I dag sætter afgangselever sig på rækker i sale og haller over hele landet, når årets skriftlige prøver går i gang. Klokken ni går det løs for 9.-klasserne med matematik, først med og så uden hjælpemidler. Først tirsdag morgen skal 9.-klasserne skal op til skriftlig fremstilling i dansk. 10.-klasserne har tysk/fransk-prøver først og ugen og engelsk onsdag, mens 9.-klasserne går til danskprøver. Prøveugen slutter med 10.-klasses matematik og dansk. Og så er den store ændring, at 9.-klasserne ikke længere kan komme til skriftlig prøve i sprogfag eller naturfag.
Udfordringer med prøverne sidste år
En anden ting, som forhåbentlig bliver anderledes i år, er antallet af problemer med selve prøveafviklingen. Sidste år opstod der flere problemer ved de skriftlige afgangsprøver, blandt andet crashede ordblindehjælpemidlet AppWriter under læse- og retskrivningsprøven.
Læs også
En uge efter fik 10.-klasserne udleveret det forkerte opgavesæt i engelsk. Det rigtige materiale kom hurtigt, men hjælpemidlet til ordblinde kunne ikke registrere det nye materiale, og det skabte igen problemer.
AppWriter gav også udfordringer i 2021 og 2022 og så sent som ved terminsprøverne i januar i år.
"De ordblinde har ikke en jordisk chance, hvis de ikke har hjælpemidler. Det skal ikke være et profitmaksimerende tredjepartsfirma, der skal stå for noget så vigtigt. Det ansvar må ligge på Undervisningsministeriet," sagde dansklærer og ordblindelærer på Langeskov Skole Tina Gantriis til Folkeskolen efter sidste års prøvekoks.
Stuk og Stil har nye tiltag klar
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk) og Styrelsen for It og Læring (Stil) har styrket beredskabet omkring prøverne, oplyser de til Folkeskolen.
Der er indført nye tiltag til kvalitetssikring af prøvematerialet. Blandt andet har et panel af folkeskolelærere gennemset og afprøvet materialerne. De to styrelser har også været i tæt dialog med kommuners og skolers leverandører af diverse tredjepartsprogrammer, som eleverne bruger under prøverne.
"Omfattende genopbygning" af AppWriter
Everway, der er leverandør af AppWriter, oplyser, at de har gennemført en “omfattende genopbygning” af deres systemarkitektur.
Everway har lavet test for at sikre, at Appwriter kan håndtere den type spidsbelastninger, som sker under en eksamen.
Der er indført nye backup-løsninger, sådan at hvis en funktion fejler, så er der en automatisk løsning i løbet af få sekunder.
"For eleven betyder det, at hjælpeværktøjet fortsætter med at fungere, selvom der opstår teknisk uro i baggrunden," oplyser Everway i et skriftligt svar.
Firmaet har også sørget for, at skolerne har direkte telefonisk adgang til virksomhedens supportafdeling.
“Vi har udvidet åbningstiderne og har etableret et dedikeret team af udviklere, der overvåger driften i realtid hvert sekund. Vi er stolte af det system, vi har bygget, og vi er fuldt dedikerede til at støtte skolerne i hele landet,” oplyser de.
Prøverne starter i dag: Sådan vil man undgå sidste års problemer
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.