Kun 41 procent af de studerende på læreruddannelsen vil helst søge job på en folkeskole, når de er færdige med deres uddannelse.
Det er et fald på 6 procentpoint siden sidste gang Lærerstuderendes Landskreds gennemførte en tilsvarende undersøgelse i 2023.
20 procent svarer, at deres førsteprioritet er et job på en efterskole, og 17 procent vil gå efter et job på en privat- eller friskole. 7 procent vil gerne på en specialskole, og 6 procent har planer om at læse videre på en kandidatuddannelse efter læreruddannelsen.
Tallene bekymrer forperson for Lærerstuderendes Landskreds (LL).
“Når under halvdelen af de lærerstuderende ser folkeskolen som deres førstevalg, står vi med et alvorligt problem. Det handler ikke kun om at uddanne flere lærere – vi skal også sikre, at de faktisk vælger folkeskolen til”, siger Anthon Berentzen.
Også forkvinde for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening Regitze Flannov ærgrer sig over udviklingen.
”Det viser mig desværre tydeligt, at arbejdsmiljøet i folkeskolen er for hårdt. Det er for svært at lave den undervisning og det relationsarbejde, man gerne vil. Folkeskolen burde være det naturlige førstevalg for hovedparten af de nyuddannede, så det er et stort problem, at de i stigende grad ser andre steder hen”, siger hun.
Mange peger i undersøgelsen netop på dårlige vilkår og arbejdsforhold som hovedårsag til, hvorfor de ikke vil søge job i folkeskolen.
Læs også
De har selv erfaret det i praktikken eller hørt historier om, at lærerne er pressede som følge af en stor arbejdsbyrde, manglende tid og resurser til at løse opgaverne.
”Jeg synes, jeg har haft meget ubehagelige oplevelser i folkeskolen gennem mine praktikperioder. Synes ikke at vi er klædt på til at varetage jobbet med alt det indeholder. Har f.eks. aldrig lavet en årsplan, ved intet om elevplaner, har aldrig lært noget som skole-hjem samarbejde, forældresamarbejde osv”, skriver en studerende i undersøgelsen.
Skoler har et stort ansvar
Anthon Berentzen mener, at det er vigtigt, at skolerne indfører de studerende i alle de arbejdsopgaver, som er i skolen, når de er i praktik.
“Når studerende ikke oplever at få den vejledning i praktikken, de har krav på, og ikke bliver introduceret til de mange arbejdsopgaver, der ligger ud over undervisningen, så får de ikke følelsen af at være rustet til den opgave, der venter på dem efter endt uddannelse”, siger Anthon Berentzen.
Regitze Flannov er enig. Det gælder om at skabe gode oplevelser på folkeskolerne, når de studerende er i praktik.
”Vi ved, at mange lærerstuderende ikke søger mod folkeskolen, hvis de har en dårlig praktikoplevelse. Det har vi ikke råd til, så vi skal investere i en praktik af højere kvalitet”, siger Regitze Flannov.
“Men de studerende ser også nogle generelle rammer for undervisningen, som er alt for pressede, og det ser vi også konsekvensen af i de her nye tal”, tilføjer hun.
“Som det hele ser ud lige nu virker det ikke altid som om, at det er det værd”
Mange studerende skriver desuden specifikt i undersøgelsens kommentarfelt, at de fravælger folkeskolen på grund af inklusionskravet.
De giver udtryk for, at de oplever, at der ikke resurser nok til at hjælpe elever med særlige behov, og at de frygter udfordrede elever.
”Vilkårene er bedre på en privatskole. I folkeskolen synes jeg det skaber en dårlig dynamik, at de almene klasser skal rumme så mange elever med udfordringer”, skriver en studerende.
”Min drøm har ellers altid været at arbejde i folkeskolen, men sådan som det hele ser ud lige nu virker det ikke altid som om, at det er det værd. Inklusionspolitikken og skole-hjem arbejdet er især noget, der bekymrer mig”, skriver en anden fra læreruddannelsen.
Reformens ambition kræver investering
Læreruddannelsen blev reformeret i 2023 med ambitionen om at gøre den mere virkelighedsnær ved at øge praktikken. Men ifølge LL er der stadig langt igen.
“Hvis reformens vision skal blive til virkelighed, kræver det investeringer i praktikskolerne – ikke mindst i uddannelse af praktiklærere. Kommunerne og folkeskolernes rolle i at styrke læreruddannelsen bør finansieres, uden det tager af midlerne til elevernes undervisning”, understreger Anthon Berentzen.
Ny undersøgelse: Størstedelen af de lærerstuderende regner med at fravælge folkeskolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.