”Jeg kan tydeligt mærke en skepsis hver gang.”
Sådan siger Helle Bjerregård, der er mor til et barn med autisme, og som dermed også har særlige behov. Hun kender alt for godt den utryghed, der opstår, hver eneste gang skemaet ser anderledes ud end normalt for hendes søn, der går i 7. klasse i en mellemform.
De første seks ud af elleve uger i dette skoleår var anderledes uger for Helle Bjerregårds søn.
”Hver uge skulle vi forholde os til, hvad der nu skulle ske. Der var ingen rutine, og helt små ændringer eller uklarheder kan bare have enormt stor betydning,” siger hun.
Det kan være, at der ikke er helt klare informationer om, hvilken koncert de helt præcis skal til, hvordan de kommer fra A til B, eller hvilke voksne der skal med på turen.
”For mange er det nok ikke et problem, men han har brug for at vide det. Og jeg vil gerne kunne være støttende i, at det er trygt og rart at tage af sted,” siger hun.
Når han hele tiden skal forholde sig til afvigelser, så falder trivslen tydeligt
Helle Bjerregård Mor til et barn med autisme
Til tider medfører de ekstraordinære aktiviteter, at nogle af sønnens yndlingsfag, som egentlig er med til at motivere ham, aflyses, fortæller Helle Bjerregård.
”Reelt set ender de her aktiviteter jo med at blive mere ekskluderende end fællesskabsfremmende for ham. Det er helt sikkert skidesjovt for mange af de andre. Men det er det bare ikke for ham.”
Afvigelser fra skemaet er svært
I en undersøgelse foretaget af Fagbladet Folkeskolen blandt medlemmer af Danmarks Lærerforening nævner flere, at dage med fællesskabsfremmende aktiviteter netop er specielt udfordrende for elever med særlige behov.
Læs også
I en kommentar skriver en lærer for eksempel, at bemærkelsesværdigt mange elever ofte er ”syge” eller ikke kommer i skole de dage, hvor der er fællesskabsfremmende aktiviteter planlagt.
Helle Bjerregård kan sagtens finde på at holde sin søn hjemme fra skole på de anderledes dage. Hvis hun ikke gør det, risikerer hun nemlig, at han ikke kommer af sted den næste dag eller må droppe sine fritidsaktiviteter.
”Hvis en hel uge er anderledes, lægger vi en plan for, hvilke dage han skal møde op, og hvilke dage han må holde fri. Det er ikke noget, vi eller han har lyst til. Men det er nødvendigt. For ellers ved vi godt, at det er umuligt for ham at komme igennem resten af ugen,” siger hun.
Hun nævner blandt andet et madkundskabsforløb, hvor eleverne skulle lave mad til hinanden på tværs af årgangene, som meget udfordrende for sønnen. Blandt andet fordi det foregik i en større forsamling og med en masse andre elever, han normalt ikke er sammen med. Men det kan også være helt små ting, som at han ikke lige ved, hvordan man laver den mad, eleverne skulle lave, der kan give ham lyst til at blive hjemme.
”Det er en nødløsning for os forældre at holde dem hjemme, men vi bliver nødt til det for at holde energien oppe og for at undgå for mange dårlige oplevelser. Min søn kan faktisk godt lide at gå i skole, han trives i sin klasse og er meget social med sine klassekammerater. Men når han hele tiden skal forholde sig til afvigelser, som skolen vel at mærke selv har lagt ind hen over året, så falder trivslen tydeligt.”
”Børnene skal kunne rumme skolen”
Helle Bjerregårds søn går til daglig i en mellemform. Her er der mulighed for, at hans skema kan tilpasses til ham, eller at han kan undervises delvist uden for almenklassen.
Det er dejligt, at der kan tages individuelle hensyn, men det løser ikke problemet, mener hun:
”Som han selv siger, så er det jo ikke det, han vil. Han vil gerne inkluderes i klassefællesskabet, og han har faktisk også kapaciteten til det langt hen ad vejen. Men det kræver overblik og overskud fra lærerne. Som forældre må vi godt kræve det på vores børns vegne. Skolen skal kunne rumme alle børn. Men børnene skal hellere kunne rumme skolen.”
Mor til barn med autisme: ”Det er en nødløsning at holde min søn hjemme”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.