Tre forskellige genrer - ungdomsroman, kortprosa og fagbog/true crime - men fælles for dem er, at de giver eleverne stærke identifikationsmuligheder, har tydelige fortællegreb og masser at arbejde med.
Ved at samle netop disse tre materialer får læreren et varieret, genremæssigt bredt og didaktisk stærkt udgangspunkt for et forløb om identitet, valg, fællesskab og konsekvenser – både i fiktion og virkelighed. Samtidig giver materialerne gode muligheder for differentiering og for at koble elevernes egen virkelighed med analyser, fortolkning, multimodale virkemidler og kreativ produktion.
"Eftersøgt – danske kriminalhistorier" giver eleverne adgang til true crime i fagbogsform – et spændende nybrud i udskolingen. Bogen præsenterer ti danske kriminalgåder fra Det Borende X til Blekingegadebanden, og de tydelige fingeraftryksmarkeringer gør det let for eleverne at vælge et kapitel, der matcher deres “krimimave”.
Den tilhørende lærervejledning gør det enkelt at introducere både fagbogsgenren og true crime som tema. Eleverne arbejder videre med en læseguide, der understøtter faglig læseforståelse og fokus på multimodale virkemidler. Kapitlerne kan opgives til den mundtlige prøve, og materialet afrundes med en kreativ produktion, hvor eleverne remedierer en krimipodcast til bogens “11. kapitel”.
Erfaringen er, at eleverne læser engageret og ofte går på opdagelse i flere sager end den, de først valgte. Et spændende nybrud med traditionelle skønlitterære titler til udskolingen – en titel som vi tror på kan understøtte læselyst.
"Imens" er en smuk og fortættet kortprosasamling, hvor hver tekst begynder med “Imens er der en…”. Herfra får eleverne flygtige glimt ind i menneskers liv – fyldt med længsel, usikkerhed, sorg, håb og ønsket om at høre til. Teksterne rummer mange tomme pladser og åbne slutninger, der inviterer eleverne til aktiv fortolkning, mens illustrationerne udvider deres muligheder for symbolarbejde og samtaler om stemning og identitet.
Materialet egner sig særligt til arbejdet med kortprosa og elevernes fortolkningskompetence. Teksterne kan læses uafhængigt af hinanden, hvilket gør det let at differentiere og at lade eleverne arbejde i dybden med netop den tekst, der taler til dem.
Forlagets undervisningsmateriale giver læreren en klar struktur før, mens og efter læsningen. Det indeholder bl.a. hurtigskrivning ud fra illustrationer, universelle arbejdsark, stille samtaler, kreative omskrivninger, tegneserieproduktion og symbolarbejde, der hjælper eleverne ind i både genren og tekstuniverset. Arbejdsark A, B og C støtter eleverne i at undersøge plot, tomme pladser, sidste sætning, karakterforståelse og tekstens stemning. Samlet giver "Imens" og det tilhørende materiale et rigt og undersøgende rum for eleverne – og et solidt didaktisk afsæt for læreren. Det er en bog og et forløb, der både rammer elevernes livsverden og udfordrer dem fagligt.
"RÆS" er en kort, intens ungdomsroman om 16‑årige Malthe, som har ADHD og finder ro og styrke i biluniverset – et miljø, Sarah Engell skildrer nærværende og troværdigt. Bogen egner sig særligt til klasser, hvor eleverne har brug for identifikationsmuligheder og stærke, direkte fortællestemmer.
Historien er fartfyldt og let at læse, og samtidig åbner den for væsentlige samtaler om neurodivergens, fællesskab og unges trivsel. Romanen giver oplagte indgange til både personkarakteristik, miljøanalyse og tematiske samtaler om identitet og handlemuligheder.
Den fungerer både som fælleslæsningsbog og som del af et forløb om neurodivergens og ungdomskultur. Eleverne reagerer typisk med nysgerrighed – særligt de mere læsemotiverede drenge får et kroghold her.

Tre bøger til de ældste om identitet, valg og livet på kanten
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.