Det kan være svært nok at se himmelrummets sorte huller for sig som seende, man hvad gør man, hvis man kun kan skelne mellem lys og skygge?
Det kan 17-årige Sophus fra specialskolen Kløver-Skolen i Sønderborg svare på. Han har mistet så meget af sit syn, at han reelt er blind.
”Jeg læner mig op ad de bøger, jeg hører. Det sorte hul er svært, men det bliver forklaret med, at der er helt sort i midten, og så er der lysende gas og støv udenom. Andre gange tænker jeg på simple figurer som cirkler for at kunne se for mig, hvordan to planeter bevæger sig i forhold til hinanden. Så skal jeg ikke have hele solsystemet i hovedet”.
Det var netop det, at man er nødt til at forestille sig, hvordan der ser ud i rummets afkroge, der vækkede hans interesse for astronomi.
”Man kan komme så langt ud i rummet, at vi ikke har billeder af det. Det er spændende, vildt og sejt at høre om”, siger Sophus.
Sophus går i 10. klasse på specialskolen i Sønderborg. Skolen underviser elever med vidt forskellige særlige behov, men det er usædvanligt, at den har en elev med dobbelt sansetab. Sanne Petersen er klasselærer for Sophus, og hendes kendskab til astronomi kan ligge på et meget lille sted.
”Sophus er ikke dygtig til at se, men han er meget tålmodig, når han fortæller mig om sorte huller og om lyden i hullerne”, siger hun anerkendende.
Sophus har gradvist mistet synet på grund af en cyste i hjernen og en ukendt genfejl. Han har også meget svært ved at høre. Derfor har hans lærere en mikrofon hængende i en snor om halsen, når de underviser ham. Herfra sendes deres tale til hans høreimplantater. Derudover har han autisme. Men kognitivt er han velfungerende, og hans interesse for astronomi har ført til, at han deltager i fysik. Og det betyder ikke, at han kun kan tale om sol, måne og stjerner, understreger Thomas Holm-Petersen, som primært underviser Sophus i matematik.
”Flere af vores elever har særinteresser – vi har for eksempel en, som kun vil tale om fly. Der har Sophus en bredere almenviden. Han har lyst til at lære, og han har en god hukommelse. Det gør det for eksempel lettere at sige tal, han skal regne på, hvor nogle ville glemme de første tal, inden vi var færdige med de sidste”.
Taktile tal hjælper Sophus på vej
Thomas Holm-Petersen stiller en stationær computer på bordet foran Sophus, løfter kabinettet af og tager komponenter ud, så Sophus kan føle på dem.
”Det her er ram”, konstaterer eleven og får medhold af sin lærer.
”Sophus spurgte, om vi ikke kunne høre en podcast om computere, men det nemmeste er, at vi skiller en ad. Det er den måde, jeg selv har lært det på”, fortæller Thomas Holm-Petersen.
Sanne Petersen skulle på et tidspunkt forklare Sophus om kassettebånd og båndsalat. Så måtte hun i kælderen efter gamle videobånd.
”Sophus har brug for at røre ved tingene. Som han selv siger, så ser han med fingrene. Han er ikke sværere at undervise end andre elever, men han er anderledes at undervise”, siger hun.
Det gælder også i matematik, hvor Thomas Holm-Petersen stiller en æske med hvide tal, tegn og bogstaver foran Sophus. De begynder med romertal. Sophus kender tallene fra et til ti, men da han skal skrive syv, lægger han de to I’er foran V’et, og så står der tre. Men hurtigt får lærer og elev talt sig frem til, at V’et skal ligge forrest.
De taktile redskaber hjælper Sophus til at holde rede i tallene.
”Jeg kan tage et tal ad gangen og mærke efter. Det gør det lettere at overskue en opgave, som er for kompliceret til, at jeg kan have den i hovedet”, forklarer han.
Et er tal, noget andet er geometriske figurer. Det er der også råd for. Det bedste ville være at bruge papir, hvor tegnede figurer fremstår som relieffer, men svulmepapir er dyrt og kan kun bruges én gang. I stedet tyer Thomas Holm-Petersen til en blå plastikplade med knopper, som man kan spænde en elastik omkring.
Han former et kvadrat over 12 felter og beder Sophus om at danne et rektangel med samme omkreds. Sophus føler sig frem og placerer elastikken, men opdager hurtigt, at han har lavet rektanglet for lille. Han skynder sig at udvide elastikken, så den dækker over yderligere to felter.
