Det er sket ved to af årets skriftlige afgangsprøver. Og det er ikke første gang, der er problemer.
Det viser et folketingssvar fra børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).
Det handler om ordblindehjælpemidlet Appwriter. Ved årets prøver var den gal ved årets allerførste skriftlige prøve – læse- og retskrivningsprøven, og ugen efter var igen problemer ved 10.-klassernes prøve i engelsk.
De mange udfordringer har fået SF’s undervisningsordfører Sigurd Agersnap til at stille en række spørgsmål om hjælpemidlet til ministeren. Blandt andet hvor mange rapporterede tilfælde ministeriet har kendskab til over årene.
Svaret er, at der de seneste fem år er rapporteret om landsdækkende fejl ved en eller flere afgangsprøver i 2021, 2022 og nu her i 2025.
Ministeren noterer desuden, at der ”gennem årene (kan) have været lokale udfordringer eller nedbrud i Appwriter”, som ministeriet ikke kender til.
I 2021 var der tale om ”servernedbrud og ustabilitet i AppWriter under flere af de skriftlige prøver”, lyder det fra Mattias Tesfaye.
I 2022 var der et nedbrud under 9.-klasseprøven i dansk læsning og retskrivning og 10.-klasseprøven i skriftlig dansk, ”som i begge tilfælde berørte få elever”, oplyser ministeren.
I år skyldtes problemerne en teknisk begrænsning hos udbyderen af Appwriter under læse- og retskrivningsprøven.
Til gengæld var problemerne under 10.-klasseprøven forårsaget af, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk) i første omgang havde udsendt et forkert prøvesæt.
Skolerne fik derefter eftersendt et nyt prøvesæt, der skulle åbnes lokalt på elevernes computere. Det skabte problemer for nogle elever, da programmet kan indstilles til, at det ikke kan læse filer placeret lokalt på computeren.
Ifølge undervisningsministeren er ministeriets styrelser nu i dialog om, hvordan de sammen med KL og kommunerne “inden næste prøvetermin kan forberede tredjepartsleverandørerne bedre på prøverne”.
Virksomheden bag beklager årets problemer
Virksomheden bag Appwriter hedder Everway. De skriver i en skriftlig kommentar til Folkeskolen, at de ”beklager Appwriters tekniske problemer” i år, og at de ”ser på situationen med stor alvor”.
De forklarer samtidig årsagen til overbelastningen ved året læse- og retskrivningsprøve.
”Under eksamenerne benyttede flere titusinder elever Appwriter samtidigt – ikke alene til samme prøve, men på samme tidspunkt og til de samme funktioner, hvilket alt sammen sætter betydeligt pres på løsningens serverkapacitet. Selvom vi på forhånd havde opskaleret kapaciteten for at håndtere belastningen, skyldtes det konkrete udfald den 2. maj en teknisk flaskehals i adgangen til oplæsningsfunktionen. Denne har vi nu identificeret og adresseret”, lyder det fra Everway.
Virksomheden oplyser desuden, at man har ”igangsat en række tekniske tiltag, der skal minimere risikoen for, at lignende ikke sker igen”, og samtidig hilser Everway ministerens ønske om et tættere samarbejde velkommen.
“(Vi) deltager gerne i en dialog om at styrke det tekniske beredskab til kommende eksamener”, skriver Everway.
Ifølge Mattias Tesfaye har appwriter været brugt som hjælpemiddel på skoler siden 2011.
Så ofte har der været landsdækkende fejl med vigtig prøvehjælp til ordblinde elever
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.