Lærerne har fået flere sygedage de seneste 10 år, og det er særligt blandt lærerne i folkeskolen, at antallet af sygedage er vokset.
Faktisk havde folkeskolelærerne i 2023 i gennemsnit 4,79 flere sygedage om året end lærerne på de frie grundskoler.
Men hvordan kan det være, når de har nogenlunde samme job?
Folkeskolen har spurgt en lærer, der har arbejdet i begge skoleformer. I dag arbejder Heidi Macdams på Møn Skole, som er en folkeskole, men hun havde på et tidspunkt en afstikker til en friskole i 10 måneder.
Læs også
Når hun skal komme med sit bud på, hvorfor sygefraværet er højere og stiger mere blandt folkeskolelærere, handler det i høj grad om meget af det, som ligger rundt om selve undervisningen.
”I folkeskolen har vi ret ofte forskellige kommunale tiltag og projekter, vi skal lave indstillinger, og papirarbejdet er lidt tungere. Vi har en længere møderække om børnene. Rigtig meget af vores forberedelsestid går til mødeaktivitet og til at udfylde papirer og dokumentere i stedet for at forberede undervisning,” siger Heidi Macdams.
Omvendt har fri- og privatskolelærerne mindre papirarbejde, også fordi mængden af børn med udfordringer er mindre, peger hun på.
Læs også
Lærerne kan derfor i højere grad bruge deres forberedelsestid på faktisk at forberede deres undervisning.
"Det første skridt lige inden, man får stress"
Når mange af forberedelsestimerne i folkeskolen bliver brugt på andet end at forberede undervisning, slider det, fortæller hun.
”Det er med til at presse, fordi vi synes, vi skal løfte nogle opgaver, vi reelt set ikke har uddannet os til at løfte. Hvis vi hver dag møder ind og ved, at vi har en masse arbejde, som skal udfyldes, for ellers kommer de pågældende børn bagerst i køen, så presser det os på sundheden," siger hun og peger på de afledte konsekvenser.
"Det er for det første skridtet lige inden, man får stress. Og for det andet er man lidt mere modtagelig over for de sygdomme, børnene kommer med, når man er presset. Så bliver vi lidt hurtigere forkølede, får lidt oftere influenza eller lægger os lidt oftere med migræne,” siger Heidi Macdams.
Sygefraværet er steget med 35 procent
Det et notat fra Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd Vive, der viser, at lærerne har fået flere sygedage de seneste 10 år.
I 2013 havde en fuldtidsansat folkeskolelærer i gennemsnit 10,8 sygedage om året. I 2023 var det tal steget til 14,54 dage. Det er en stigning på næsten 35 procent.
Kigger man på lærerne i frie grundskoler, er der også sket en stigning. Den er dog noget mindre. I 2013 var lærerne på de frie grundskoler i gennemsnit syge 8,15 dage, mens det i 2023 var 9,75 dage. Svarende til en stigning på knap 20 procent.
Lærer om flere sygedage: Møder og papirarbejde stjæler oftere forberedelsestiden i folkeskolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.