Der skal ansættes 70 ekstra lærere i Gladsaxe, når kommunen fra næste skoleår indfører, at der skal være to lærere i alle fag i indskolingen og i alle dansk- og matematiktimer på mellemtrinnet og i udskolingen.
”Og det er to lærere. Ikke to voksne,” understreger formand for Gladsaxe Lærerforening, Thomas Agerskov, for det er fagligheden, der skal i højsædet.
Læs også
”Vi skal præstere bedre fagligt og få en mere meningsfuld skoledag. Det er min erfaring, at så stiger trivslen blandt eleverne også. Det har været en ulykke, at man har adskilt de to ting og sagt at trivsel hører til i den ene afdeling, og faglighed i den anden. En skoledag med en spændende, varieret undervisning, hvor man lærer noget og kan se mening i det, det er også en god skoledag”.
I dag den 5. oktober er den internationale Lærerens Dag, og formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen og undervisningsminister Magnus Heunicke besøger Mørkhøj Skole i Gladsaxe for netop at se to-lærerundervisning.
Pris 52 millioner
Gladsaxes prioritering kommer til at koste i omegnen af 52 millioner kroner, og en del af dem skal findes ved, at alle kommunens lærere skal undervise lidt mere, end de gør i dag. 17 timer om året, for at være helt præcis.
Der er ingen, eller i hvert fald næsten ingen, som går ned med stress over at bruge tid på at lave et fedt forløb om vikingetiden
Thomas Agerskov Formand for Gladsaxe Lærerforening
”Det svarer til fem minutter mere om dagen,” siger Thomas Agerskov. ”Det er ud fra en tro på, at det er bedre at være to i 26 lektioner, end det er som regel at være alene i 25½. Vi tror på, at det ikke i praksis kommer til at være en nedgang i den enkelte lærers forberedelsestid, netop fordi man så er to om arbejdet. Der er trods alt en del opgaver, der ikke skal gøres to gange”.
Lærer på Skovbrynet Skole Lars Bo Thuesen er glad. Han mener ikke, at det bliver et problem at undervise 25 minutter mere om ugen.
”Det er hårdt at undervise i folkeskolen, så derfor er udsigten til at være to om det en virkelig god situation,” siger han.
Han håber, tolærerordninger udbredes til resten af landet, og at det kan få flere til at uddanne sig til lærer.
”Jeg forestiller mig, at det bliver nemmere at lykkes med opgaven, når man er to, så man kunne forestille sig, at der var flere, der har lyst til at være lærer,” siger Lars Bo Thuesen.
Færre elevkonflikter, der suger af forberedelsen
Lærerkredsformand Thomas Agerskov har også et håb om, at det, at der er som udgangspunkt altid vil være to lærere om en klasse, vil betyde færre situationer, der kræver tid at efterbehandle, og som dermed bruger lærernes forberedelsestid.
”To lærere i en klasse må give færre elevkonflikter. Det må gøre det nemmere at hjælpe nogle af de elever, der har det svært. Så behovet for at sidde sidst på eftermiddagen og ringe til forældre for at tale om deres barn trivsel eller opførsel bliver forhåbentlig markant mindre.”
Det er som oftest den type af opgaver, som gør, at lærerne kører sur i deres job, mener Agerskov.
”Der er ingen, eller i hvert fald næsten ingen, som går ned med stress over at bruge tid på at lave et fedt forløb om vikingetiden. Det er alt det, der ikke kan løses, man går ned på.”
Håber, flere vil vælge folkeskolen
Thomas Agerskov håber, at initiativet kan løfte Gladsaxes skolers evne til at løfte de fagligt mest udfordrede elever.
”Jeg synes, folkeskolen skal blive bedre til at love noget. Vi skal simpelthen love, at når man går i folkeskolen, så får man lært at læse, medmindre der er virkelig gode grunde at man ikke gør – for eksempel hvis man har et alvorligt kognitivt handikap. Derudover håber jeg, at flere af kommunens forældre får lyst til at sende deres børn i folkeskolen. Lige nu går knap en fjerdedel af kommunens børn på privatskole, og det vil vi godt lave lidt om på”.
Et valg mellem forberedelse og to-lærerordning
”Hvis man vil løfte folkeskolen, er der grundlæggende to veje, man kan gå: man kan give lærerne mere forberedelsestid eller man kan vælge at tage flere voksne ind i lokalet. Det er svært at gøre begge dele på samme tid, fordi begge dele er ret resursekrævende. Så man vælger jo ligesom, hvilken vej man tror på,” siger Amanda Manfeld (SF), der er forkvinde for Gladsaxe Kommunes børne- og undervisningsudvalg og selv er uddannet lærer.
”Som kommune har vi igennem lang tid arbejdet med det vi har kaldt ’deltagelsesmuligheder for alle’, hvor vi blandt andet i stor udstrækning har brugt co-teaching. Så to-lærertimer i hele indskolingen er for mig at se en naturlig forlængelse af vores gode erfaringer med den organisering.” siger Amanda Manfeld.
”Nu går vi så hele vejen i indskolingen i stedet for bare at sende for eksempel 20 ekstra co-teachere ud i det her budgetår”.
Håber på nyuddannede
Nu står kommunen så over for den udfordring, det er, at skulle finde 70 nye lærere i en tid, hvor mange skoler kæmper for bare at få uddannede lærere nok. Men Amanda Manfeld tror på, at det kan lykkes.
”Vi kigger allerede nu på, hvilke indsatser skal vi have gang i for få rekrutteret de mennesker, vi har brug for. Vores håb er, at vi kan lokke nogle af de mange lærere, der ikke er i folkeskolen lige nu, tilbage,” siger hun.
”Vi håber også, at vi får nogle helt nyuddannede kollegaer ud på vores folkeskoler. Det vil vi rigtig gerne have, fordi de kommer med noget frisk viden og engagement”.
Anmanda Manfeld understreger, at selv om Gladsaxes lærere fremover skal undervise lidt mere, end de skulle før, er det stadig mindre end i nabokommunerne.
”Det er en ret vigtig del af historien for mig i hvert fald. Fordi vi har sagt ’Okay, nu giver vi vores lærere noget, som er et kæmpe løft, og vi stiller dem ikke dårligere, end deres kollegaer i for eksempel Gentofte, som fortsat har en del mere undervisningstid end dem'.”
Lærere siger ja til lidt mere undervisning i bytte for to-lærertimer
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.