Relationskompetente lærere får eleverne til at engagere sig i undervisningen

Louise Klinge har en fortid som lærer, støttelærer og hjælpelærer for børn med generelle udfordringer. Siden hun for et par år siden skrev en ph.d. om lærerens relationskompetence, har hun været en del af et stort Egmont-projekt om 350 børns læringslyst. Men det var tre faktorer, som er afgørende for, at alle børn og unge udvikler sig bedst muligt, skolekonsulenten satte spot på, da hun op til sommerferien rundede Undervisningsministeriets nationale læringskonference for specialtilbud af.

Forskning: Gode relationer kræver selvindsigt

"Alle jer i specialområdet kender til samspillets betydning for barnets udvikling. Jeg zoomer ind på, hvad fagpersoner gør, når de understøtter børns udvikling og trivsel", sagde Louise Klinge til de 200 deltagere i konferencen i Middelfart.

Det handler om professionel relationskompetence, fortsatte hun.

"Lad mig slå fast: Ingen handler relationskompetent hele tiden, og alle gør det indimellem. Vi er født til at indgå i samarbejde med andre. Hvis jeg laver en blinkeleg med et lille barn i bussen, driver jeg kommunikationen frem, fordi barnet er født til at aflure andres signaler og til at kommunikere. Men som mennesker kan vi faktisk også hindre kommunikation".

Afgørende med overvægt af afstemmere

Louise Klinge har tre bud på, hvad fagpersoner gør, når de handler relationskompetent. Det første kalder hun afstemmere:

"Det er, når vi er på bølgelængde og ikke misforstår hinanden eller føler, at den anden er ligeglad med én. Det er alt det nonverbale som at nikke og smile, når den anden taler. Når man signalerer, at man har eleverne på sinde, kan de mærke, at de har betydning for den voksne", sagde hun.

Stormløb på pladsserne til ministeriets læringskonference for specialtilbud

I modsætning til afstemmere står fejl-afstemmere. Det er, når læreren ikke får udtrykt det, hun har på sinde.

Louise Klinge illustrerede det ved at læse to af sine studier af lærere op. Den ene lærer lytter til sine elever i 5. klasse og lader det skinne igennem, hvad der er i orden, og hvad der ikke er i orden at gøre, mens kollegaen ikke i tilstrækkelig grad aflæser elevernes behov, men snarere anklager dem for ikke at gøre, som hun forventer. (se casene i boksene).

"Eleverne bliver påvirket af det, der sker i klassen, så det afgørende er, at der er overvægt af afstemmere", sagde Louise Klinge.

Elev får skæld ud for at trøste klassekammerat

Det andet bud på relationskompetence betegner Louise Klinge som omsorgsetiske handlinger. Det betyder, at læreren gennem omsorg, respekt og et etisk ideal møder andre, som hun selv vil mødes. Det betyder, at eleven ikke bliver råbt ad, når han spørger, hvad side i bogen klassen er nået til.

Louise Klinge fortalte om Hazal i 3. a, som en dag havde opført sig tarveligt overfor nogle andre piger i frikvarteret. Da timen begynder, skælder læreren Lene Hazal ud foran hele klassen, og pigen begynder at græde. Sidekammeraten Rikke trøster Hazal ved at ae hende op og ned ad ryggen. Da Lene ser det, siger hun et i et forarget tonefald:

"Det er da ikke Hazal, du skal trøste, det er da ikke hende, det er synd for, det er da de andre, det er gået ud over".

Elev får ros for at trøste klassekammerat

I 3. b i klasselokalet lige ved siden af har der en dag også været en konflikt i frikvarteret. Læreren Helle har hørt, at Michael har haft problemer med en dreng fra 5. Michael fortæller, at det er ordnet nu. Helle spørger, hvordan det gik til, og Michael svarer:

"Han kom herind for at sige undskyld, og så sagde jeg, at det var min egen skyld".

Speciallærere kan ændre elevernes hjerner fra modspillere til medspillere

Helle spørger, hvorfor det var Michaels egen skyld, og han siger:

"Fordi vi legede en leg, og så sagde Asger for sjov, at jeg skulle gå over og smadre Ilyas. Og det gjorde jeg så - jeg sparkede ham. Og så kom drengen fra 5. og ville hjælpe Ilyas og tog kvælertag på mig. Og der er en ting, jeg gerne vil sige til Ilyas... UNDSKYLD!"

"Det er i orden", svarer Ilyas.

Helle fortæller hele klassen, hvor vigtigt det er, at man mærker efter inde i sig selv, inden man gør noget. Hun siger til Asger, at det var dumt, at han sagde til Michael, at han skulle smadre Ilyas.

Asger begynder at græde, og sidekammeraten Signe trøster ved at ae ham op og ned af ryggen. Helle roser Signe for, at hun er sød at trøste, og siger til Asger, som ligger henover bordet med hovedet begravet i armen, at han ikke behøver at svare, han kan bare nikke eller ryste hovedet:

"Er du ked af, at du sagde, at Michael skulle smadre Ilyas?"

Asger nikker.

"Husk alle sammen, som jeg så tit har sagt til jer - vi kommer alle til at gøre noget dumt engang imellem".

Asger sætter sig lidt efter glad op, og klassen fordyber sig sammen i dagens faglige indhold.

Piktogrammer hæmmer oplevelsen af at sidde ved rattet i eget liv

I sin ph.d. fandt Louise Klinge frem til 194 punkter, som er afgørende for samspillet mellem lærer og elever. Det har hun komprimeret til tre relationskompetente handlinger. Dem præsenterede hun som det tredje bud på, hvad der får børn og unge til at udvikle sig bedst muligt.

Specialskole opfatter sig som en almindelig skole med ikke helt almindelige elever

"Der er en pallet af muligheder, så de tre handlinger er ikke en kogebog. Men når man ser på tværs af køn og alder, er der tre elementer, som er afgørende for, om eleverne følger læreren. Nemlig at de oplever selvbestemmelse, kompetence og samhørighed".

Hvis eleverne ikke føler sig kompetente fagligt, handler de på en anden måde, for eksempel ved at positionere sig imod læreren. Det samme kan være tilfældet ved manglende indflydelse.

"I specialundervisningen er der fokus på struktur, overblik og piktogrammer, men det hæmmer oplevelsen af at sidde ved rattet i eget liv. Som menneske har man ikke altid lyst til at sidde på bagsædet og se på vejen i den rigtige retning. Vejen til oplevelser er, at man har selvbestemmelse, og det kan man opnå ved spontant at tage det op, børnene brænder for her og nu", sagde Louise Klinge og tilføjede, at selvbestemmelse, kompetence og samhørighed får eleverne til at engagere sig i undervisningen, hvilket igen får dem til at trives.

Trods uddannelse er professionalisme ikke givet

Hvis læreren ikke forholder sig reflekterende til sine samspil, følelser og forventninger til elever og klasser og heller ikke forstår sin faglighed som det at skabe udbytterige møder mellem elever og undervisningsindhold, bliver undervisningen uprofessionel og præget af vilkårlighed, konkluderede forskeren.

Det styrker inklusionen at give eleverne en stemme i skolen

"Fordi man er uddannet lærer eller pædagog, betyder det ikke, at man altid agerer professionelt. Hvis man ikke forholder sig refleksivt til samspillet, følelserne og forventningerne til eleverne og klassen og heller ikke fokuserer på det faglige som et middel til at skabe et udbytterigt møde med eleverne om undervisningens indhold, er man uprofessionel, og det det bliver tilfældigt, om læreren bidrager til elevernes trivsel og faglige, sociale og personlige udvikling. Det kan man forbedre hos alle, men nogle har et for dårligt udgangspunkt til, at de skal arbejde med børn".

Syv betingelser for at lykkes med at være relationskompetent

Louise Klinge præsenterede syv betingelser for at lykkes med at arbejde relationskompetent, som alle kan styrkes organisatorisk:

• Fagpersonen oplever selvbestemmelse, kompetence og samhørighed. Hvis læreren ikke trives, er det er ikke en mening med det, hun skal lave. Derfor skal ledelsen sørge for, at læreren er stærkt motiveret.
• Læreren har en generel og specifik viden om børn og læreprocesser.
• Receptiv rettethed - at læreren registrerer signalerne fra eleverne og fra undervisningens indhold og fra sig selv - det er krævende, fordi læreren skal have hele sit sanseapparat kørende, for eksempel for at komme konflikter i forkøbet.
• Nærvær - det er forudsætningen for at lykkes med nummer 3 og også 5 til 7.
• Mentalisering - at man har mulighed for at reflektere over det, der er sket. Når læreren ved, at stemmen bliver skinger, er det tid til at trække vejret. Det kræver ro til refleksion.
• Positive emotioner - forskning om positiv psykologi viser, at det er meget konkret, hvad der får mennesker til at præstere, nemlig at de er i godt humør. Derfor skal ledelsen skabe rammerne for, at det er en fest at gå på arbejde. Hvis man er i dårligt humør, får man tunnelsyn og skal bare overleve.
• Didaktisk overskud - det handler ikke bare isoleret om faglighed, men om at bygge bro mellem barnet og verden.

Du kan se plancherne fra Louise Klinges oplæg via dette link til læringsportalen emu.dk: