Kønsambassadør: "Jeg har aldrig selv passet ned i den klassiske pigekasse"

”Jeg savner faktisk min Elsa-kjole,” sagde en af Katharina Birchs elever i 8. klasse, da han blev spurgt om, hvilket legetøj han savnede mest, nu hvor han var blevet teenager. 

Hans klassekammerat svarede: ”Den gik du også virkelig meget med.”

For lærer Katharina Birch var det et stort øjeblik: ”Det var en anerkendelse af, at den kjole var noget hyggeligt legetøj. Da vidste jeg, at den kønsbevidste pædagogik, jeg havde praktiseret i klassen, virkede. Min elev var tryg nok i fællesskabet til, at han turde sige, at han savnede sin kjole. Og hans kammerat syntes ikke, at det var mærkeligt, for det var jo bare noget udklædningstøj.”

Hvorfor har du taget DLF's kursus i kønsbevidst pædagogik?

”Jeg havde en ældre kollega, som prikkede mig på skulderen og sagde: ’Der er deadline nu.’ Så gik vi til ledelsen og spurgte, om vi begge kunne få kurset. Men der var kun mulighed for, at en af os kunne komme af sted. Min søde kollega, som nærmede sig pensionsalderen, sagde, at så skulle det være mig.

Jeg har altid været meget interesseret i køn, og i hvordan vi arbejder med hinanden, og hvordan vi ser forskellige typer. På det tidspunkt havde min kollega overleveret en klasse til mig, hvor der havde været nogle kønsstereotype narrativer omkring nogle af børnene. Hun så, hvordan jeg fik vendt det. Og jeg var sådan en, hun gerne ville hjælpe frem, er jeg ret sikker på.”

Hvad er det ved kønsdebatten, der interesserer dig?

”Det er nok, at det i virkeligheden ikke handler så meget om køn, men om trivsel. Det handler om at tale med eleverne om, at der er mange måder at være dreng eller pige på, og ingen af dem er forkerte. Men sociale medier styrer simpelthen så meget af de unges forestillinger om køn. Hvordan skal en kvinde se ud, hvordan skal en mand se ud? Det er vigtigt at nuancere det billede, de får der.”

Kunne kurset lære dig noget nyt om at tale køn med dine elever? 

”Helt sikkert. Jeg har aldrig selv passet ned i den klassiske pigekasse, så jeg har altid været bevidst om, at der er mange måder at være pige på. På kurset fik jeg sat en masse teori på det, jeg oplever omkring køn. Jeg blev bevidst om, at der er en videnskab bag. 

Jeg mødte også en masse andre lærere, og vi tog vores cases med fra virkeligheden og snakkede med hinanden og underviseren om det. Det var bare så givtigt.”

Emnet køn kan jo sætte gang i debatten. Hvordan ser dine kolleger på din rolle som ambassadør for kønsbevidst pædagogik?

 ”Ja, hvordan får vi skabt den samtale uden at ende i ’Du er woke’ eller ’Du må ikke sige en skid i dag’. Det er meget vigtigt at sige højt, at vi ikke kan redde hele verden. Vi kan ikke annullere alle de påvirkninger, eleven får andre steder fra. Men vi kan nuancere det.

Derudover går jeg til mine kolleger med nysgerrighed frem for fordømmelse. Jeg spørger dem, hvorfor de prøver at løse konflikter ved at have et pigemøde. Er det den bedste model, eller er det noget, de vælger af vane?

Og så vælger jeg mine kampe. Jeg tager ikke alle diskussioner, og jeg bruger også humor til at forebygge, at samtalerne kører op på højeste konfliktniveau.”