Fagplanerne er på rette vej. Sådan lyder den første overordnede tilbagemelding fra de 319 lærere, der har deltaget i ministeriets workshops, som Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk) og Evalueringsinstituttet (Eva) har holdt.
For små syv uger siden blev første udkast til nye fagplaner til alle skolens fag offentliggjort, så lærere og andre interesserede kan give feedback online (se nederst).
Om få dage lukker vinduet, og fagudvalgene går videre med at skrive de planer, der bliver retningsgivende for skolens fag fra skoleåret 2027/2028.
Men Stuk og Eva har også sikret sig feedback fra lærere på syv regionale workshops.
De 319 deltagende lærere fra 119 skoler er blevet bedt om at forholde sig til, om fagplanen er tilgængelig nok, om den afspejler faget, som den skal, og om den giver plads til didaktisk refleksion og dialog.
Knudret sprog
Generelt har der været positive tilbagemeldinger på form og indhold, fortæller Stuk. Men lærerne mener generelt at sproget kan lettes.
“Undgå akademisk og politisk sprog og lange, knudrede sætninger”, lyder det fra lærerne.
Det betyder dog ikke, at lærerne ikke vil have fagsprog i planerne, tværtimod efterlyser de faktisk gerne “mere konsistent brug af fagbegreber”.
Blandt de gennemgående pointer er, at ‘fagets formål’ opleves generelt mere tilgængeligt og overskueligt end ‘fagets karakter’. Når det gælder ‘fagets indhold’ ønsker lærerne sig en mere konkret beskrivelse af fagets kernestof og mere specifikke mål. Og de foreløbige konklusioner er, at balancen mellem fagenes teoretiske og praktiske elementer rammes bedre i nogle
fag end andre, men også at der er god plads til didaktisk dialog og refleksion.
Efter 11 år med tusindvis af mål, der først var bindende og gradvist blev gjort vejledende giver lærerne udtryk for, at de i udkastet til fagplan kan være i tvivl om, hvilke opremsede elementer og eksempler, der er noget, man ‘kan’, og hvad man faktisk ‘skal’ i faget.
Sidste chance
Du kan også nå at give Stuk og Eva dine input til, hvordan fagplanudkastene kan forbedres. Stuk beder om kommentarer senest mandag den 17. november via et spørgeskema. Og Eva indsamler input, fag for fag via denne side. Her er sidste frist på fredag den 14. november.
Lærere giver feedback på fagplaner: Vi skal vide, hvad vi ‘kan’ og hvad vi ‘skal’
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.