Lærerne skal undervise i flere timer, ellers kan regeringens skolereform - der giver flere timer til eleverne - ikke blive til noget. Det har længe stået klart.
Antorini slår fast: Lærerarbejdstid skal finansiere reform
Men lærerne skal også være med til at betale den vækstplan, som regeringen fremlage i går. Det er nyt.
Regeringen vil nemlig finansiere eksempelvis sænkelsen af selskabsskatten med besparelser på de offentlige udgifter, fremskaffet gennem blandt andet modernisering af de ansattes - herunder lærernes - arbejdstidsregler, som altså i forvejen skal finansiere de flere undervisningstimer til eleverne. Som der står i vækstplanen:
"Den ambitiøse moderniseringsreform skal bl.a. realiseres gennem øget fokus på effekter og resultater, digitalisering og velfærdsteknologi, arbejdstidsregler og arbejdsforhold i det offentlige, offentlig-privat samarbejde, bedre regulering og et styrket fokus på kapacitetsudnyttelse, økonomistyring, ledelse og bedre offentlige indkøb".
Kommunerne skal spare endnu mere
Disse moderniseringstiltag - altså blandt andet afskaffelsen af lærernes arbejdstidsregler - skal give en lavere vækst i de offentlige udgifter, end regeringen i første omgang havde forestillet sig i sin 2020-plan.
Efter den nye plan, vækstplanen, må de offentlige udgifter kun stige med 0,4 procent i 2014. Det betyder, at det offentlige skal spare 1,9 milliarder kroner i 2014.
I 2015 skal den offentlige sektor spare cirka 3 milliarder, i 2016 cirka 4 milliarder og derefter cirka 4,2 milliarder om året frem til 2020.
Derudover vil regeringen skaffe 2 milliarder kroner her og nu til anlægsinvesteringer. Det skal ske ved, at kommunerne sænker deres udgifter med 2 milliarder allerede i 2013.
"Regeringen og KL har aftalt, at kommunerne inden for en uændret budgetramme kan hæve anlægsinvesteringerne med 2 mia. kr. i 2013. Det skal ses i sammenhæng med en forventning om, at kommunerne vil have lavere serviceudgifter i 2013, hvilket giver plads til at øge anlægsinvesteringerne. Regeringen og KL har indgået en konstruktiv forståelse om, at kommunernes serviceudgifter fastholdes fra 2013 til 2014, hvilket frigør 2 mia. kr. i 2014", står der i vækstplanen.
Regeringen vil sikre, at de fremtidige besparelser blive holdt på plads ved at fastsætte "udgiftslofter for stat, kommuner og regioner i 2014-2017".
Lærerne skal være med til at finansiere vækstpakken
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.