Metoden er egentlig udviklet til matematik, men det tænkende klasserum egner sig til de fleste fag - også sprogfagene.
Det har engelsklærer Lotte Fuglsang Poulsen erfaret. Hun underviser på UngAUC – et folkeskoletilbud for unge mellem 13 og 19 år under Aalborg Ungdomsskole.
Her har de arbejdet med undervisningsmetoden hver dag i alle fag de seneste to år, og det har virkelig overrasket hende, hvor godt metoden virker i sprogfag.
”Det er en ret fed måde at træne mundtlighed på, fordi man skaber nogle små rum i klassen, hvor eleverne føler sig trygge” siger hun.
Eleverne bliver inddelt i små grupper på to-tre stykker, og typisk har de 10 minutter til at løse en opgave, før de kommer i en ny gruppe og får en ny opgave.
Eleverne bliver helt opslugt
Lotte Fuglsang Poulsen var på et af de første kurser, som den canadiske professor Peter Liljedahl, der har udviklet metoden, holdt i Danmark.
Her deltog hun sammen med Rikke Lübæch Christensen, der er skolekonsulent i kommunen og tovholder på sprognetværk og aktiviteter med sprog på skolerne i Aalborg.
De var begge meget begejstrede og har selv efterfølgende afholdt kurser i metoden for andre lærere.
”Rigtig mange elever undlader at sige noget på klassen, fordi der er risiko for at begå fejl. Men det bliver ikke hørt på samme måde, når man står i en lille gruppe. Så er der rum for at sige noget, der ikke er helt spot on,” forklarer Rikke Lübæch Christensen om at bruge metoden i sprogfagene.
Udover mundtligheden bidrager metoden også til samarbejde, større sprogudvikling gennem dialog og elevernes evne til at være selvstændige sprogbrugere, fortæller hun.
Lotte Fuglsang Poulsen supplerer:
"Når man står i de små grupper, registrerer man slet ikke, hvad de andre laver. Det er ret vildt, og det er også den oplevelse, eleverne siger, de har. Nogle gange hører de ikke engang, hvad vi siger, fordi de er så opslugt af at kommunikere med hinanden.”
Man skal stå op
Formålet med det tænkende klasserum er, at få eleverne til at ’tænke kreativt sammen’ og undersøge og diskutere mulige løsninger på de opgaver, de bliver stillet.
Et særkende ved metoden er, at eleverne gruppevis står op under hele seancen foran lodrette, ikke permanente flader.
”Når eleverne evaluerer det, er det det, de hiver frem. At det er rart at komme op at stå og komme i gang,” siger hun.
En lodret flade kan være et whiteboard, et vindue eller, som det er tilfældet på Lotte Fuglsang Poulsens skole, en særlig slags folie, der kan købes i ruller og er statisk, så det klæber sig fast til væggen.
De er mindre bange for at lave fejl
Hovedsagen er, at eleverne kan skrive deres refleksioner og strategier på den lodrette flade og viske det ud igen, efterhånden som de når frem til nye erkendelser.
En praksis, der ifølge Gitte Moltzen også er med til at fremme trygheden. Hun er læremiddelforfatter, selvstændig konsulent og tidligere tysklærer.
Sammen med kollegaen Merete Rasmussen står hun bag begyndertyskmaterialet ’Schon Gewusst’, som udkom i foråret 2025 og indeholder oplæg til at arbejde med metoden.
”Når eleverne arbejder på en overflade, hvor de let kan slette og rette deres arbejde, bliver de mindre bange for at lave fejl. Desuden kan de nemt se, hvordan en anden gruppe løser en opgave, og tankegangen er netop, at det er en god idé at se på de andres overvejelser, hvis man for eksempel går i stå i sin egen gruppe", siger hun.
"På den måde lærer eleverne i fællesskab og deler ud af deres viden. Det er jeg meget begejstret for, og jeg tror vi skal meget mere ind på sådan noget, hvis vi skal gøre noget ved skolevægring, trivselskrise osv.,” forklarer Gitte Moltzen.
Man kan også have en regel om, at den, der har tussen, ikke må sige noget. For så bliver de andre tvunget til at bidrage mere. Det var virkelig en øjenåbner for os, at vi kan få alle eleverne til at deltage aktivt
Lotte Fuglsang Poulsen Tovholder på sprognetværk og aktiviteter med sprog på skolerne i Aalborg Kommune
I starten undrede det hende lidt, at eleverne skal stå op.