”For to år siden kunne du kun regne med plus, minus, gange og dividere. Nu skal du til eksamen i skriftlig matematik”, lyder det opmuntrende fra Thomas Holm-Petersen forud for årets prøve i 10. klasse. Det er første gang, Sophus skal deltage i en eksamen.
Forbereder sig med bind for øjnene
Sanne Petersen og Thomas Holm-Petersen har undervist Sophus i henholdsvis seks og tre år. Det har krævet tilvænning at kunne tilrettelægge undervisningen, så den passer til Sophus’ særlige situation med dobbelt sansetab.
”Jeg er vant til at være visuel i matematik, så jeg har skullet øve mig i ikke at sige: ’Se her’. De fire regnearter kan nok gå, men det er noget andet, når man skal tale om hældninger”, siger han.
Over tid har lærerne aftalt med Sophus, at de skal tale på en måde, så han kan danne indre billeder.
”Fordi Sophus tidligere har været seende, har han stadig en idé om, hvordan verden ser ud,” uddyber Sanne Petersen.
Det hjælper også, at Sophus kan bruge appen Be My Eyes. Thomas-Holm-Petersen demonstrerer den ved at tage et billede af en termokande, hvorefter appen fortæller, at kanden er sort, har en hank til venstre og en tud til højre, og at der ligger et stykke papir på bordet ved siden af kanden.
”Appen giver så gode forklaringer, at jeg tit bruger den til at læse opgaven op, når Sophus for eksempel skal lave et diagram. Han skal lære det samme som alle andre. Vi kan ikke sige, at han ikke skal arbejde med grafer og diagrammer, fordi han er blind”.
Sanne Petersen underviser Sophus i historie. Det gør hun blandt andet med dokumentarer, og nogle gange forbereder hun sig med bind for øjnene.
”Vi andre kan se, at der bliver smidt bomber hen over København, men Sophus hører kun lyden, og det er ikke rart, når det pludselig brager. Jeg har siddet med bind for øjnene for at forstå, hvor meget lyde kan forstyrre, når man ikke kan se, hvor de kommer fra”, fortæller hun.
Hun husker, hvordan hun tit måtte minde sin kollega om at tænde for mikrofonen, da han begyndte at undervise Sophus. Men lige så stille lærte Thomas Holm-Petersen og Sophus hinanden at kende.
”Selv om Sophus har autisme, er han virkelig tålmodig med os. Nogle gange kan vi se på ham, at vi har trådt i spinaten, og så ved vi, at vi skal gøre det anderledes. Vi har en fast struktur og et fast skema for Sophus, og hvis en af os er syge, kan der ikke bare komme en vikar ind, som ikke kender hans behov. Der er ikke noget, som er ’bare lige’ med Sophus”, siger Thomas Holm-Petersen.
Sophus er ude i frikvartererne
Sanne Petersen har været på kursus på Synscenter Refsnæs i Kalundborg, men lærerne har som sådan ikke ekstra uddannelse i døvblindhed. De trækker på skolens logopæd, og fire gange om året mødes de med kommunens tale-høre-konsulent om, hvordan de kan gøre deres undervisning taktil. De sparrer også med Sophus’ hørekonsulent på sygehuset og samarbejder med specialrådgivningsorganisationen Viso. Konkret er det Specialrådgivningen for Døvblinde i Aalborg, som indgår i forløbet.
”Viso gør det lettere at forstå, hvad det betyder, at Sophus har dobbelt handicap. I begyndelsen famlede vi i blinde. Ja, det er måske et dårligt udtryk, men samarbejdet med Viso har gjort os bedre til at tænke ud af boksen”, siger Sanne Petersen.
Hvor de to lærere let kan komme til at fokusere på deres undervisning, tænker Viso i helheder og forholder sig for eksempel også til toiletbesøg og frikvarterer.
”Med flyvende bolde og børn, som løber omkring, er frikvarteret ikke det letteste sted at være, når man er blind, men Sophus sidder nu udenfor og hører lydbøger. Der er i det hele taget sket en kæmpe udvikling, hvor han er gået fra udelukkende at få en til en-undervisning i eget rum til nu også at være sammen med klassen”, fortæller Thomas Holm-Petersen.
Sophus er i det hele taget blevet mere social. Han spiller kort med en pige fra klassen, og han nørder med en anden klassekammerat om, hvor mange kugler man kan flytte i kalaha, uden at det bliver modstanderens tur.
