Janus Neumann har flere gange prøvet at vise en krigsfilm til sine elever, hvor en elev undervejs er styrtet grædende ud af lokalet.
”Så tænker man satans - det var ikke meningen. Og så må man jo gå efter og trøste dem. Men det er ikke en rar følelse. Så har jeg jo overrumplet dem".
Janus Neumann er lærer og redaktør og har undervist i folkeskolen i 23 år, som dansk-, samfundsfag- og historielærer.
Han er meget bevidst om, at der som lærer kan være gode grunde til at fravælge kontroversielle emner i sin undervisning.
”Vi har en kæmpe dannelsesopgave i skolen. Undervisningen i samfundsfag, historie, kristendom og dansk skal udfordre eleverne, men de skal ikke overrumples”, siger han.
”Emner må gerne sætte gang i tankerne. Eleverne må gerne blive oprevet, men de må ikke gå hjem og føle, at de har fået noget trukket ned over deres hoveder, som de ikke kan overkomme. Det kommer der ikke læring ud af, så har man bare lært at blive bange i skolen”.
Læs også
Bevidst fravalg
Janus Neumann har flere gange aktivt fravalgt et kontroversielt emne til sin undervisning.
”Jeg fravalgte at undervise i Muhammedtegningerne, men det var mest af aktualitetshensyn. Det skete i 2007, og når politikere finder det frem som eksempel på vores ytringsfrihed, synes jeg, at det er passé”.
Jeg kan finde på at undgå en dokumentarfilm. Hvis jeg har en lille tvivl i 8. klasse, så lader jeg være.
Janus Neumann Tidligere lærer med 20 års erfaring
Han har fuld forståelse for lærere, der eksempelvis fravælger at undervise i elementer af Israel – Palæstina-konflikten.
”Selvfølgelig skal man undervise i verden, som den er. Der er Ultranyt og andet, der gør det godt, men der er også skoler, hvor det kan skabe konflikter mellem forældre og lærere, og så kan jeg godt forstå, man undgår det for ikke at skabe ballade”, siger han.
Janus' fem gode råd
Han understreger, at det er vigtigt, at der er en klar begrundelse, når man fravælger kontroversielle emner.
”Man kan sagtens give et historisk perspektiv på Israel – Palæstina konflikten uden at inddrage pro-israelske eller pro-palæstinensiske artikler. Det kan simpelthen blive for komplekst”.
Janus Neumann er godt klar over, at hans holdning får nogle til at beskylde ham for at krybe i flyverskjul.
"Det har jeg ikke noget problem med. Jeg har haft få kolleger gennem årene og enkelte praktikanter, hvor jeg har måtte sige: 'Hvis du har en politisk agenda, så skal du ikke tage den med ind i klasseværelset. Det er uprofessionelt'”, siger han og understreger, at der er langt mellem lærere, der gør det.
”De fleste lærere er gode til at formidle stoffet, så det bidrager med viden og læring i stedet for at dykke dybt ned i de kontroversielle områder for det kontroversielles skyld”.
Når han har været i tvivl om, hvorvidt et undervisningsmateriale er for kontroversielt for nogle elever, så fravælger han det.
”Jeg kan finde på at undgå en dokumentarfilm. Hvis jeg har en lille tvivl i 8. klasse, så lader jeg være. Jeg vil ikke sidde og have en radar på hele vejen rundt i klassen for at se, hvordan enkelte elever reagerer. Hvis tvivlen kommer, så skal de ikke se den”.
Læs også
Derfor skal lærere omfavne kontroversielle emner
Men når alle hans betænkeligheder ved det kontroversielle i undervisningen er nævnt, understreger han, at det er vigtigt, at lærere underviser deres elever i at håndtere det kontroversielle.
”De får smækket det i hovedet konstant på deres skærme. Vi giver dem en pseudobeskyttelse mod at blive overrumplet. Men det er vores opgave som voksne at passe på dem. Vi skal lære dem at se kritisk på, hvad de møder. Vi skal lære dem at håndtere kontroversielle spørgsmål”.
Skarp kildekritik er en af måderne at hjælpe eleverne.
”Man skal lære dem, hvad vil det sige at argumentere, og hvordan man kan gennemskue argumenter. Vi må give dem et beredskab for at håndtere det kontroversielle. Det er et helt almindeligt arbejde med at håndtere kilder og have kritiske holdninger, så de kan gennemskue, når de møder kontroversielle folk med kontroversielle holdninger”.
Læs også
Og så vil der altid være situationer, hvor elever bliver overrumplede.
”Man kan i dansk læse en tekst, der trigger en elev, der lige har mistet. Så må man tage den. Det vil man komme til at opleve i løbet af en flerårig lærergerning ", siger Janus Neumann.
Janus er en af dem, der har fravalgt kontroversielle emner: ”Vi skal ikke overrumple eleverne”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.