Egentlig søgte Kim Malmstrøm stillingen som CFU-konsulent i kulturfag, for selv om han havde linjefaget og på det tidspunkt havde undervist i musik i 14 år, tænkte han:
”Der er helt sikkert musiklærere, som er meget dygtigere end mig”.
Men da han blev spurgt direkte, om han ville have en stilling som musikkonsulent, sagde han alligevel ja. Og siden har han mødt et utal af musiklærere, som går rundt med samme følelse.
”Jeg tror, det er fordi, der er så mange virkeligt dygtige musikere blandt musiklærere, som man kommer til at sammenligne sig med. Og uanset, hvad du selv er dygtig til, så er du det jo ikke til alle instrumenter og samspil og valgfag og det didaktiske samtidig,” forklarer Kim Malmstrøm.
Nu har der stået musikfaglig konsulent på Via CFU på halvdelen af hans skema i 10 år. På den anden halvdel står der lærer på Skægkærskolen i Silkeborg.
For nylig er han blevet opmærksom på, at han faktisk ikke er den eneste af sin art i landet. På CFU Absalon på Sjælland sidder nemlig Mirjam Hoel Nielsen, som hjælper lærere med musik og dansk, når hun ikke underviser på Skovbo Efterskole i Ringsted i de samme fag.
”Jeg havde det lige som Kim, selv om jeg også har musik på linje, har undervist i faget i skolen i 25 år, haft musik i gymnasiet og spillet klaver og sunget og optrådt i gospelkor altid”.
”Jeg kan akkompagnere, men nogle af dem, jeg arbejder sammen med på efterskolen, som ikke er uddannet musiklærere, kan jo spille på deres instrumenter på en helt anden måde. Jeg tror de fleste musiklærere føler, at der er andre, der er bedre.”
Hun startede som CFU-konsulent i dansk for 10 år siden, men da Absalons musikkonsulent stoppede, blev hun spurgt, om hun ikke ville bruge en en femtedel af sin tid på musik.
”Det er jo et stort fag i skolen, så egentlig er det lidt vildt, at der kun er os to, der dækker det. Men vi må gøre, hvad vi kan for at hjælpe så mange musiklærere som muligt,” siger hun.
Mange henvendelser om morgensang
Hvad er det så, Mirjam Hoel Nielsen og Kim Malmstrøm hjælper musiklærerne med som CFU-konsulenter?
De vurderer, hvilke instrumenter og materialer CFU skal købe ind til musik, som lærere kan låne til undervisningen. Både hele sæt, men også enkelteksemplarer, som lærerne kan låne, når de skal overveje, hvad der skal købes ind til skolen.
Lige nu er de ved at finde ud af, om nogle af de penge, der ligger i regeringens boggave, kan komme musikfaget til gode i form af grundbøger.
Og så tager de sig af henvendelser fra musiklærere, som har brug for sparring.
”Det kan for eksempel være en lærer, som skal i gang med at lave morgensang på skolen, men ikke ved, hvordan han eller hun skal gribe det an. Der kan jeg sparre med læreren om, hvordan det skal organiseres, hvad de skal synge, hvor man kan finde yderligere information og så videre,” fortæller Kim Malmstrøm.
De sørger begge for at holde sig opdaterede i faget, så de er med for eksempel på De 5 Musikdage for at møde andre musiklærere og høre, hvad de har brug for, og møde nye instruktører. De læser også de nye bøger der kommer til faget.
Og så arrangerer de begge musikkurser for lærerne. Kim Malmstrøm står for Musik i Midt, som er et to dages internatkursus for musiklærere i Region Midtjylland. Og Mirjam står for Musikfagets dag, som altid løber af stablen første torsdag i november.
Musiklærerne står alene med opgaven
Mirjam og Kim hjælper musiklærere, som skal i gang med et nyt område eller vil sparre om materialer. Men de hjælper også lærere, som har fået faget uden at være uddannet til det. Og dem er der mange af.
”Jeg møder en del dansklærere, som er blevet pålagt at tage musik, fordi de har klassen. Eller kulturfagslærere, som kan spille guitar, men ikke har noget didaktisk grundlag at stå på. Udfordringen er jo ekstra stor, fordi der er mangel på musiklærere, så de ofte er alene om opgaven ude på skolerne,” siger Mirjam Hoel Nielsen.
De får også mange henvendelser om valgfaget og prøverne, og de mærker tydeligt, at lærerne mangler en fagkonsulent i ministeriet at spørge.
”Der er mange udfordringer omkring prøverne, hvor lærerne er i tvivl, eller hvor de er uenige med censorerne om, hvordan eleverne skal bedømmes. Det er godt, der er kommet en præcisering nu i evalueringen af prøverne. Men vi savner, ligesom lærerne gør, at kunne få en afklaring fra ministeriet, for der kan gå meget lang tid, før man får et svar,” siger Kim Malmstrøm.
I mellemtiden forsøger Kim og Mirjam at hjælpe lærerne med den faglige ballast, de selv har med tilsammen 50 års erfaring i bagagen som musiklærere.
Kim og Mirjam hjælper skolernes musiklærere
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.