”Det er et fantastisk koncept,” siger Céline Willerup begejstret.
”Både mine elever og gymnasieeleverne får noget ud af det.”
Céline Willerup, fransk- og engelsklærer på Virum Skole i Lyngby-Taarbæk Kommune og formand for fransk fagudvalg i Sproglærerforeningen, taler om at bruge sprogambassadører.
Det er vel at mærke ikke sådan nogle, der kommer kørende i biler med blå nummerplader, hun hentyder til.
Sprogambassadørerne er ”fagligt og formidlingsmæssigt stærke elever”, der går i 2.g på Virum Gymnasium. De er en del af et frivilligt korps, som kommunens folkeskoler kan booke til at ”undervise” i sprogfag i udskolingen et par gange om året.
De er typisk to-fire elever, der tager ud sammen, og de skal bookes i god tid i forvejen, så de kan nå at forberede sig.
”Det er et rigtig fint samarbejde, der giver et sjovt og anderledes input til undervisningen. Jeg oplever, at det er meget motiverende og inspirerende for eleverne, at blive undervist af nogle, som de kan spejle sig i, der er lidt ældre end dem,” siger Céline Willerup.
”Og sprogambassadørerne er også meget motiverede og får et ansvar, som de synes er spændende at arbejde med. Pludselig er det dem, der er læreren i klassen og skal undervise. Det giver dem god erfaring i at formidle viden om faget.”
Quizzer, sange og stafetter
Sprogambassadørerne underviser typisk i to lektioner. Forinden bliver de coachet af deres lærere i at formidle fagligt stof, og de forbereder sig også sammen med deres lærer til den konkrete opgave. Folkeskolelæreren kommer også med nogle forslag til, hvad der er brug for i klassen.
Det giver et friskt pust i klassen, og alle går herfra med store smil på læberne.
Celine Willerup Fransklærer på Virum Skole
”I år har jeg for eksempel brugt sprogambassadører i fransk i min 7.-klasse, og der fortalte jeg, at jeg gerne ville have, at mine elever øvede verberne ’at være’ og ’at have’ – altså être og avoir,” siger Céline Sillerup og fortæller, at sprogambassadørerne fandt på at lave en sang på melodien til Frère Jacques (Mester Jakob). Eleverne skulle så synge verbum-remsen i nutid: ”Je suis, tu es” osv.
"De var rigtig glade for det og syntes, det var en god måde at repetere på. Sprogambassadørerne havde også lavet et kortspil med oversættelser fra fransk til dansk.”
Andre gange laver de quizzer eller stafet, eller de har ærteposer med, hvor eleverne skal svare på spørgsmål på det pågældende sprog, når de griber en ærtepose.
Får diplom for at deltage
Den største udfordring ved ordningen er det tidsmæssige. Det kan være svært at få kalenderne til at passe, fortæller Céline Willerup, for sprogambassadørerne går selvsagt ofte selv i skole, når folkeskoleelever har undervisning.
”Men heldigvis lykkes det altid, og så er det en kæmpesucces. Indimellem er det en af mine gamle elever, der er sprogambassadør, og det er altid hyggeligt. Og når det er i engelsk, kan man være heldig, at det er en udvekslingselev fra et engelsktalende land. Jeg har haft en fra New Zealand, og det syntes eleverne var rigtig sjovt, for autentisk sprog er jo altid berigende i sprogundervisningen,” siger hun.
Sprogambassadørerne får et diplom, når de er færdige med at være sprogambassadører. Ellers får de ikke noget for indsatsen, men Céline Willerup køber altid en pose slik eller noget chokolade til dem som tak.
Ambassadørordningen på Virum Gymnasium er en del af et større samarbejde mellem kommunens folkeskoler og gymnasiet og har eksisteret i mange år. Den omfatter også andre fag end sprog, for eksempel matematik og naturfag.
Der findes lignende ordninger på andre gymnasier rundt om i landet. Men hvis der ikke er en ambassadørordning i ens lokalområde, anbefaler Céline Willerup varmt, at man tager initiativ til at stable en på benene.
”For det giver et friskt pust i klassen, og alle går her fra med store smil på læberne,” siger hun.
Lærer: Sprogambassadører er et sjovt og anderledes input i sprogundervisningen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.