Den nationale ordblindetest er udviklet til, at elever kan blive testet én gang i løbet af deres skolegang.
Alligevel får Styrelsen for Kvalitet og Undervisning (Stuk) og Styrelsen for It og Læring (Stil) markant flere henvendelser fra forældre, som anmoder om at få slettet deres barns test, hvor resultatet ligger i kategorien gul eller grøn, så eleven kan blive testet igen.
”Det vidner om et ønske om at opnå resultatet ordblind i ordblindetesten, da det ofte fører til særlige test- og prøvevilkår, adgang til digitalt læsbare tekster og kompenserende læse- og skriveteknologi samt tilbud om særligt tilrettelagte undervisningsforløb,” skriver Stuk til folkeskolen.dk/specialpædagogik.
Testen er ikke udviklet til retest
Ordblindetesten blev introduceret i februar 2015 som et redskab, fagpersoner kan bruge til identificere ordblindhed blandt børn, unge og voksne.
Testen bruges kun ved mistanke om ordblindhed og den er som sagt kun udviklet til at blive taget én gang og er således ikke beregnet til at blive taget igen i forbindelse med et nyt uddannelsesforløb.
Læs også
Det skyldes, at de elever og studerende, som var med i den såkaldte standardiseringsgruppe bag ordblindetesten, kun blev testet én gang, forklarer STUK.
”Vi har derfor ikke viden om, hvordan retest påvirker resultatet af ordblindetesten, og derfor kan retest ikke anbefales,” skriver STUK og forklarer, at når en elev testes gul, er det udtryk for, at eleven har usikker fonologisk kodning, men ikke i en grad svarende til ordblindhed.
”For alle elever sker der i grundskolen en udvikling i deres fonologiske kodningsfærdigheder – det gælder også elever, som scorer til gul eller rød i ordblindetesten. Det ses ved, at grænseværdierne for ordblindetesten ændrer sig i takt med klassetrin,” skriver styrelsen.
Kun fagpersoner må teste for ordblindhed
Ordblindetesten kan anvendes fra marts i 3. klasse og op i grundskolen, på ungdomsuddannelser, videregående uddannelser samt voksenuddannelser.
Kun fagpersoner med viden om læsning og læsevanskeligheder kan anvende ordblindetesten. De skal samtidig have fået en grundig indføring i, hvordan testen anvendes.
Det er den enkelte skole eller institution, som vurderer, hvem der skal testes med ordblindetesten. Det er samtidigt skolen eller institutionens ansvar at udpege læsevejledere/testvejledere, som kan teste med Ordblindetesten.
Markant flere vil have slettet deres gule og grønne resultater i ordblindetesten
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.