”Hvad gør jeg, når den vejledningssøgende ikke er motiveret? Og hvordan motiverer jeg den vejledningssøgende? Alle dem, der har tænkt den tanke, eller vendt den med en kollega, må gerne rejse sig op”.
Der går ikke mange sekunder, fra Iben Lykkebo har udtalt ordene, til der ikke er mange siddende tilbage blandt de cirka 200 tilhørere i det store auditorium på Københavns Professionshøjskoles afdeling på Sigurdsgade på Nørrebro i København.
Her har professionshøjskolen og Vejlederforeningen for fjerde gang inviteret vejledere af alle slags til vejledningskonference.
Efter en perlerække af oplæg og workshops har Iben Lykkebo, lektor ved Københavns Professionshøjskole, og Kristina Mariager-Anderson, lektor på DPU, indtaget gulvet.
Nu skal det handle om motivation i vejledningen, som de sammen har skrevet et kapitel om til antologien ’Professionel vejledning’, der udkom i december.
Spørgsmålet hører til blandt de allermest stillede, når de hver især underviser kommende vejledere, fortæller de.
”Men når man spørger, 'hvordan motiverer jeg nogen til noget?', så stiller man sig også et bestemt sted,” siger Iben Lykkebo.
”Man siger, at man ser motivation som en indre egenskab. Som noget, vi skal have vækket inde i den vejledte. Det er et meget individorienteret syn på motivation.”
Et spadestik dybere
Målet er ikke at sige, at vejledere ikke skal arbejde med motivation, pointerer oplægsholderne.
Det er at opfordre vejledere til at gå et spadestik dybere i, hvilke motivationsforståelser, der er i spil, når man stiller bestemte spørgsmål.
For også sociale og strukturelle faktorer kan spille ind på den vejledtes motivation.
”Kritikere af den klassiske motivationsforståelse vil sige, at man altid er en del af systemer og institutioner, og uanset hvor meget self-efficacy man ellers har, kan man ikke kæmpe mod forståelser af køn, religion, hvor man bor henne i verden, og hvor mange ressourcer man har,” siger Kristina Mariager-Anderson.
Inden for litteraturen findes også en retning, der sætter spørgsmålstegn ved, om motivation overhovedet eksisterer.
”I det kritiske perspektiv pointeres, at motivationsproblemer hos individet ofte skrives frem på det politiske og institutionelle niveau. Altså hos dem, der vil noget med nogen,” siger Kristina Mariager-Anderson.
Har betydning for vejledningen
Og det handler ikke bare om ord. For den måde, man som vejleder forstår motivation, er afgørende for, hvilke metoder man vælger, pointerer Kristina Mariager-Anderson.
Hvis man møder en umotiveret vejledt, kan man gå efter at opbygge drivkraft og selvtillid og at sætte nogle tydelige mål.
”Vejlederens rolle bliver at motivere, styrke og tydeliggøre mål. Men det er den vejledte, der skal gøre noget,” siger Kristina Mariager-Anderson.
I en mere relationel forståelse af motivation, vil man i højere grad fokusere på hele konteksten omkring den vejledte.
”Her bliver vejlederens rolle er at finde de muligheder, den vejledte har for at indgå som deltager i relationer, der har betydning for, at man føler sig motiveret,” siger Kristina Mariager-Anderson.
Og i det kritiske perspektiv vil vejlederens opgave være at spørge, hvad det fortæller, at den vejledte ikke er motiveret.
”Her skal vejlederen undersøge, hvilke sproglige kategoriseringer, der bliver bestemmende for, at den vejledte ikke ser muligheder – det man typisk vil kalde emancipatorisk vejledning. Og prøve at problematisere det,” lyder det fra lektoren.
De tre skarpe
Derfor lyder opfordringen fra de to oplægsholdere, at vejledere stiller sig selv tre spørgsmål til deres vejledningstilgang. "De tre skarpe" har de navngivet dem, og de lyder:
- Hvad er teoriens fokus og udgangspunkt?
- Hvordan forstås mennesker og motivation?
- Hvilken rolle får vejlederen?
”Ved at stille de tre spørgsmål, kan man få en kritisk refleksion over, hvilke motivationsforståelser, der egentlig er i spil, og hvad de betyder for, hvordan man arbejder,” siger Iben Lykkebo og tilføjer:
”Og derfor har man også mulighed for at afsløre, om der er eksplicitte eller implicitte forventninger til dine handlinger som vejleder, hvis du arbejder med en bestemt tilgang eller metode.”
Og jo mere, man tager noget for givet, jo vigtigere er det faktisk at stille de tre spørgsmål, pointerer lektoren.
”Jeg hører nogen sige ret konstaterende, at man ikke kan arbejde med nogen, hvis de ikke er motiverede. Hvis man stopper op og stiller de tre skarpe til det udsagn – hvad kommer der så til syne?”
Redskab til "uvidendeling"
Og så er vi fremme ved en vigtig pointe for oplægsholderne. For det, der kommer til syne ved at stille de tre skarpe, er måske ikke særlig skarpt.
Værktøjet skal i høj grad også ses som et værktøj til at ”uvidendele”, siger Iben Lykkebo.
”Når vi sidder sammen og skal videndele, skal man præstere ved at vise, at man allerede kender svarene. Men det giver ikke så god grobund for refleksiv praksis,” siger hun og tilføjer:
”Hvis man bruger de tre skarpe, stiller man spørgsmål, man måske ikke kender svarene på. Men man får muligheden for at afsløre egne eller organisatoriske blinde vinkler i tilgangen til vejledning og motivationsarbejde.”
Iben Lykkebo slutter med et dugfrisk, konkret eksempel fra en studerende, der har brugt de tre spørgsmål på beskæftigelsesindsatsen IPS – Individuelt Planlagt job med Støtte.
I den lyder det blandt andet, at for at være med i IPS, skal borgeren have et ønske om at komme i ordinær beskæftigelse eller uddannelse.
”Der er altså et krav om, at motivationen allerede skal være til stede. Den studerende fik øje på, at det kan tolkes som en lidt disciplinerende motivationsforståelse, hvor man eksplicit skal kunne formulere, at man har et bestemt ønske,” siger Iben Lykkebo og tilføjer:
”Men så udelukker man sig jo fra, at motivationen kan opstå ved, at man oplever en mening ved at komme ud i forløbet. Og ender vejlederen i virkeligheden som gatekeeper, der skal høre nogle magiske ord, for at man kan være med?”
Iben og Kristina vil have dig til at stille tre skarpe spørgsmål til din vejledning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.