Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Farvel til lærerlivet

Kom med på Annes sidste dag: "Der er ikke mere omsorg tilbage, og det er de slet ikke tjent med"

Efter 26 år som lærer i folkeskolen har Anne Lünell valgt at forlade lærerjobbet. Hun fortæller om fredagen, der blev hendes sidste dag som lærer.

Anne Lünell beskriver nedslag for nedslag om sit sidste farvel til lærerlobbet.

Foto: Jesper Knudsen
Fortalt til Amanda Frisk
Fortalt til Amanda Frisk Journalist
1 kommentar
8. april 2026, kl. 04:30
1 kommentar

Jeg har valgt at forlade folkeskolen.

Jeg kan ikke være den lærer, som jeg ønsker at være mere, på grund af for lidt tid til opgaverne, utallige møder med forældre, der kræver for meget, kurser, elever, der har svært ved at koncentrere sig, og opgaver, jeg ikke har sagt ja til.

Det her er min sidste dag i folkeskolen.

5.30: Mit vækkeur ringer. Jeg starter min dag med at finde min arbejdscomputer og slette de sidste programmer. Jeg har hele ugen fjernet årsværk på min arbejdscomputer, og nu ryger de sidste filer, jeg ikke skal bruge på min sidste dag.

7:50: Jeg træder ind på lærerværelset. Her bliver jeg mødt af kollegaer, som giver krammere. ‘Hvor er du heldig.’ ‘Du er modig’, ‘Held og lykke med det hele,’ siger de til mig. De forstår min frustration, fordi de også oplever den manglende tid til at passe deres arbejde, de urolige elever og de mange møder.

‘Jeg er misundelig’, siger en af dem til mig, fordi jeg har noget andet, jeg skal til at lave. Jeg har de seneste år været sangunderviser, og nu skal mit arbejdsliv bestå af sangundervisning og på at være korleder.

8.00: Mens jeg snakker med mine kollegaer pa lærerværelset, tænker jeg på, at det måske er sidste gang, jeg ser dem. Men det er en okay følelse. Det er som, det skal være.

8.45: Det er sidste tysktime med den klasse, som er skolens bedste klasse. Jeg har planlagt en Kahoot om Tyskland, som de laver, mens jeg deler slikkepinde ud. Klassen har haft fem lærerskifte i år. Det er ærgerligt, og eleverne kan selvfølgelig ikke involvere sig hver gang.

9.15: Midt timen får jeg en idé til en sjov undervisningstime, og så går det op for mig, at der ikke kommer flere undervisningstimer, og at jeg ikke skal bruge den til noget. Det er en meget mærkelig følelse.

Anne Lünell var en af lærerne, der mødtes med børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) under valgkampen for at fortælle om, hvordan man tiltrækker og fastholder flere lærere til folkeskolen.

Foto: Jesper Knudsen

10.00: Min sidste lektion er i en af de klasser, som jeg har kæmpet hårdt for at få en god relation til. Det er lykkedes. Også her laver vi Kahoot, men de laver ikke det, de skal, mange vandrer ud af klassen, nogle sidder bare og spiller computer. Jeg havde forestillet mig, at det ville være lidt anderledes i dag, men det er det ikke. Egentlig en god reminder om, hvorfor jeg ikke skal være lærer længere.

11.15: Der er ikke mere overskud i eleverne, de begynder at lave andre ting, så jeg siger: “Tusind tak for denne gang. Det har været en kæmpe fornøjelse at have jer. Her er en slikkepind’.

Jeg elsker eleverne, men jeg bliver frustreret over, at mange af dem ikke evner at gå i skole. Selvom jeg er på vej ud af folkeskolen, kan jeg bare ikke være ligeglad. Jeg får den samme ild i brystet, en indigneret vrede omkring hele den situation, vi står i - ikke mod eleverne. Jeg synes, at vi – som samfund, som voksne omkring dem – svigter dem. Og jeg kan ikke gøre noget ved det uden at brænde helt ud selv.

Læs også

Featured image for Lærere mødte Tesfaye: Nye lærere skal ikke sidde og græde i kopirummet, som jeg gjorde
Valg 2026

Lærere mødte Tesfaye: Nye lærere skal ikke sidde og græde i kopirummet, som jeg gjorde

12.00: Jeg henter en jakke pa lærerværelset og tager i Netto for at købe ind til min reception senere på dagen.

13.00: En bøde er stukket ind under min vinduesvisker på Nettos parkeringsplads. De påstår, at jeg holder ud for en afmærket bas.

13.30: Jeg sidder og taler lidt med et par kolleger, inden jeg begynder at stille op til reception.

15.00: Frugt og grønt, chips og dip, asti, øl og vand står klar klokken 15, da omkring 30 kollegaer kommer til afskedsreception. Det var meget low key, og jeg er rørt over, at de tropper op for at sige farvel.

15.20: En kollega har planlagt, at vi skal synge TV-2’s ‘De første kærester på månen’, TV-2 er mit yndlingsband. Alle synger, og jeg begynder at græde, ikke fordi det lyder dårligt, men fordi det er meget rørende.

Det giver mig en fællesskabsfølelse, som jeg har manglet i mange år. Vi har haft meget travlt siden 2013, så der har ikke været et stort overskud til at lave alle de her sjove kollegiale ting, som bringer os sammen.

16.15: Jeg mærker fællesskabet igen, da nogle kollegaer har lavet en quiz om ting, jeg har gjort eller oplevet gennem min tid som lærer på skolen. Det er fedt at blive mindet om de mange sjove oplevelser.

17.00: Da receptionen er slut, bliver nogle af mine tætteste kollegaer, og vi fortsætter med at snakke om gamle dage og folk, vi har kendt. Det giver mig en virkelig rar følelse indeni at sidde tilbage med nogen, som har betydet noget for mig.

18.00: Vi pakker sammen, og jeg går rundt på skolen for at tage afsked med bygningen. Hver gang jeg har været et sted i løbet af dagen, tænker jeg: Det var så sidste gang, jeg gik ind på skolen, det var sidste gang, jeg starter en lektion, nu går jeg ind i hallen og ved, at det er sidste gang, jeg ser den. Det er sidste gang, jeg ser musiklokalet. Jeg tager afsked med nogle bygninger, der har rummet en stor del af mit liv. Mange, mange timer med latter og lærdom lakker mod enden.

Da jeg sætter alarmen til og lukker døren til skolen, lukker jeg også døren til hele det liv, jeg har haft i så mange år. Det er en vemodig men ok følselse - og jeg er træt.

18.45: Jeg sidder på restauranten Bones med min familie og tænker, at disse mennesker jo er de vigtigste, når alt kommer til alt. Jeg hænger lidt hen over maden, fordi jeg er så træt. Jeg har brugt meget mental energi på at komme igennem den her dag.

20.00: Jeg møder nogle elever på vej hjem, og det går op for mig, at nu er det slut med at gå rundt i Hillerød og kende alle mulige børn og voksne. Det har jeg det blandet med. Jeg kommer ikke til at savne, når forældre stoppede mig kl. 18 i Brugsen og lige kigger ned i min kurv, men jeg har altid syntes, det er lidt hyggeligt, når de vinker eller nikker.

Der har været mange ting, jeg har været enormt glad for ved at være lærer. Jeg har sat pris for alle de sjove ting, jeg har lavet med mine kollegaer.
Jeg har været glad for de skolerejser, jeg har været på med mine 8. og 9. klasser. Man er sammen med børnene på en uformel og uforpligtende måde, og så er det simpelthen så fedt.

Jeg har følt mig privilegeret over, at børn og voksne har betroet mig ting, der var vigtige i deres liv i håb om, at jeg kunne hjælpe dem. Og jeg har prøvet, men nu er koppen tom. Der er ikke mere omsorg tilbage, og det er de slet ikke tjent med.

Men jeg føler ingen fortrydelse. Jeg bliver ramt ind i mellem af nostalgi og melankoli. Jeg synes, det er mærkeligt, men jeg er også glad og lettet. Det var en epoke af mit liv, der har formet den, jeg er i dag. Og nu skal jeg ud og starte en anden epoke af mit liv.

1 kommentar

Læs også

  • Anne Dræby Lünell
    Debat

    Mine kollegaer og jeg laver alenlange lister over særaftaler med eleverne

    Anne Dræby Lünell Lærer, Hillerød Vest Skolen
  • Anne Dræby Lünell
    Debat

    Kære yngre kollega: Kæmp for alt, hvad du har kært

    Anne Dræby Lünell Lærer, Hillerød Vest Skolen
2 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Kom med på Annes sidste dag: "Der er ikke mere omsorg tilbage, og det er de slet ikke tjent med"

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS