Ny undersøgelse: Lærere arbejder hele dagen uden pauser

”Ofte går tingene så stærkt, at jeg har glemt at drikke vand og derfor heller ikke skal på toilettet fra 8 til 13 …”

”Jeg går på wc, men der er da ikke tid til andet. Jeg har kolleger, der i en pause går hen i deres bil for bare at få lidt ro.”

Pauserne er under pres på folkeskolerne. Det viser en spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmer af Danmarks Lærerforening, som Folkeskolen har fået foretaget. For selv om mange typisk har ”frikvarter” samtidig med eleverne, ædes den lille pause i realiteten op af arbejde.

Læs også

Pausetid?

Lærere har travlt: 7 ud af 10 arbejder i spisepausen

Hver fjerde lærer eller børnehaveklasseleder svarer, at de sjældent eller aldrig har mulighed for at holde pauser i løbet af en arbejdsdag ud over spisepausen. En tredjedel kan en gang imellem tage en pause. Kun 42 procent svarer, at de ”altid” eller ”oftest” har mulighed for pauser i løbet af dagen.

I undersøgelsen fortæller kommunalt ansatte lærere og børnehaveklasseledere, at det kan knibe med tid til at puste ud imellem lektionerne, få frisk luft eller ringet til lægen eller andre, der kun har åbne telefoner i dagtimerne. Det kan også knibe med – eller være helt umuligt – at nå på toilettet, skriver flere i kommentarerne til undersøgelsen.

”Det har for eksempel taget mig 14 dage at kunne trække mig ud i en pause for at ringe til en læge. Ofte når vi ikke toiletbesøg eller indtag af mad og væske.”

En anden fortæller, at henvisningen til speciallægen nåede at udløbe, inden vedkommende fik tid til at ringe og aftale en tid. Mens en tredje skriver denne kommentar: ”At hvile hjernen og holde pauser sker kun, når jeg har forberedelse i skemaet. Selv der er det svært.”

Men også spisepausen – det store pusterum, hvor der skal tankes ny energi op – er under pres. Godt halvdelen har ofte eller altid en spisepause på over 20 minutter. Men hver femte lærer (22 procent) har sjældent eller aldrig den mulighed.

Elever, kolleger og ledelse tager af pausen

Folkeskolen har spurgt til, hvad der forhindrer lærerne i at holde en fuld frokostpause. Her topper eleverne listen over årsager, mens forberedelse og kolleger tager anden- og tredjepladsen.

88 procent svarer, at deres spisepause bliver afbrudt af elever, der har brug for hjælp. Det kan være til at løse en konflikt, eller de små skal i overtøjet. 81 svarer, at de bruger tiden til at forberede opgaver af forskellig art, for eksempel kopiering eller at gøre faglokaler klar til næste time. Mange korter også pausen ned for at hjælpe en kollega (75 procent).

”Vi har tilsyn med klassen i 20 minutter, mens de spiser, derefter har de 15 minutters frikvarter. Jeg spiser ikke samtidig med eleverne, da tiden bliver brugt til højtlæsning, fællessnakke i klassen, legeforslag med mere. Jeg skal vælge mellem at gå på toilet eller spise, da jeg ikke når begge dele på de 15 minutter,” lyder en af kommentarerne i undersøgelsen.

En anden skriver, at der er ”… afsat 30 minutter til spisepausen på min skole, men ofte ender jeg med at bruge fem-ti minutter på at få elever, som nægter at høre efter, ud til pause samt løse eventuelle konflikter, inden jeg kan gå fra børnene.”

Aula-mails og møder med kolleger eller ledelse æder også af pausen. Og så viser svarene, at nogle skolers indretning og størrelse er en udfordring.  37 procent må bruge en del af deres pausetid på at transportere sig selv rundt mellem skolens bygninger eller matrikler.

”Alle lærere skal spise i personalerummet, som ligger i en anden bygning. Så før man får alle elever ud til pause og er kommet derover, er der gået ti minutter af pausen,” skriver en lærer i undersøgelsen.

Dertil kommer frikvarterernes gård- og gangvagter, hvor det langtfra er en selvfølge, at man har undervisningsfri på andre tidspunkter af dagen, så man kan få spist og hvilet hovedet. Som denne kommentar viser:

”Jeg har gårdvagter i alle spisefrikvarterer og underviser kun i naturfag, hvilket gør, at jeg altid har oprydning efter og klargøring til praktisk undervisning i spisefrikvartererne. Det umuliggør somme tider, at jeg overhovedet får spist i spisepausen. Endsige når på toilettet.”

Ondt i maven, hovedpine og kort lunte over for familien

De pressede pauser og arbejdsdage, hvor man konstant er på, har en pris. Otte ud af ti lærere og børnehaveklasseledere, som har angivet, at de har svært ved at holde pauser, oplever, at det skader deres helbred fysisk eller mentalt. Kun ni procent oplever ingen helbredsmæssige konsekvenser.

