For et par år siden udviklede en gruppe tyrkiske forskere to matematik-chatbotter til brug i de ældste klasser.
Én ChatGPT-agtig basisversion, hvor eleverne kunne indtaste deres matematikopgaver og få et løsningsforslag. Og en anden mere pædagogisk promptet version, som gav eleverne tips og hints og feedback uden at give dem facit.
Eleverne, der fik adgang til basisversionen, forbedrede deres matematikpræstationer med 48 procent. Dem, der fik adgang til den pædagogiske udgave, forbedrede deres besvarelser med hele 127 procent.
Men – for der er et men – da forskerne tog chatadgangen fra eleverne, præsterede de 17 procent dårligere end ellers.
“Når studerende benytter sig for meget af generativ AI, falder deres metakognitive engagement, dvs. de mentale processer og indsatser fra besvarelse til forståelse. Det resulterer i et misforhold mellem opgavebesvarelser og ægte læring,” konstaterer en ny rapport fra OECD’s uddannelseskontor.
“Hvis vi skal have effekt af generativ AI i undervisning og læring, skal lærerne opmuntre eleverne til at tage styring og lægge vægt på processen, altså elevens tænkning og læring, frem for besvarelsen,” hedder det i rapporten om AI’s potentiale i undervisningsverdenen.
Læs også
Bedre lærere med AI?
Der er mange løfter om, at AI kan øge læreres produktivitet og undervisningens kvalitet.
Men OECD-rapporten advarer om, at der også for lærere er en risiko for tab af kompetencer, ligesom man skal være opmærksom på, at AI ikke kommer til at betyde mindre interaktion mellem lærere og elever.
“Samspil er bedre – at man parrer menneskelig dømmekraft med maskinens effektivitet,” konkluderer rapporten med henvisning til en model, hvor lærer og AI kritiserer og forbedrer hinandens tekster.
OECD peger på, at det er en udfordring, at de fleste bruger AI-værktøjer, der ikke er beregnet til undervisning. Med værktøjer udviklet specifikt til lærere, peger den internationale organisation på, at lærerne bl.a. vil få mulighed for at indstille graden af, hvor meget den kunstige intelligens må hallucinere.
Læs også
Studerende, der har prøvet at få hjælp af særlige undervisnings-AI-værktøjer synes, de matcher levende undervisningsassistenter i forståelighed, præcision og professionalisme, men er dårligere til at vejlede og motivere.
Noget af det, hvor OECD’s skoleeksperter ser mest potentiale er i en-til-en-undervisning, hvor en chatbot kan være en samtalepartner, der kan tilpasse sit sprog og sine forklaringer til den enkelte elevs behov og niveau. Her har der været flere lovende forsøg.
Irriterende sokratisk bot
Og så peger rapporten på, at der er potentiale i at bruge AI langsomt.
Ronald Beghetto, der er professor ved Arizona State University, i udvikling af elevers kreativitet, har fået ChatGPT til at hjælpe sig med at udvikle en app, der fungerer som en sokratisk dialogpartner.
I modsætning til den almindelige ’hurtige’ brug af ChatGPT, hvor elever skriver deres opgavespørgsmål ind og beder om et svar, der ikke virker AI-genereret, spørger app’en ind, giver andre perspektiver og går i dialog med brugeren.
Professoren holder nu kurser for både studerende og lærere, hvor de bygger og prompter deres egne AI-apps, så de er nærmest ”irriterende sokratiske”.
”Stiller altid spørgsmål, efterlyser kontekst, støtter vedligeholdelse af menneskelige ideer og styring – giver aldrig direkte svar, men kommer med forslag, ’hvad, hvis du prøvede det?’ eller ’hvad hvis du prøve dét her’. Sådan at ejerskabet til ideerne hele tiden ligger hos mennesket”.
Læs også
Der er endnu ikke evidens for, at generativ AI faktisk kan styrke menneskers kreativitet, men Ronald Beghetto tror på, at det er muligt. Til gengæld kan man som bekendt ikke være sikker på, at oplysninger fra botten er faktuelt korrekte.
”Mennesker hallucinerer også. Mennesker siger også upæcise ting. Kreativitet trives somme tider på ’hallucinationer’, og der kan faktisk godt være noget at hente dér. Men jeg ville aldrig forlade mig alene på generative AI-redskaber til at svare på faktaspørgsmål. Jeg bruger dem til at understøtte nytænkning. Mennesket må stå for faktatjek og empiri,” lyder det fra professoren.
OECD: AI-botterne skal tænkes pædagogisk, hvis de skal gavne læring
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.