Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Gylden pegepind

Ildsjælslærer vinder hæderspris: Insisterer på, at elever uden talesprog får en stemme

Fredag blev Københavns Lærerforenings Gyldne Pegepind givet til en lærer, der gør en helt særlig indsats for, at elever med svære fysiske og psykiske handicap oplever, at de har indflydelse på deres eget liv.

Blomsterbuket med farveblyanter

Fredag fik en lærer på Strandparkskolen overrakt de Gyldne Pegepind.

Foto: MaximFesenko
Johanna Wulf
Johanna Wulf Journalist
Start debatten
2. oktober 2026, kl. 19:15
Start debatten

Hver morgen kommer eleverne i V-klassen med bus til Strandparkskolen i Sydhavnen i København. Herfra får de hjælp til mange af de praktiske step, der følger, før de er klar til undervisning. De bliver hjulpet ind på skolen, får taget overtøjet af og madpakken sat i køleskabet. Alle eleverne i V- klassen sidder nemlig i kørestol og har gennemgribende fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.

Men selvom pleje, støtte og omsorg er en stor del af hverdagen i V-klassen, insisterer lærer Nynne Isager Thomsen på, at eleverne ikke er i institution, men i skole. Her har lærerne, mener hun, en vigtig opgave i at sørge for, at børnene udvikler deres sprog og får læring om vores verden og kultur, så de oplever at høre til.

”Mine elever er afhængige af andres hjælp i store dele af deres hverdag. Derfor er det særligt vigtigt for mig, at de i undervisningen oplever, at deres udspil har betydning. At de kan træffe valg, give udtryk for følelser og behov og erfare, at de kan få indflydelse på deres eget liv”, siger hun.

Det er for dette engagement i eleverne, at Nynne Isager Thomsen fredag aften fik Københavns Lærerforenings Gyldne Pegepind. En pris, der hvert år uddeles til én eller flere personer, der har gjort en særlig indsats for den københavnske skole.

I sin tale til prisoverrækkelsen lagde forperson for KLF Katrine Fylking vægt på Nynne Thomsens ambition om at give eleverne meningsfuld faglig undervisning, der stiller forventninger til dem og deres udvikling.

”Vores elever er ikke kun i folkeskolen for at have det godt. Heller ikke, når det er i et vidtgående specialtilbud. Her er eleverne der for at være med i undervisningen, som de har krav på efter loven. Og det gælder vel at mærke alle elever - uanset deres udgangspunkt og forudsætninger. Elever med særlige behov har ikke brug for lærere med færre lærerkompetencer. Tværtimod. Dagens modtager af KLF’s Gyldne Pegepind er et smukt eksempel på det”, siger hun.

En dukke, der sidder i kørestol - ligesom eleverne

Eleverne i V-klassen på Strandparkskolen bliver undervist i dansk, matematik, natur/teknologi og billedkunst. Men ikke på helt samme måde som elever i almenklasser.

For Nynne Isager Thomsen er det ”enormt vigtigt” at tilpasse undervisningen, så den er i øjenhøjde med eleverne, der alle har intet eller meget begrænset talesprog, og hvis funktionsniveau er tilsvarende en alder på halvandet til fire år.

Specialpædagogik

Få Folkeskolens nyhedsbrev om specialpædagogik. En gang om måneden fra vores fagjournalist, og opdateringer når der er nyt (ca. 2-3 gange om ugen)

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Derfor har hun blandt andet omskrevet flere klassiske børnebøger, og Alfons Åberg er for eksempel blevet til en dreng, der følger samme skoledag som eleverne i V-klassen.

I et andet forløb følger eleverne med i dukken Lauras liv. Hun har ligesom eleverne gennemgribende funktionsnedsættelser, bruger kørestol og oplever for eksempel at skulle på hospitalet og til bandagist for at få taget støb til nye benskinner.

dukke i kørestol
Foto: Nynne Isager Thomsen

”Det er vigtigt for mig, at eleverne kan spejle sig i undervisningen og opleve, at de ikke er alene. Når dukken Laura bliver ked af det eller bange, kan eleverne genkende følelsen og koble den til deres egne erfaringer. Det giver dem et sprog for deres følelser og en oplevelse af kontrol og indflydelse i situationer, de selv skal igennem og ikke kan vælge fra. Jeg håber, at det også kan give dem mod på at håndtere de problemer og udfordringer, de møder i deres eget liv”, siger Nynne Isager Thomsen.

Og netop oplevelsen af genkendelighed og af at høre til, er ifølge Nynne Isager Thomsen det allervigtigste ved specialskolerne.  

”Jeg er virkelig stolt af, at vi lever i et land, hvor alle børn har ret til at gå i skole, og jeg er stolt af vores specialskoler. Her kan der opstå en form for normalitetsfølelse, som mange af vores elever sjældent oplever andre steder. Her er de ikke først og fremmest barnet med et handicap eller et stort støttebehov – her er de også bare én blandt andre. Det tror jeg, alle mennesker har brug for at mærke,” siger hun.

Uddelingen af KLF's Gyldne Pegepind og den tilhørende pris på 10.000 kr. fandt sted i Copenhagen Towers ved årets generalforsamling. Nynne Isager Thomsen er blevet indstillet til prisen af en kollega.

Start debatten

Læs også

  • Inklusionen slider på lærerne i København
    Seneste nyt

    Inklusionen slider på lærerne i København

  • Sophus på Kløverskolen i Sønderborg torsdag den 24. april 2025. Sophus Frode Gade Nissen sammen med pædagogassistent Gitte Jørgensen.
    Feature

    Sophus kan næsten intet se eller høre: Så han lærer gennem sine fingre

2 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Ildsjælslærer vinder hæderspris: Insisterer på, at elever uden talesprog får en stemme

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS