PLC har spillet en vigtig rolle i at gøre skole helt mobilfri: Lærerne er gået fra at være pausevagter til legemestre

I frikvarteret bliver der spillet brætspil, bordtennis og bordfodbold. Og indimellem er der mulighed for at hækle, strikke, male Warhammer-figurer eller dyrke andre aktiviteter sammen med en lærer.

Og ingen elever kigger ned i en skærm. For siden starten af sidste skoleår er elevernes mobiler blevet låst inde i et skab, når de møder om morgenen, og de får dem først igen, når de får fri.

Det er resultatet af, at skolebestyrelsen på Ølstykke Skole i Egedal Kommune for et par år siden besluttede, at skolen skulle være 100 procent mobilfri.

Men frem for bare at tage telefonerne fra eleverne fra den ene dag til den anden, valgte skolen at fokusere på at skabe et brugbart alternativ til mobilen i pauserne.

Det blev til projektet, de kalder Styrkede elevpauser, og det startede op i januar 2024.

Projektet er et samarbejde mellem ledelsen, skolebestyrelser, MED-gruppe og – ikke mindst – skolens Pædagogiske Lærings Center (PLC), som har spillet en afgørende rolle i både dataindsamling, pilotprojekt, elevinterviews og idéudvikling. 

”Vi har jo et kæmpestort ben ind i skoleudviklingen, og så har vi heldigvis en ledelse, som har prioriteret os meget højt,” siger Dan Wendelboe, PLC-vejleder på skolen.

Han fortæller, at de er tre fuldtidsansatte i PLC til skolens to matrikler. 

”Vi har derfor både tiden og nok også kompetencerne til at løbe den slags projekter i gang, og vi har derfor lidt været den bærende kraft i det.” 

Sværest at undvære mobilen i pauserne

Da projektet blev igangsat, var undervisningen allerede gjort mobilfri. Men at tage mobilerne fra eleverne i deres pauser var noget andet. 

”Mindsettet har hele tiden været, at hvis vi bare fjerner elevernes mobiltelefoner og i øvrigt ikke gør andet, så får vi en masse konflikter. Så vi var enige om, at vi skulle tilbyde eleverne noget andet i pauserne, som er attraktivt for dem. For det er selvfølgelig i pauserne, det største problem opstår, hvis ikke de må have mobilen,” siger Dan Wendelboe.

De valgte at gå grundigt til værks. Det blev blandt andet til et pilotprojekt i et halvt år med hele 8. årgang, som tæller omkring 125 elever.

De evaluerede også den nationale trivselsmåling og igangsatte ud fra den en række lokale ’mini-trivselsmålinger’.

”Vi ville jo gerne kunne måle, om indsatsen har en effekt,” som Dan Wendelboe siger.

Hvordan ser et fedt frikvarter ud uden mobil?

Men noget af det, som de i PLC lagde allermest vægt på, var, at eleverne blev inddraget i, hvordan et frikvarter uden mobiler kunne se ud.

”Vi ville gerne høre eleverne, hvad der helt generelt mangler for, at det er fedt at holde frikvarter, hvis man ikke har sin mobiltelefon.” 

PLC-vejlederne interviewede alle elever på 6. og 8. årgang om, hvad der skulle til. Det kom der både ”realistiske og meget urealistiske ønsker” ud af, som Dan Wendelboe siger. 

“Nogle ønskede, at der blev bygget en svømmehal. Og nogle ville bare gerne have lov til at gå i Rema 1000. Og så var der nogle, der gerne ville have brætspil, bordfodbold og bordtennisborde og andre, der ville have hængekøjer udenfor og møbler, som var fede at sidde i.”

Sammen med eleverne sorterede PLC-vejlederne i ønskerne, så de dyreste og mest urealistiske blev sorteret fra, og så gik de til skolelederen og bad om en pose penge. 

”Vi fik 20.000 kroner, som vi kunne gå ud og handle for, så vi købte en masse brætspil, nogle bordtennisborde og nogle hængekøjer. Vi fik brugt pengene forholdsvis hurtigt, men det var også vigtigt, at eleverne fik en oplevelse af, at når de bød ind med noget, så skete der også noget.”

Fra pausevagter til legemestre

Et andet initiativ var at gøre de traditionelle pausevagter til legemestre, som de kalder det. Det indebærer, at lærerne på skift igangsætter forskellige aktiviteter i frikvartererne.

”Der er for eksempel en, der er vild med at male Warhammer-figurer. Han sætter sig i et frikvarter om ugen ved et bord og dækker op med de små figurer, maling og pensler, og så kan børnene komme og være med. Andre dage er der nogen, der hækler eller strikker. Det kan også være, at nogle voksne starter en bordtennisturnering eller går ud i boldburet og spiller bold med nogle elever.”

“Så der er mange veje ind i det, men et af målene er også, at hvis du skaber en relation til eleverne i pausen, så bærer du den relation med ind i klasserummet,” siger Dan Wendelboe.

Læs også

Skærmfri

På Danmarks mindste folkeskole laver eleverne mobilpolitikken

Lærerstyrede aktiviteter i begge store pauser

Der er lærerstyrede aktiviteter i både 10- og 12-pausen hver dag, som eleverne kan koble sig på, hvis de har lyst. Men der er også stadig masser af fri leg, understreger PLC-vejlederen.

”Der behøver ikke at være en voksen for at spille bordtennis eller for at starte et spil backgammon,” som han siger. 

Selv om det kunne synes oplagt, har de ikke gjort noget særligt for at få eleverne ind og læse flere bøger på skolebibliotekerne.  

”Det hænger måske sammen med, at på den ene matrikel ligger biblioteket i en selvstændig bygning, hvor der er låst, når der ikke er en bibliotekar. På den anden matrikel opholder eleverne sig faktisk rigtig meget på biblioteket både i undervisningstiden og i pauserne, så det er svært at vurdere, om det, at vi er blevet mobilfri, har haft en effekt på det. Det er jeg ikke sikker på.”

Blev kaldt tyve og det, der er værre

Dan Wendelboe fortæller, at selvom eleverne var blevet taget meget med på råd, var der en overgangsperiode, hvor de voksne fik lov at høre for de nye regler.

”De var meget fortørnede over det i starten og kaldte os tyve og det, der var værre. Vi har også set eksempler på, at elever har haft to mobiltelefoner med, og så har de afleveret ’attrappen’ og beholdt den anden. Det er jo børn, og de er heldigvis kreative og opfindsomme,” siger Dan Wendelboe og tilføjer:

”Men nu har det efterhånden kørt noget tid og fundet et leje. Og når de får fri, kan man høre dem snakke om, hvor mange snaps, der ligger og venter på at blive åbnet.”

Og trivslen? Den er stigende, fortæller han.

”Vi har kørt den her mini-trivselsmåling løbende, og vi synes faktisk, vi kan se en positiv effekt. Vi har også lavet en evaluering af projektet, hvor nogle af eleverne i udskolingen fortæller, at når der kommer en ny elev, så er de blevet bedre til at tage imod vedkommende, fordi de ikke bare sætter sig i et hjørne og kigger på deres mobiltelefon. Det synes vi er nogle positive indikatorer. Men vi har fra starten været enige om, at vi skal gøre det her, fordi vi har en forventning om, at det virker”.

“Og hvis det viser sig, at det ikke virker, at vi ikke skaber mere værdi og trivsel for eleverne, så er der jo i bund og grund ingen grund til at tage den mobiltelefon fra dem.”