”Der, hvor læringsmiljøet er markant udfordret af uforudsigelighed, nedsat trivsel og forstyrrende uro, der er der almindeligvis også relativt rodet og beskidt.”
Sådan skrev psykolog og tidligere lærer Rasmus Alenkær på sin facebookprofil. Han bliver flere gange om året inviteret ud på skoler, hvor han som konsulent hjælper lærere og skoleledere med at få skik på de allermest urolige klasser, og hans betragtning bygger ifølge ham selv på journalnotater fra mange kaotiske læringsmiljøer i rodede klasselokaler.
Rasmus Alenkær er langtfra den eneste, der ser en kobling mellem rod og læringsmiljø. Lærer Mette Roden, der underviser i udskolingen på Sønderrisskolen i Esbjerg, har været lærer i tredive år. For hende er det tydeligt, at særligt nogle elever bliver påvirket, hvis borde og stole er skubbet i alle retninger, og klasselokalet flyder med halvspiste madpakker, juicekartoner og krøllede opgaveark.
”Der er jo ingen elever, der siger, at de ikke kan skrive en stil, hvis ikke der er ryddet op. Men i alle klasser har vi elever med særlige behov og nogle, der er lidt mere sensitive, og for dem er det virkelig forstyrrende med et lokale, der sejler,” siger Mette Roden og understreger, at udskolingselevers evne til at rode et klasseværelse til ikke er til at spøge med.
”Hvis man har set sådan et rodet teenageværelse, kan man gange det med tyve,” siger hun og fortæller om gardiner, der igen og igen bliver trukket ud af skinnen i loftet, gamle plakater, der hænger i én tegnestift på opslagstavlen, og klatter med juice eller kakaomælk på gulvet.
Lærer: Sæt ord på rodet
På Sønderrisskolen bruger Mette Roden ofte de første minutter af undervisningen på at få eleverne til at sætte skik på klasselokalet.
”Mine elever ved godt, at jeg ikke underviser i rod og skrald. Så når jeg kommer ind efter en pause, sætter jeg ord på rodet på en venlig måde og siger: ’Skal vi ikke lige hjælpe hinanden med at få sat bordene på plads og puttet skrald i skraldespanden?’ Og når alle hjælper, tager det jo kun fire minutter,” siger Mette Roden.
Om den regelmæssige oprydning har en afgørende betydning for mængden af uro i klassen, tør læreren ikke svare skråsikkert på. Hun synes generelt, at der er roligt i hendes timer, når opgaven kalder på det.
“Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med, at der ikke ligger en tom juicekarton eller en pind, som nogen har taget med ind fra frikvarteret, som man kan sidde og slå med ned i bordet. Jeg forestiller mig, at der måske kunne være en sammenhæng,” siger Mette Roden.
Lektor Lisa Rosén Rasmussen fra DPU, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, er derimod ikke i tvivl om, at oprydning har en betydning for elevernes adfærd i læringssituationen.
”I forskningen har man længe haft en ide om, at arkitekturen, indretningen og indeklimaet på skolerne påvirker eleverne og undervisningen. De senere år har man også været optaget af, hvordan de forhold spiller sammen og er en slags medskaber af hinanden,” forklarer lektoren, der blandt andet forsker i samspillet mellem skolens fysiske rammer og pædagogik, didaktik og elevernes trivsel.
Forsker: Oprydning virker
I forbindelse med et forskningsprojekt forrige år blev det tydeligt for Lisa Rosén Rasmussen, hvordan selve oprydningsprocessen kan være med til at forme elevernes måde at være sammen i klassen på.
”Elevernes oprydning bliver en ansvarsgivende proces, hvor de lærer at kere sig om rummet og hinanden. På den måde bliver arbejdet med indeklimaet i klassen også en vej til at arbejde med elevernes sociale trivsel,” siger hun.
Et velorganiseret, ryddet og udluftet lokale afspejler derfor ofte et undervisningsmiljø, hvor man går op i at vise hensyn til hinanden og tage fælles ansvar, forklarer forskeren.
Hun anerkender, at lærerne i folkeskolen ofte har mere end rigeligt med opgaver, og at sådan noget som rum, ryddelighed og indretning kan opfattes som sekundært i forhold til undervisningen og de sociale aspekter i klassen.
”Jeg vil meget nødig lægge en ekstra opgave over til lærerne,” siger forskeren, men peger samtidig på, at oprydning kan være et godt fælles projekt, hvor man kan opnå store sociale landvindinger med meget små midler.
Den pointe møder opbakning fra Mette Roden på Sønderrisskolen.
”Det er de voksnes opgave at få eleverne til at tage ansvar for, at det er til at være i klasselokalet. For det handler jo også om, at man viser, at man har respekt for hinanden, når man ikke bare efterlader sin halvspiste sandwich på en klassekammerats bord,” siger hun.
Psykolog: Skab et trygt rum
Som konsulent bruger Rasmus Alenkær ligefrem oprydning som en metode, når han skal hjælpe lærere med at skabe et godt undervisningsmiljø i urolige klasser.
”Når vi intervenerer i hårdt ramte klasser, er det ikke ualmindeligt, at vi reorganiserer klasselokalet som noget af det første. Altså stiller møblerne mere hensigtsmæssigt og tager alt det overflødige ud af lokalet,” fortæller psykologen.
For når man vil have elever til at forstå vigtigheden af at ændre adfærd og tage hensyn til fællesskabet, har oprydning og indretning stor symbolværdi, mener han.
”Det er så konkret, og når man går ind i et lokale, kan man meget hurtigt fornemme, om det føles som et sted, hvor man tager ansvar for rummet og for hinanden, eller om det virker sådan lidt tilfældigt.”
Når først eleverne er trygge ved, at der bliver passet på møbler og ting i lokalet, er det også muligt at spørger eleverne, hvordan de kunne tænke sig at bidrage til rummet, forklarer Rasmus Alenkær:
”Man gider jo ikke købe blomster eller male en væg, hvis man ved, at der ikke bliver passet på tingene.”

Uro i klassen? Måske trænger dine elever til at rydde op
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.