Nielsen fortæller, at det også er vigtigt, at praktiklærerne deler med de studerende, hvordan undervisning ikke altid kan gennemføres som planlagt.
”Det er vigtigt at støtte de studerende i at acceptere, at der er meget, der ikke er endelige løsninger på, og at alt ikke behøver at være perfekt første gang.”
Det er også vigtigt at hjælpe de studerende med at se, hvad deres valg af forskellige læremidler betyder for undervisningen.
Læs også
Sådan reflekterer du over faget
Deres bog er henvendt til danskfaget, fordi rigtig mange lærerstuderende kommer i praktik i dansk. Men elementerne kan let overføres til andre fag.
Når det gælder dansk, har praktiklæreren en særlig rolle i at bidrage til, at de studerende får et nuanceret billede af, hvad det vil sige at være god til dansk.
”Læsning og retskrivning har betydning, men danskfagets andre områder er også vigtige, og det er også godt at tale med de studerende om, hvad praktiklæreren opfatter som fagets kerne. Praktiklærerne kan desuden tale med de studerende om, hvordan de mener, at dansk bidrager til dannelse og i det hele taget sætte ord på, hvad dannelse er for dem,” siger Bodil Nielsen.
Når lærere sætter ord på, hvad dannelse er for dem, så mener de ikke altid det samme, og det derfor er godt at reflektere sammen med de studerende om, hvad betydningen kan være, forklarer hun.
Bodil Nielsen peger på, at det også er vigtigt, at praktiklæreren fortæller de studerende om en klasses årsplan og overvejelserne bag, og om hvordan det, de studerende bidrager med også bliver en del af årsplanen.
”Det er også relevant at tale om betydningen af elevforudsætninger, ikke alene hvad angår læsning, men fx også hvad angår evne til at indleve sig, analysere og fortolke. Praktiklæreren kan vise de studerende flere forskellige differentieringsmuligheder, ikke alene læsestøtte, men også eksempelvis særlig støtte til at strukturere en skriveproces.”
Forfattere til praktiklærere: Bliv bevidst om dine lærerkompetencer
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.