Kl. 9.00 sad 9.-klasser over hele landet i dag klar til at logge på danskprøven i skriftlig fremstilling. Nogle steder gik det fint, men flere steder kunne eleverne ikke logge på prøven.
"Først jokede vi med, at der dukker nok et problem op om lidt. Men så sagde vores it-mand, at det var et problem med Easy-IQ, og så vidste vi, at det virkelig mange skoler, der var ramt," fortæller dansklærer på Langeskov Skole i Kerteminde Kommune Tina Gantriis.
Hendes egen elever var til prøve i dag, og hun var med for at hjælpe i forhold til de ordblinde. Hun fortæller, at skolen uden held forsøgte at få hjælp fra ministeriets hotline.
Hun havde samme oplevelse sidste år, hvor det var ordblindehjælpemidlet Appwriter, der ikke fungerede. Hun mener, at skolerne har stået for alene i de situationer, hun har oplevet.
"Det er ligesom at stå og vente på DSB og intet få at vide. Det betyder jo, at hver skole må tage deres egen beslutning om, hvordan de vil løse det. Og det kan jo stille eleverne helt forskelligt," siger Tina Gantriis.
"Det er en farce"
Børne- og Undervisningsministeriet bekræfter over for Folkeskolen, at der var udfordringer med en lokal login-løsning til kommunale systemer fra firmaet EasyIQ.
"Umiddelbart efter prøvens officielle starttidspunkt var cirka fem ud af seks elever på landsplan i gang med prøven, mens en stor del af de resterende efterfølgende er kommet i gang. Herunder via Børne- og Undervisningsministeriets beredskabsløsninger," oplyser ministeriet.
De er pressede og har gjort sig klar til noget, de synes er svært. Så er det megauheldigt, at sådan noget sker. For det tager pusten fra dem
Ida Geertz Jensen Forkvinde for Dansklærerforeningens grundskolesektion
I facebookgruppen for Dansklærere i Overbygningen var der hurtigt stor frustration.
"Det er en farce," skrev en.
"Skandale," lød det fra en anden.
I facebooktråden kan man læse, at nogle skoler prøvede at opdatere elevernes cromebooks, men at det ikke hjalp. Andre valgte at køre en plan-B-løsning, hvor man kan downloade prøveoplægget som en zip-fil fra prøvebanken.
Det blev de dog enige om ikke at gøre på Tina Gantriis' skole.
"Så kan eleverne se prøveoplægget, men så har de ikke adgang til deres noter, dokumenter og tidligere stile, når de ikke kan komme på MinUddannelse. Det ville stille dem anderledes end de elever, der kunne logge ind," siger hun.
Fik alle på efter lidt mere end en time
De tog i stedet beslutning om at afprøve en løsning, som andre skoler havde haft held med, nemlig at bede eleverne logge ind med deres MitId via deres telefoner. Og det lykkedes.
"Vi havde alle på efter 1 time og 10 minutter. Ifølge vores it-folk endte forskellige skoler med forskellige løsninger. Det er jo noget sjask, at det sker igen og igen, og at vi selv skal stå og finde løsninger og beslutte på hver skole," siger Tina Gantriis.
Vi måtte også skrive til forældrene og hjælpe elever med at give besked til fritidsarbejde, og en elev skulle hente sine små søskende
Tina Gantriis Lærer
De valgte at sende eleverne en tur i skolegården, fordi de kunne ikke sidde stille så længe.
"De fleste elever var cool med det, men for de sårbare er det svært med den slags ændringer, og der var hektisk stemning blandt os lærere. Det betyder jo også et meget senere sluttidspunkt. Så vi måtte også skrive til forældrene og hjælpe elever med at give besked til fritidsarbejde, og en elev skulle hente sine små søskende."
Klokken 10.30 var stort set alle elever, der skulle til prøve, kommet i gang, oplyser Børne- og Undervisningsministeriet.
"Hvis der er elever, der ikke havde fuld adgang til prøven inkl. digitale hjælpemidler kl. 10.30, kan skolen tilbyde eleverne en omprøve i begyndelsen af juni for at imødekomme de berørte elever," skriver de til Folkeskolen.
Lærer: Sårbare elever mister pusten
Forkvinde for Dansklærerforeningens grundskolesektion Ida Geertz-Jensen fortæller, at hendes skole ikke selv oplevede it-udfordringer. For på hendes skole havde de for nyligt fravalgt løsningen fra EasyIQ.
"Men det er synd for de elever og lærere, der har stået i det. Det er jo i forvejen en sårbar situation for eleverne. De er pressede og har gjort sig klar til noget, de synes er svært. Så er det megauheldigt, at sådan noget sker. For det tager pusten fra dem," siger hun.
Hun oplever, at Børne- og Undervisningsministeriet havde gjort sig umage for at sikre, at der ikke opstod de samme problemer som sidste år. Men i år var det så nye udfordringer, skolerne oplevede.
"Jeg tror bare, vi må erkende, at det her sker, og vi er nødt til at have en plan for, hvad der sker, når eleverne ikke kan komme på. For vi kan tilsyneladende ikke forlade os på, at det kører."
Hun tror ikke nedbruddet får betydning for de fleste elever.
"Men for de sårbare elever kan det godt betyde noget. Når de først har bygget adrenalinen op til klokken 9. Så har de brugt den energi, de havde, og så kan de ikke bare starte forfra en time eller halvanden senere".
Lærer om prøve-nedbrud: "Det er jo noget sjask, at det sker igen og igen"
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.