“Hvor er du fra?”
Når elever indtil nu har stillet det spørgsmål, har lærer Marco Fuxman Thomsen altid undveget.
“Jeg stammer fra forskellige steder,” har hans forklaring været. “Fra Rusland, Polen, Danmark. Mit stamtræ er ret globalt.”
Det er ikke løgn. Men det er heller ikke hele sandheden.
For Marco Fuxman Thomsen er født i Israel og kom til Danmark med sin israelske mor og danske far, da han var blot ti måneder gammel.
Han er ikke den eneste lærer, der undviger, når elevernes spørgsmål rammer Israel og Palæstina. Lærer Rikke Johansen fra Blågård Skole i København beskrev i sidste uge i et indlæg på folkeskolen.dk, hvordan hun undgik at svare, når elever spørger, om hun holder med Israel eller Palæstina.
Opdraget til at skjule sin baggrund
Det spørgsmål svarer Marco Fuxman Thomsen heller ikke på. Ikke fordi han ikke vil, men fordi han ikke kan.
Han er 30 år og lærer på en skole på Østerbro. Han har indtil nu valgt at skjule sin israelske baggrund, og at han er jøde, fordi han har været nervøs for, hvad det ville betyde for hans liv. Kun enkelte kolleger ved det, og ingen af hans elever.
Han er egentlig ret sikker på, at kolleger, elever og forældre umiddelbart vil tage godt imod, når han nu står frem. Alligevel har han indtil nu valgt at lade være.
“Jeg har ikke været rigtig åben om det,” fortæller han. “Det er ikke noget, jeg har flaget med.”
Det er konflikten mellem Israel og Palæstina, der gør, at han har holdt sig tilbage. Den konflikt har varet så længe, at han aldrig har været åben om sin baggrund. Alligevel er der altid nogen, som finder ud af det.
”Jeg gik i skole i Slagelse. Der var flere med anden etnisk baggrund. Det er ofte dem, som reagerer på, at man er fra Israel. I skolen blev jeg truet og jaget,” fortæller han.
Hans forældre lærte ham tidligt, at han skulle være forsigtig. Især hans mor var opmærksom på, at deres israelske ophav kan skabe uønskede reaktioner.
“Vi snakker ikke om det, medmindre vi kender folk godt,” siger han.
Selv det hebraiske sprog holder familien tilbage med, når de er ude og fx spiser på restaurant.
Religion betyder mindre
Reglen fra barndommen om ikke at fortælle om sin baggrund sidder i kroppen, men det er ikke primært den jødiske religion, der er årsagen.
“Det primære for mig er nationalitet. Det er min israelske baggrund. Det er det, folk reagerer på. Men religion er også en faktor,” siger han.
Han beskriver sig selv som kulturelt jødisk og sammenligner det med danskere, som kalder sig kulturkristne. Jødiske højtider bliver fejret, men det fylder ikke meget i hans hverdag.
Hans beslutning om at holde sit ophav tilbage har naturligt fulgt med ham i lærerjobbet, og det er der flere grunde til, fortæller han.
“Jeg har tænkt, at hvis jeg sanktionerer en elev med en anden baggrund end dansk, kan det blive tolket som noget personligt, hvis jeg var åben om min baggrund. At sanktionen sker, fordi det handler om min baggrund.”
Han tænker også på elevernes forældrene. På diskussioner, der kan opstå, og på om der kan opstå mistillid til hans samfundsfagsundervisning.
“Jeg vil kunne blive tillagt en hel masse motiver. Det har jeg undgået indtil nu," siger han og tilføjer, at han nu vil inddrage sin baggrund i undervisningen, når han vælger at åbne op.
"Det kunne være fedt at være åben omkring det og i undervisningen tale om, at man kan være biased, hvis man har følelser indblandet i noget politisk i forhold til, hvor man kommer fra, og hvad man er vokset op med,” siger han og håber ikke, at han bliver taget til repræsentant for en 80 år gammel konflikt.
“Jeg risikerer at blive taget til gidsel i noget politisk. Jeg har ikke lyst til at skulle forsvare min nationalitet, når jeg er på arbejde.”
Demokrati fordrer åbenhed
Det at blive interviewet til Folkeskolen har været med til at skubbe til modet og lysten til at stå frem.
"Uanset, hvor man er fra, skal man kunne sige det højt og føle sig tryg i et demokratisk samfund. Det gælder både, hvis man er fra Israel, Rusland eller hvor det nu kan være. Ens nationalitet skal ikke betyde, at man tildeles holdninger, man ikke nødvendigvis har."
Han understreger, at en anden årsag til, at han har lyst til at stå frem nu, er hans arbejdsplads.
"Jeg er på en skole, hvor jeg føler mig tryg ved at gøre det."
På skolen, hvor han er, fylder konflikten i Mellemøsten meget lidt. På lærerværelset bliver der talt mere om Trump end Israel og Palæstina. Men som censor har han været rundt på skoler, hvor der er tydelige symboler.
“På andre skoler er det meget synligt med det palæstinensiske flag og tags. Det lægger jeg mærke til. Egentlig mener jeg, at skoler ikke bør tage politisk stilling, men jeg er faktisk i tvivl om, hvor meget man gør for at modarbejde den slags symboler på skolerne.”
Klar til konsekvenserne
Han er bevidst om, at det at stå frem kan få konsekvenser.
"Jeg er spændt på, om dette vil ændre nogle forældres eller elevers syn på mig, eller om det har mindre betydning, end jeg kunne frygte."
Han har aldrig som læreren Rikke Johansen fået spørgsmålet, om hvorvidt han holder med Israel eller Palæstina. Men han ved godt, hvad han vil svare, hvis elever spørger.
"Jeg ser det ikke som to fodboldhold, jeg ser det som en konflikt, hvor civile dør på begge sider. Der er propaganda fra begge sider. Der er AI-skabte billeder fra begge sider. Historisk skal man have et stort kendskab til det for at kunne argumentere. Jeg ville sige, at jeg slet ikke er kompetent til at vide, hvem der har mest ret til hvad."
Marco er lærer og skjuler, hvor han kommer fra: Nu står han frem
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.