”Men det er faktisk centralt, fordi krop og sanser kommer i spil på en anden måde, end når man sidder ned,” siger hun.
Kan også bruges som en 'starter'
Det er ikke altid hovedsagen, at eleverne taler engelsk, tysk eller fransk sammen med det samme, mener Rikke Lübæch Christensen og Lotte Fuglsang Poulsen.
”Det er helt vildt vigtigt, at de oplever sig trygge ved metoden først, og langsomt kan man så forsøge at motivere dem til at tale sammen på målsproget,” siger Lotte Fuglsang Poulsen.
Hun anbefaler, at man starter med enkle opgaver, der ikke nødvendigvis er faglige.
Der er meget grammatikforskrækkelse i tyskundervisningen i det hele taget, fordi eleverne tror, det er grammatik det hele
Gitte Moltzen Læremiddelforfatter og tidligere tysklærer
På hendes skole har de valgt primært at arbejde med metoden de første 15 minutter af hver lektion. De kalder det en ’starter’.
”Det kan for eksempel kan være, at man tager en tekst, eleverne har læst i forrige lektion i engelsk, og så skal de sammen huske tre ord fra den. Eller det kan være, at de får 90 sekunder til at finde engelske navneord eller personer, de forbinder med England. Men det kan også være noget, hvor det bare handler om at turde grine sammen med de andre. Det vigtigste er, at de kommer i gang,” siger Lotte Fuglsang Poulsen.
Eleverne prøver sig frem
Gitte Moltzen peger på, at metoden især er god til sprogiagttagelser og grammatikforståelse:
”Elefanten i rummet i tysk er altid grammatik. Der er meget grammatikforskrækkelse i tyskundervisningen i det hele taget, fordi eleverne tror, det er grammatik det hele. Metoden er et forsøg på at skabe motivation ved at gøre tingene på en anden måde,” siger hun.
Gitte Moltzen forklarer, at deres materiale har vægt på funktionel grammatik og ’induktiv læring’, hvor eleverne prøver sig frem. For deres grundsyn er, at det er vigtigere at kunne føre en samtale, end at grammatikken er helt korrekt.
”Den induktive tilgang kan være sådan noget som at sige: Kig på sætningerne her. Nogle gange står der der, nogle gange den om den samme ting. Hvorfor mon? På den måde forsøger vi at appellere til den sproglige nysgerrighed og appetit,” siger Gitte Moltzen.
Eleverne får roller
I traditionelt gruppearbejde er det ofte de hurtigste og kvikkeste, der ender med at lave det meste, men det er der taget højde for i det tænkende klasserum, forklarer Lotte Fuglsang Poulsen.
”Det er hele tiden nye grupper, og så er det en god idé at starte med at give eleverne roller, så de skiftes til at skrive. Man kan også have en regel om, at den, der har tussen, ikke må sige noget. For så bliver de andre tvunget til at bidrage mere. Det var virkelig en øjenåbner for os, at vi kan få alle eleverne til at deltage aktivt,” siger hun.
Hun mener også, at det også er vigtigt at komme rundt til grupperne hele tiden og se, hvordan de arbejder.
”Peter Liljedal siger, at man maks. må stå 10 sekunder ved hver gruppe, så skal man videre. Og så gælder det om at stille fremadrettede spørgsmål. For nøj, hvor vil vi lærere gerne lede eleverne til svaret, men hvis man gør det, ryger processen i det.”
Start småt
Lotte Fuglsang Poulsen og Rikke Lübæch Christensen har erfaret, at det er en god idé at starte småt, hvis man vil i gang med at bruge metoden.
”Der er mange forskellige ’regler’ inden for konceptet, men mit råd er, at man ikke skal gå i gang med dem alle sammen på én gang,” siger Rikke Lübæch Christensen med henvisning til, at Peter Liljedahl opererer med 14 forskellige ’praksisser’.
Særligt, når man skal bruge metoden i sprogfagene, kan der være god grund til at gå lidt langsomt frem, mener hun.
”Peter Liljedahls eksempler retter sig direkte til matematikundervisningen. Skal man bruge metoden i sprogfagene, skal man selv i gang med at udtænke de gode opgaver, og det tager tid. Men tøv ikke med at gå i gang,” lyder opfordringen.
Lærer: Metoden gør eleverne så opslugte, at de ikke altid husker at lytte efter
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.