Hvad får eleverne til at engagere sig, hvordan deltager de, hvor relevant er det for dem?
Det er noget af det, docent og forskningsprogramleder Karen Wistoft ser efter i fire nye forskningsprojekter om praksisfaglighed, som hun er engageret i. To af dem er afsluttede, de andre to er stadig i fuld gang,
”De tre projekter er vidt forskellige, men de siger alle tre noget om, hvad det er, praksisfaglighed gør godt for, og hvorfor vi overhovedet skal arbejde praksisfagligt i skolen. Og grundlæggende hvad der får eleverne til at engagere sig,” forklarer Karen Wistoft.
Hun har i mange år forsket i madkundskab, og alle fire projekter har da også et madfagligt fokus.
Et handler om smagsdidaktik, et om matematik gennem arbejde i køkkenet, et handler om at dyrke tang og muslinger i havhaver, mens det fjerde er et samarbejde mellem kokkelever, landbrugselever og ernæringsassistentelever De sidste to er ude-praksisfagdidaktikprojekter.
”På tværs af projekterne kan man se, at eleverne engagerer sig dér, hvor de oplever, at de lærer noget, de kan bruge til at forstå noget nyt med eller kunne noget nyt med. Når de får lov til at eksperimentere i stedet for at bare at nå frem til lærerens svar, bliver de hyperengagerede,” siger Karen Wistoft.
Skal blive klogere gennem madlavningen
Da begrebet praksisfaglighed dukkede op i 2018 med regeringens udspil 'Praksisfaglighed i folkeskolen', som skulle styrke den praktiske dimension i folkeskolen og tiltrække flere unge til erhvervsuddannelserne, var der først undren i forsker- og skolekredse over, hvad begrebet dækkede.
Derefter lød det fra en del lærere: Det gør vi jo allerede.
”Så mener de typisk, at de laver noget fysisk i timerne, som eleverne kan tage med sig hjem eller ud i verden og forstå den bedre. Men det er kun en del af pointen med praksisfaglighed,” forklarer Karen Wistoft.
Tager man for eksempel madkundskab, bliver faget ikke praksisfagligt af, at eleverne lærer at lave en omelet, som de kan gå hjem og lave til venner og familie.
”Det handler om, at de gennem arbejdet med omeletten skal blive klogere på de råvarer, den er lavet af, hvilke ernæringsspecifikke egenskaber retten har, og hvilken madkultur den indgår i. Det, at de gør noget med omeletten, tilsmager og arbejder med tomaterne og æggene, gør, at de bliver klogere på madkundskab, ikke bare på at lave mad.”
Derfor mener hun også, at man skal vende det klassiske spørgsmål ”Hvad skal vi lave?” om til ”Her har vi noget fars, hvordan kan vi sammen arbejde med det?”
”Madlavningen er jo et fantastisk udgangspunkt for at undervise i en række andre temaer. Men maden skal ikke tilberedes alene for at lave mad, den skal laves for at blive klogere og dygtigere - også til at eksperimentere.”
Plads til at eksperimentere
En vigtig pointe i forhold til praksisfagligheden er også, at elevernes stemme skal stå centralt, og de skal have mulighed for at gøre noget selv, ikke kun tænke.
I det ene af projekterne har forskerne arbejdet med mobile kufferter fyldt op med køkkenmaskiner, så eleverne kunne arbejde med matematik gennem madkundskab. Eller de har flyttet matematikundervisningen ind i håndværk og designværkstedet.
”Når eleverne lærer matematik gennem madlavning eller håndværk, engagerer de sig på et helt andet plan og bliver stolte af det, de laver. Men det kræver, at de får lov til at eksperimentere, så det er deres produkt, de har ejerskab til, de får med hjem, og ikke bare en opskrift de har fået udleveret”.
Karen Wistoft understreger, at praksisfagligheden styrker elevernes læring, ikke kun ved at undervise i verden udenfor, men ved at man bringer verden ind i undervisningen.
Ny forskning: Madkundskab handler om så meget mere end at kunne lave en omelet
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.