”Konsekvens og autoritet bliver talt ned på læreruddannelsen, og man må ikke udfordre det nye børnesyn. Det er blevet en kultur på læreruddannelsen.”
Sådan beskriver Ingrid Kjærgaard det børnesyn, hun oplever på læreruddannelsen, hvor hun er i gang med 5. semester på Københavns Professionshøjskole.
”Jeg synes, der er en kultur, hvor man er bange for autoriteter og bange for at gøre os til autoriteter. At være en autoritet er ikke det samme som at være autoritær. Jeg ønsker ikke den sorte skole, som man bliver skudt i skoene, når man vil tage den her debat,” siger Ingrid Kjærgaard.
Råbte op i Berlingske
Hun har fulgt med i især Berlingskes dækning af debatten om børnesyn og uro i skolen. Derfor kontaktede hun Berlingskes redaktion.
”Der manglede et perspektiv om læreruddannelsen. Det handlede meget om lærerne og kun en smule om læreruddannelsen,” siger hun.
En journalist fra Berlingske interviewede hende, og det, kom der en større artikel ud af i marts, hvor Ingrid Kjærgaard beskrev sine oplevelser fra uddannelsen. Hun er glad for, at Berlingske var klar til at tage problematikken op.
”Der mangler et alternativ til grundforståelsen af, at børn altid gør det så godt, som de kan, og at det som udgangspunkt altid er rammerne, det er galt med,” siger hun til Folkeskolen om at stå frem og blande sig i debatten.
”I skolen må man bare sige, at nogle gange er læreren autoriteten, og så må eleverne også indfinde sig med, at det er anderledes, end de ønsker,” siger hun.
Man må gerne kritisere – også forskere som Louise Klinge – men det skal være fagligt velbegrundet
Tove Hvid Persson Dekan, Københavns Professionshøjskole
Hun oplever, at underviserne ikke mener, at man bør stille krav til forældre, når der opstår problemer med elever i skolen.
”Så siger underviserne til os, at det er uprofessionelt. Men forældrene har også et ansvar for at tale med deres børn om, hvad der foregår i skolen og lærerne lykkes bedre, hvis forældrene bakker op. Alt hvad der sker i børns liv, påvirker også deres skolegang.”
Ingrid Kjærgaard oplever, at tekster af skoleforskeren Louise Klinge fylder meget på læreruddannelsen.
”Det kan godt opfattes som om, man ikke må forholde sig kritisk til Louise Klinge. Læreruddannelserne har traditionelt været et sted, hvor man har haft plads til meget debat og diskussion. Det vil jeg så gerne genoplive. Der skal være plads til en pædagogisk debat, for det tror jeg er bedre, end at der kommer politiske løsninger,” siger Ingrid Kjærgaard.
Louise Klinge føler sig misforstået
Louise Klinge ved godt, at hendes tekster bliver brugt på læreruddannelsen, men hun understreger, at hun hverken har indflydelse på, hvilke tekster og teoretikere, underviserne vælger at bruge, eller hvordan pointerne formidles. Hun er frustreret over den polemik og de misforståelser, som præger børnesyns-debatten.
Hun sætter fingeren på et sted, hvor det gør ondt
Tove Hvid Persson Dekan, KP
"Et positivt børnesyn går tilbage til Platon og Rousseau," siger hun og forklarer, at sætningen "børn gør det godt, når de kan", som kommer fra den amerikanske psykolog Ross Greene, ofte bliver fejlciteret som "børn gør det så godt, som de kan".
Hun siger, at hun aldrig har hævdet, at børn kun skal gøre, som de lyster, siger hun og læser et citat op fra sin seneste bog, hvor hun understreger, at lærere indimellem skal insistere på noget, som en elev ikke har lyst til, men har behov for.
"Relationskompetent praksis er ikke det samme som eftergivenhed og konfliktsky hensynsbetændelse i evindelig stræben efter børn og unges feel-good-fornemmelser."
Louise Klinge kan godt forstå, at lærere og lærerstuderende bliver frustrerede, når det kan se meget svært ud at lykkes med opgaverne i skolen.
"Der ikke er ressourcer nok, så er det selvfølgelig dybt frustrerende. Men det er et politisk niveau, vi skal kritisere for ikke at prioritere nok ressourcer. Det er ikke børnesynet."
Hun kan godt forstå Ingrid Kjærgaards ønske om at stille krav til forældre.
"Så længe der er forældre, der af mange årsager ikke handler hensigtsmæssigt, så vil børnene undgælde - eksempelvis krav om udhvilede børn, skærmtid eller sund mad."