I undersøgelsen angiver knap halvdelen af de adspurgte således, at det har negative konsekvenser for både deres mentale og fysiske helbred. Mens en tredjedel svarer, at det går ud over deres mentale helbred.

Og det er mest unge under 35 år, som er plaget.  Af dem svarer 57 procent, at de afbrudte og manglende pauser har negative konsekvenser for dem både fysisk og mentalt. Til sammenligning gælder det kun 28 procent af lærerne og børnehaveklasselederne over 65 år.

Det er ikke overraskende især træthed, hovedpine og irritabilitet, der rammer.

”Trætheden i hovedet hober sig op, og lunten kan desværre blive kortere,” skriver en for eksempel. Mens en anden fortæller, hvordan det går ud over familielivet:

”Jeg bliver træt, overstimuleret og får hovedpine – batteriet bliver helt fladt. Oftest, når jeg kommer hjem, har jeg brug for at slappe af, inden jeg kan være sammen med familien.”

Andre fortæller, at manglende tid til at spise fører til, at de går sultne rundt sidst på skoledagen.  Et par stykker fortæller også om blæreproblemer på grund af skippede toiletbesøg:

”Ondt i maven. Fordi man har rendt med en fyldt blære en hel dag.”

Er det nødvendigt at arbejde i pausen?

I sandhedens interesse skal det dog siges, at en ikke uvæsentlig del af lærerne og børnehaveklasselederne i undersøgelsen selv prioriterer at arbejde i deres pause.

”Det er mest for egen skyld, at jeg har valgt at bruge tiden på det (arbejde, redaktionen), for at man nogle gange kan komme tidligere hjem,” som en skriver.

En anden kommenterer: ”Jeg gider egentlig ikke holde pause, så det er selvvalgt.”

Andre mener, at det er nødvendigt at arbejde i pauserne mellem undervisningen for at kunne overkomme alle opgaverne:

”Generelt er der altid noget, man er bagud med. Og så kan man lige gøre det i pausen. Når klokken så er 14, og jeg opdager, at jeg ikke har nået at komme på toilettet, så ved jeg godt, at jeg har haft for travlt,” som en kommenterer.

Endelig er der også dem, der giver udtryk for, at de får holdt deres pauser. Enten fordi deres skole har indrettet sig, så det er muligt uden for meget besvær, fordi gode kolleger får det til at gå op, eller fordi de selv insisterer på, at de har ret til og brug for pauser i løbet af arbejdsdagen.

”Jeg siger selv fra, hvis jeg bliver bedt om det (arbejde i pausen, redaktionen). Jeg vil have min pause, og helst uden snak om arbejde, så jeg skifter gerne emne, når mine kolleger går i gang med at snakke arbejde,” som en skriver.

Savner uforstyrrede rum til pauser

En del af problemet med de afbrudte eller manglende pauser kan skyldes, at lærerne mangler rum, hvor de kan holde pause uden at blive forstyrret. Knap halvdelen (45 procent) fortæller, at der ikke er steder på deres skole, hvor de kan trække sig tilbage og holde pause, hvis man ser bort fra personalerummet.

Så lærerne improviserer.

De sætter sig i møderum, finder et faglokale, hvor eleverne ikke kan komme ind, eller sætter sig på deres forberedelsesplads, hvis de har sådan en. Af kommentarerne kan man udlede, at det er meget forskelligt, hvor godt det fungerer.

Nogle skriver, at der er ro omkring deres forberedelsesplads, andre fortæller, at der ofte holdes mere eller mindre formelle møder i forberedelseslokalerne, så det er umuligt helt at slappe af – og at man hurtigt ”kommer til” at gå i gang med noget arbejde, når man nu alligevel sidder der.

”På min skole findes der intet personalerum. Der er et personaleområde i den ende af trapperummet. Hvis vi har brug for ro, må vi gå til vores forberedelsesplads/skrivebord,” skriver en.

 ”Vi har delt personalerum op i to med lænestole og sofa bag en reol. Men her kan man også forstyrres. Man kan dog tage høretelefoner på for at markere, at man har brug for at trække sig til side,” fortæller en anden om sin mulighed for at få en rolig pause i løbet af dagen.

En tredje fortæller, at hun sætter sig ud i sin bil, hvis hun skal have en privat samtale, fordi skolen ikke har nogle steder, hvor man kan være 100 procent uforstyrret. Og en indrømmer at søge tilflugt på toilettet.

”Jeg sætter mig nogle gange på toilettet efter min sidste lektion og slapper af, inden jeg skal videre til forberedelse.”

Så galt er det dog ikke alle steder. Flere oplyser, at de har adgang til stillerum, massagestole, eller at deres personalerum eller forberedelsesplads fungerer udmærket som et lille helle. Og at kollegerne er gode til at hjælpe hinanden. 

”Hvis jeg beder om hjælp, vil der altid være en kollega, der træder til,” som en skriver. En anden skriver: ”Jeg har heldigvis en ledelse, som prioriterer, at møder og så videre ikke bør lægges i spisepausen.”