11,9 procent af lektionerne i folkeskolen bliver varetaget af en vikar.
Sådan viser en ny analyse fra Danmarks Statistik baseret på 25,2 millioner lektioner i skoleåret 2022/2023 fordelt på 872 folkeskoler – svarende til 81,4 procent af alle folkeskoler i Danmark.
Lige over halvdelen af timerne blev varetaget af en af skolens andre lærere eller pædagoger, mens 42,8 procent blev varetaget af en vikaransat.
De timer, der var hårdest ramt af vikardækning, var ikke-fagtimer som for eksempel temadage og understøttende undervisning, hvor der var vikar på i hele 16,9 procent af timerne.
Næsthårdest ramt er håndværk og design samt madkundskab, hvor 15 procent af lektionerne blev dækket af vikar, mens andelen for dansk lå på 10 procent og for matematik 10,6 procent.
Kigger man på, hvilke klassetrin, der oftest har vikar, er det 5. klasse, der topper med 13,2 procent, mens afgangseleverne mest undervises af klassens egne lærere. I 10. klasse er vikarandelen 6,3 procent, mens den er 8,1 procent for 9.- klasserne.
Nyt overblik: Folkeskoleelever har vikar i næsten hver ottende time
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.