Lærer: ”Mine kolleger så det og sendte mig hjem. Klassen er helt ustyrlig”

Ugens spørgsmål:

En bestemt 4. klasse på min skole er ved at give mig stress.

Mine kolleger så det og sendte mig hjem. Klassen er helt ustyrlig. Tre af eleverne gør, hvad de kan for at sabotere undervisningen, fire-fem elever vil gerne lære noget, og de resterende 18 gør, hvad der passer dem.

De er totalt lyst-styrede, og hvis undervisningen ikke er sjov, gider de ikke. 

Jeg siger op inden længe, og vil søge et job som lagerarbejder, for alt andet er bedre. 

Selv om jeg helst ville undervise og gøre en forskel for eleverne, så får denne klasse mig til at stoppe nu.

Jeg har før været i specialklasser, og der befinder jeg mig godt. Her vil eleverne helst arbejde det, de nu kan, men inklusionen i folkeskolen er ved at ødelægge det hele.

Er der overhovedet noget, jeg kan stille op?

Hilsen den kommende lagerarbejder

Lærer Maja Rømer svarer:

Som lærer ser hun sig selv som værten, det sætter rammerne og retningen. For hende er det helt afgørende, at eleverne ser hende som en tydelig og rammesættende lærer, der interesserer sig for dem og de mennesker, de er. 

For mig lyder det som om, at adfærden i den klasse alt for længe har fået lov til at udvikle sig negativt. Det tror jeg ikke, du er alene om at opleve derude i det ganske land - desværre. 

Når du beskriver elever, der er ligeglade og opfører sig derefter, er det tydeligvis koblet til den måde skolekulturen er på nogle skoler og i nogle klasserum, hvor vi har tilladt alt for meget uacceptabel adfærd.

Skolen er åbenbart ikke vigtig nok. Klassefællesskabet er ikke vigtigt nok, og det at være elev i skolen er ikke alvorligt nok. Vi har et stort ansvar ude på skolerne for at markere os som tydelige autoriteter i børn og unges liv.

Jeg ville starte der, hvor jeg ofte starter: Tage fat i min ledelse og sammen med dem drøfte, hvad vi som skole forventer af elever og forældre, og hvad de kan forvente af os. 

Ligesom vi også skulle vende, hvilke konsekvenser der skal være, hvis elever ikke lever op til de fremsatte forventninger og normer.

Derefter ville jeg præsentere skolesynet for forældrene og eleverne i klassen. Det vil nok kræve et forældremøde, hvor forventninger, rammer og grænser kan tegnes op.

Jeg håber, at du kan finde mod til at stå fast på, at lærere er i skolen for at uddanne og danne elever. Det kræver, at vi lærere tager værtsrollen på os, stiller tydelige krav, og at alle parter lever op til de fælles forventninger.

Lærer Anders Thorsen svarer:

Han har engang glemt sin mangeårige kollegas navn, mens hun stod hun lige foran ham, fordi han var alt for tæt på at få stress eller måske allerede havde det.

Tak for at skrive ind med et så følsomt dilemma. Jeg tror, det er vigtigt, at vi lærere tør sige det højt, når vores undervisning ikke fungerer, og når relationerne til vores elever går i hårdknude. For det sker, men det er nok ikke det, vi taler højest om på lærerværelset.

Her er det federe at fortælle om de sjove og vellykkede ting, vi laver med vores klasser. Men lærerværelset skal også være et sted, hvor vi kan dele vores frustrationer og nederlag. Så har vi forhåbentlig gode kolleger, der kan hjælpe noget af det tunge åg fra vores skuldre.

Det var jo faktisk tilfældet for dig. Dine kolleger gjorde det rigtige og sendte dig hjem.

Jeg kan bestemt relatere til dit ønske om at søge et job, der ikke giver tankemylder, bekymringer og søvnløse nætter. For dig er det lageret, der kalder. Selv fantaserer jeg om at blive lokomotivfører.

Men før jeg når at overgive mig til drømmen om livet på skinnerne, går det hver gang op for mig, at jeg grundlæggende er glad for mit lærerarbejde og for mine elever, så det bliver nok aldrig til noget.

Det virker til, at selv giver svaret på, hvad du skal gøre, for det lyder svært at være i din rolle. Måske behøver du ikke søge væk fra dit fag, for du jo søge job på en specialskole, hvor du forhåbentlig kan få lærerglæden tilbage?