"Derfor skal vi skabe endnu bedre rammer for, at skolen og læreren kan hjælpe børnene bedst muligt."
Sker der pædagogisk ensretning?
I artiklen fortæller Ingrid Kjærgaard, at hun på et tidspunkt var i praktik på en skole, hvor en gruppe elever i en periode havde lavet meget ballade.
"Det var lærerne lidt nervøse over, for det var lige op til en studietur til udlandet," fortæller Ingrid Kjærgaard.
Skolen sendte et brev hjem til elevernes forældre, hvor de fik at vide, at hvis der blev lavet for meget ballade på studieturen, ville eleverne blive sendt hjem for egen regning.
Her oplevede hun, at det gør en forskel, når elever ved, at dårlig adfærd har konsekvenser.
Men den form for konsekvens oplever Ingrid Kjærgaard ikke, der bliver undervist i på læreruddannelsen. Hun oplever, at der sker en pædagogisk ensretning på studiet og ærgrer sig over, at der ikke er flere, der er parate til at stille spørgsmål ved, om det er den rigtige vej at gå.
”Jeg har haft ekstremt mange undervisere, og low arousal er den foretrukne metode hos næsten dem alle. Det føles som om, at kulturen er blevet strømlinet, og at der ikke er plads til forskellige pædagogiske strømninger.”
Ingrid Kjærgaard har fag, hvor lærerens autoritet indgår. Blandt andet i faget livsoplysning – kristendomskundskab, idéhistorie, medborgerskab og autoritet og faget pædagogik og almen didaktik.
Alligevel oplever hun, at der på studiet er en kultur, hvor både studerende og undervisere holder afstand til at bruge konsekvens og gøre læreren til en autoritet.
Velbegrundet kritik er velkommen
Dekan for Fakultet for læreruddannelse og livslang læring på Københavns Professionshøjskole Tove Hvid Persson forstår godt, at lærere og kommende lærere som Ingrid Kjærgaard kan blive frustrerede over, at det er svært at skabe ro i folkeskolen, men hun er uenig i, at undervisningen på læreruddannelsen er strømlinet.
“Hun sætter fingeren på et sted, hvor det gør ondt. Men læreruddannelsen er ikke en uddannelse, hvor man uddanner til én bestemt pædagogik. Vi gør meget ud af, at de studerende møder bredden og udvikler forskellige sider af lærerrollen. Herunder lærerens autoritet,” siger hun. “Hvis vi bare tænker, at eleverne skal makke ret, så misser folkeskolen noget væsentligt. Lærerrollen handler også om at skabe følgeskab og tillid – det kræver mere end én tilgang.”
Hun mener, at alle studerende har god mulighed for at kritisere de metoder, som de bliver undervist i.
“Man må gerne kritisere – også forskere som Louise Klinge – men det skal være fagligt velbegrundet. Man kan sagtens gå til en eksamen med en kritik af Louise Klinge og bestå.”
Forventninger er skruet op
Selv om Tove Hvid Persson altså mener, at læreruddannelsen rummer mange retninger, så oplever Ingrid Kjærgaard, at det, hun opfatter som det herskende børnesyn på uddannelsen er en del af grunden til, at fire ud af ti studerende ikke kan se sig selv arbejde i folkeskolen, når de har færdiggjort uddannelsen.
”I undervisningen får vi at vide, at hvis børn har svært ved at indordne sig fællesskabet, så er det, fordi læreren har skabt de forkerte rammer. Jeg vil gå langt for at skabe de bedste rammer, der passer til de fleste børn, men med 24 eller måske 28 elever i klassen, kan man ikke lave individuelle rammer til alle.”
Hun fortæller, at hun fra en medstuderende har hørt om, hvordan han stillede gentagne grænser for en elev, da han var i praktik.
"Men så ender det med, at han bliver kaldt på skolelederens kontor for at sige undskyld til eleven. Det gør det sværere at se sig selv i lærergerningen, når man oplever det. Vi oplever, at forventningerne er skruet op og beføjelserne er skruet ned."
Føler opbakning
Efter artiklen har været offentliggjort i Berlingske er hun blevet positivt overrasket over reaktionerne blandt de medstuderende.
”Der er mange, der har sagt, at de er enige. Det havde jeg måske ikke forventet. Jeg har fået at vide fra flere, at de kan genkende børnesynet fra studiet, og de steder, hvor de arbejder som lærervikarer. De oplever at blive underkendt i deres autoritet,”
”Der var en, der spurgte mig – hvorfor jeg skal være her, hvis jeg ikke må sætte grænser, og være den voksne?”.
Ingrid gik i rette med børnesynet på læreruddannelsen: Reaktionerne har overrasket
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.