På tomandshånd med professor
Souschef og afdelingsleder Jesper Qvist deler Sophus’ interesse for naturvidenskabelige podcasts og kalder ham for et godt eksempel på, hvor godt det kan gå, når en elev får den rette støtte.
”Hvis man giver Sophus de rigtige rammer at trives i, har han forudsætninger for at blive til hvad som helst”, siger Jesper Qvist.
Sophus ved godt, hvad han drømmer om.
”Astrofysiker”, kommer det prompte. ”Det vil jeg gå efter. Det kræver både en hel del matematik og fysik, og at jeg får hjælpemidler til at forstå matematik og astronomi visuelt”.
På initiativ af Jesper Qvist har Sophus været til foredrag med Anja C. Andersen, som er professor i astrofysik på Niels Bohr Institutet i København. Bagefter havde han hende på tomandshånd i halvanden time.
”Vi talte om den niende planet, som hun mener eksisterer derude et sted. Jeg spurgte også, om vi mister vores måne på et tidspunkt, for den flytter væk fra os med et par meter om året. Hvis månen forsvinder, vil det påvirke vores tidevand, og jordens bane vil blive mere usikker. Jeg går ud fra, at der også vil være en del, som bliver kede af, at de ikke længere kan se månen”, siger Sophus, som selv kunne iagttage den, da han var yngre.
Det var stort for ham at møde professoren.
”Hun er rigtig god til at formidle, så jeg kan lære meget af det, hun siger. Jeg føler det som en anerkendelse, at hun gav sig tid til at tale med mig”.
Anja C. Andersen er kendt for at kunne engagere sit publikum. Det er præcis det, der skal til for at fange Sophus’ opmærksomhed, oplever hans lærere.
”Hvis vi er begejstrede for det, vi underviser i, kan vi få de fleste med. Sophus kan lide matematik og historie, som Sanne er god til, og i fysik følger han en bestemt klasse og er med til at gennemføre forsøg. Hans personlige hjælper følger med ham op i klassen og flytter stolen for ham, hvis han skal skifte plads. Den slags tager man let for givet, når man selv kan se”, siger Thomas Holm-Petersen om den pædagogmedhjælper, Sophus har tilknyttet.
Sophus er glad for at gå i skole. Han synes, både at han lærer noget, og at undervisningen er blevet mere varieret.
”Jeg er overrasket over, hvor godt jeg kan lide matematik. Det kom, da jeg fik Thomas. I en periode havde jeg Sanne, men hun er ikke rigtig matematiklærer. Hun er til gengæld god til historie, fordi hun selv går op i det. Det er fedt at høre én fortælle, som selv synes, det er spændende”.
Sophus må ikke ende på førtidspension
Som andre elever har Sophus udviklet sig glidende, men de seneste år har han taget et stort ryk.
”Der er sket meget for Sophus og hans selvforståelse. Han har altid haft nedsat syn, men det har været svært for ham at vide, at han ville miste synet helt. Tidligere havde vi gule streger på trappetrinene, men da han ikke længere kunne se dem, fandt vi på at sætte knapbatterier fast med gaffatape på gelænderet, så han kan mærke sig frem”, siger Sanne Petersen om Sophus, som har accepteret, at han har flere handicap.
Efter sommerferien begynder han på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, STU, som så skal planlægge, hvad der videre skal ske i hans udvikling.
”Vi har lagt et fundament, og så kommer Sophus’ fremtid an på de næste skridt. Vi kan godt se ham som astrofysiker, men det er ikke nok at have lyst, vilje og forståelse. Sophus har ikke en fuld afgangseksamen og er heller ikke alderssvarende fagligt, blandt andet fordi han skal træne andre ting. For eksempel går han tur med sin hjælper hver dag for at træne sin mobilitet, så han kan føres sikkert rundt i verden. Der findes forhåbentlig en kattelem til ham, så han fortsat kan udvikle sig fagligt, for det værste vil være, at han får tildelt førtidspension og ender i en lille mørk lejlighed”, siger Thomas Holm-Petersen.
Sanne Petersen vurderer, at Kløver-Skolen afslutter Sophus’ skoletid et godt sted.
”Det har været fantastisk at følge hans udvikling. Sophus har taget et kvantespring både fagligt og socialt. Jeg håber inderligt, at han lander på den rette hylde og bliver lykkelig”, siger klasselæreren.
Sophus kan næsten intet se eller høre: Så han lærer gennem sine fingre
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.