Alle vil gerne bare prøve den sjove elevator fra tv eller støde ind i Alex Vanopslagh. Men det er ikke det, 9.a fra Absalons Skole i Roskilde er kommet for.
De skal være politikere for en dag. Og så endda under valgkampen.
I kælderen under Christiansborg findes der nemlig en miniatureudgave af Folketinget bl.a. med sin egen lille folketingssal, som det interaktive spil ‘Politiker for en dag’ udspiller sig i.
Hjemmefra eleverne inddelt i fire fiktive, politiske partier, som de skal samarbejde i og agere ud fra spillet igennem. Det gælder, når de skal forholde sig til to lovforslag – et om klima og stigende fødevarepriser og et om sundhedspolitik og genterapi.
Mere levende og nuanceret
Peter Veidal Hansen er klasselærer for 9.a, og han er så stor tilhænger af spillet, at han efterhånden har haft en håndfuld klasser med på Christiansborg som led i undervisningen. Han har booket besøget for et år siden for at være sikker på at få plads, så dengang anede han ikke, det ville finde sted midt i valgkampen.
"Det er jo endt med at være rent tilfældigt, at det falder sammen med valget. Men det har klart gjort det mere aktuelt og lidt mere spændende for eleverne at skulle afsted," siger han, mens en gruppe elever i grupperummet bag ham er ved at drøfte, om de er for eller imod et lovforslag om at gøre genterapi lovligt i Danmark.
“Jeg kender ikke til ret mange undervisningstilbud, hvor eleverne er så meget på banen, som de er her. Ofte er de bare tilskuere til noget, men her er det interaktivt, og de spiller det selv og sørger for at drive det fremad. Det får de helt vildt meget ud af.”
Selvom han ikke er klassens samfundsfagslærer, giver det alligevel rigtig god mening, at det er ham, der tager eleverme med på turen fra Roskilde til Christiansborg. En gang om ugen har han klassen i en hel dag ad gangen, og så er det nemmere at komme afsted.
Folkeskolen har også talt med klassens samfundsfagslærer Ulrik Gildberg. Han fortæller, at eleverne kommer hjem og har fået mere ud af undervisningen, end når den foregår i klasseværelsets vante rammer.
“Vi prioriterer de her ture for at skabe nogle ændringer i hverdagen og præsentere eleverne for undervisning i nogle andre rammer. Jeg kan sagtens stå herhjemme og gennemgå beslutningsprocesser eller partiernes politiske mærkesager, men når eleverne kommer ud og selv får det i hænderne, og de møder nogle eksperter på området, så giver det bare en anden oplevelse,” fortæller han.
“De lever sig meget mere ind i det og bliver holdt til ilden, og rollespilsdelen gør det mere nuanceret og virkelighedsnært. Det er lidt ligesom at gå i teatret fremfor at sætte en film på.”
Samarbejde på nye måder
Det er kun på Christiansborgs allernederste etage man kan se så mange hængerøve og kasketter på samme tid. Og “det der med at vise underbukser i Folketingssalen, det går altså ikke,” pointerer Peter Veidal Hansen.
For 9.-klasserne på Absalons Skole er spillet næsten fast inventar i de årlige fagplaner, fordi det passer godt ind i den øvrige undervisning, de skal igennem, fortæller Ulrik Gilberg.
“Vi sender næsten altid eleverne afsted i 9. klasse, fordi det også er her, vi går mere i dybden med demokratiet og flere af de demokratiske processer. To lektioner inden de skal derind, gennemgår jeg blandt andet lovgivningsprocessen, så de ved, hvordan lovforslag behandles. Jeg fortæller dem også om interessenter og de politiske udvalg. Det er jo det, de selv skal ind og prøve kræfter med, så derfor skal de have en forståelse for, hvordan det hænger sammen, og hvorfor systemet er indrettet, som det er,” forklarer han.
Besøget på Christiansborg åbner også op for, at eleverne kan arbejde sammen på nye måder, fortæller Peter Veidal Hansen, der sammen med sin kollega har sammensat grupperne.
“De bliver jo tvunget til at arbejde sammen med nogen, som de normalt ikke ville opsøge. Så det er med til at skubbe lidt til dem både fagligt og socialt, at vi får dem ud af huset og kan sætte dem sammen på nye måder. Det giver en anden dynamik end i hverdagens klasseværelse, som er sjov at se,” siger han.
“Det er selvfølgelig altid forskelligt, om eleverne får rigtig meget ud af besøget eller måske lidt mindre. Men jeg fornemmer, at de alle sammen får en forståelse for, at der er en mening med den måde, vores land er bygget op på. Og det giver dem en rigtig god indsigt i, hvor mange ting der skal på plads, inden et lovforslag kan føres ud i livet.”
Et besøg, eleverne ser frem til
På talerstolen er en af drengene i gang med at argumentere for, hvorfor hans parti er imod lovforslaget om at fordoble prisen på fødevarer med smør, ost og kød. De synes, at det er uretfærdigt for dem, der ikke kan finde plads i budgettet til kød og mælkeprodukter. Og så risikerer man også at skade den danske økonomi, fordi forbrugerne i stedet vil købe importerede varer.
Blandt de andre tre partier er der også enighed om at være imod lovforslaget. Det handler bl.a. om, at det vil skabe ulighed mellem de rige og de fattige, og at alle børn ikke vil kunne få kød med i madpakken, hvis priserne stiger.
Blandt eleverne er begejstringen for spillet stor, oplever både Peter Veidal Hansen og Ulrik Gilberg.
“Det er helt klart noget, de efterspørger, og det er også de ture, de husker, når skoleåret er slut. Både fordi de synes, at det er sjovt, og fordi de får nogle nye perspektiver,” siger Peter Veidal Hansen, der oplever, at besøgene altid giver anledning til mange gode refleksioner og snakke med eleverne.
På Absalons Skole er det hovedsageligt Ulrik Gilberg, der samler op på besøget i sin undervisning.
“Jeg har egentlig ikke som sådan nogen fast form for, hvordan jeg gør det. Det er ret vigtigt for mig, at jeg lader mig styre af deres umiddelbare fornemmelse og oplevelse. Så tager jeg fat i de ting, de enten ikke har forstået eller det, de synes var superinteressant, men det svinger meget fra gang til gang,” fortæller han.
“Jeg oplever dog, at de ofte kommer hjem og har fået en forståelse for det her med at kunne lytte til andre og indgå kompromisser, men også har fået en bedre idé om deres egne værdier, fordi det naturligt dukker op, når de i løbet af dagen skal stå på mål for deres partis politiske holdninger.”
Peters elever er politikere for en dag: De lærer meget, fordi de selv skal drive det fremad
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.